Greta Gerwig fortryder samarbejde med Woody Allen

Greta Gerwig fortryder samarbejde med Woody Allen
Greta Gerwig i filmen 'Maggie's Plan'

#MeToo-bølgen har sat flere mænds karrierer på pause. I Ridley Scotts biografaktuelle ’All the Money in the World’ valgte man eksempelvis i sidste øjeblik at fjerne den sexchikane-anklagede Kevin Spacey.

En filmmager, hvis karriere endnu ikke er blevet stoppet af #MeToo, er den aldrende Woody Allen, der stadig spytter en film ud årligt. Han er tidligere blevet beskyldt for seksuelle overgreb af sin adoptivdatter Dylan Farrow.

Anklagerne mod Woody Allen fik sidste år skuespillerinden Ellen Page til i et Facebook-opslag at fortælle, at hendes medvirken i instruktørens ’To Rome With love’ fra 2012 var den største fortrydelse i hendes karriere.

Greta Gerwig, der har skrevet og instrueret den Golden Globe-vindende ’Lady Bird’, medvirkede i den samme Woody Allen-film, og det fortryder hun nu også. I et interview med The New York Times udtaler hun: »Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved nu, så havde jeg ikke spillet med i den film«.

Hun understreger desuden, at hun ikke har arbejdet sammen med Allen siden dengang og bestemt heller ikke vil gøre det i fremtiden. »Jeg voksede op med hans film, og de har influeret mig som kunstner. Det kan jeg ikke ændre på nu, men jeg kan foretage anderledes beslutninger fremover«.

I interviewet fortæller Greta Gerwig også, at hun tror, vi står ved et vendepunkt for kvinder i filmbranchen: »Der blev skabt så mange fantastiske værker i år af kvinder, at jeg har en stor tro på, at fremtidens arbejde med film bliver meget tættere på en 50/50-fordeling mellem mænd og kvinder«.

’Lady Bird’ får dansk premiere den 26. april.

Læs også: Woody Allen tager afstand fra Harvey Weinstein: »Han er en sørgelig, syg mand«

Annonce