‘House of Cards’ har genoptaget optagelserne – med to Oscar-nominerede stjerner om bord

‘House of Cards’ har genoptaget optagelserne – med to Oscar-nominerede stjerner om bord
Claire Underwood (Robin Wright) sad solidt på tronen i Det Hvide Hus i slutningen af 'House of Cards' sæson 5. (Foto: David Giesbrecht/Netflix)

Som tidligere annonceret kører Netflix på med sjette og sidste sæson af flagskibsserien ’House of Cards’ uden #Metoo-ramte Kevin Spacey. Og i dag startede optagelserne officielt med Robin Wrights isdronning Claire Underwood i den centrale hovedrolle.

I modsætning til tidligere sæsoner kommer sjette kapitel kun til at bestå af otte episoder, men til gengæld – og uden tvivl for at råde bod på at seriens største stjerne er forvist fra det vaklende korthus – slutter nye kendte ansigter sig til castet.

Således dukker de Oscar-nominerede filmveteraner Diane Lane og Greg Kinnear op i endnu unavngivne roller ved siden af Michael Kellys hårdtprøvede og nu herreløse altmuligmand Doug, Patricia Clarksons mystiske Jane Davis og Campbell Scotts kalkulerede politiske rådgiver Mark Usher. Om Neve Campbells strateg Leann overlevede femte sæsons (måske) fingerede biluheld er endnu uvist.

Det største spørgsmål er dog naturligvis, hvordan ’House of Cards’ hovedforfattere Melissa James Gibson og Frank Pugliese vil skrive Spaceys diabolske Frank ud af plottet. Eftersom sidste års sæsonfinale antydede, at Claire som nyindsvoret, magtbegærlig præsident meget vel kunne finde på at sende sin utilregnelige husbond i fængsel kan det være den vej, pilene peger – uagtet at mindet om Frank uomtvisteligt stadig vil hænge som en tung skygge over samtlige afsnit.

Som Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen skrev inden Netflix besluttede sig for at give ‘House of Cards’ kunstigt åndedræt:

»Kører Netflix en sæson 6 uden Frank Underwood, vil han alligevel indtage hovedrollen på den mest akavede facon. Han vil være elefanten i rummet, som gør, at man ikke helt kan tage det omskrevne drama seriøst. Det vil simpelthen være for svært at fokusere på Claires præsidentembede, når man tænker på den triste baggrund for fortællingens forløb. Det vil føles som at være vidne til et sekunda-cykelløb, der triller nødtørftigt af sted, efter den professionelle udgave er blev bremset af dopingkontrollen«.

Læs også: Netflix kapper alle bånd til Kevin Spacey – fyret fra ‘House of Cards’ og et andet filmprojekt

Læs også: Anmeldelse af ‘House of Cards’ sæson 5

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af