‘I, Tonya’: Margot Robbie på glatis er formidabel
Rapkæftet skøjteprinsesse fra trailertrash-miljø kvalificerer sig stik imod alle samfundssociale odds til de olympiske lege, men isen slår sprækker, da hun og hendes voldelige redneck-mand anklages for at have invalideret den All-American-polerede konkurrent.
For uindviede lyder synopsisen som det pure ’Fargo’-fiktion, men historien om Tonya Harding dækker ikke desto mindre over en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport – her taget under underholdende, semibiografisk behandling af instruktøren bag ’Lars and the Real Girl’, Craig Gillespie.
Fra hun er ganske lille, vil Tonya (spillet af Margot Robbie fra teenageårene og op) bare skøjte: Skøjte for roser og klapsalver og skøjte fra kaosset, der altid venter hende derhjemme – først hos en frygtindgydende, voldelig ravnemor (Allison Janney i Oscar-værdig storform) og senere i ægteskabet med en endnu mere voldelig tabermand (Sebastian Stan).
Uanset hvor hurtigt Tonya hvirvler om sig selv, kan hun imidlertid ikke afryste den sociale stigma, der klæber til hendes billige polyesterkjoler, den krusede permanent og havnearbejderjargonen, hun ikke kan bide i sig. Tonya er kæderygende, kikset white trash og stikker ud som en betændt finger i mængden af yndefulde konkurrenter i dyre, kameravenlige kostumer.
Selv da hun i 1991 skriver skøjtehistorie som den første amerikanske kvinde, der fuldfører det vanvittigt komplicerede spring triple axel foran et dommerpanel, får Tonya ikke den uforbeholdne anerkendelse, hun så desperat higer efter for at kunne vise hele verden, at man ikke behøver være født med en sølvske i munden for at få OL-guld om halsen.
’I, Tonya’ drypper af veloplagt social satire i skildringen af, hvordan skøjtetalentet i lige så høj grad dømmes for sin lidet flatterende baggrund som for sine tekniske evner. Men filmen gør også en sorthumoristisk – og i samfundskritisk regi kontroversiel – dyd ud af at understrege, at meget af skylden ligger hos Tonya selv, idet hun nægter at spille bold og rette ind. Den amerikanske drøm giver ikke bonuspoint til bitches, kan vi nok forstå.
De publikummer, der på forhånd måtte håbe på, at ’I, Tonya’ zoomer ind på hovedpersonens komplicerede forhold til ærkefjenden og dommerfavoritten Nancy Kerrigan – skøjteverdenens yang til Tonyas yin – vil få sig en overraskelse. Gillepsie reducerer Kerrigan til en flygtig bifigur i Tonya og hendes odd-ball relationers skæve verden, for hvem Kerrigan svæver forbi som en sløret svane i et uopnåeligt stratosfærisk klasselag. Det er givetvis en pointe i sig selv, men tager immervæk lidt af luften af klimakset. Et enkelt, fem-sekunders klip af Tonya og Nancy, der deler et hotelværelse til en konkurrenceevent, fortæller os, at de to piger »faktisk var venner«, men øjeblikket virker besynderligt løsrevet fra resten af filmen – som en eftertanke fra instruktøren i klipperummet.
Oscar-nominerede Margot Robbie har ingen problemer med at fylde skærmen ud som den grimme ælling, der vokser op til at blive en gum gås (skuespillerindens største akilleshæl er paradoksalt hendes blændende skønhed). Alligevel savner man stadig at få etableret kontakten til Kerrigan frem til den absurde, internationalt dækkede begivenhed i 1994, som hovedkaraktererne bliver ved med at referere indforstået til i filmens mockumentary-ramme. Der skal to til tango og måske også til skøjtefilm om sportens mest kendte rivalinder.
Gillepsie synes endvidere lidt usikker på sit værks loyaliteter, som har han ikke helt taget stilling til, hvilken version af Tonya hans film portrætterer. Ingen i virkelighedens verden var i 1994 i tvivl om Hardings intentioner om at gøre skade på sin konkurrent. Sportsstjernen var for en stund den mest hadede kendis i den amerikanske presse, men mens ’I, Tonya’ på den ene side gør tykt grin med hende og hendes lurvede ophav, skifter filmen på den anden side pludselig gear og beder os sympatisere med pigen, der jo »bare vil skøjte«.
Den tonale kovending er uden tvivl faldet i den ægte Tonyas smag (Margot Robbie havde hende med som date til Golden Globes), men dommen er ude omkring, hvorvidt den også er moralsk forsvarlig i et historisk perspektiv.
Når ’I, Tonya’ alligevel trækker sin fjerde stjerne i land, er det takket være fremragende skuespilpræstationer hele skøjteringen rundt, udfoldelserne på isen i de åndeløst velkoreograferede konkurrencescener og det faktum, at alle dem – og dem er der formentlig en del af – der aldrig har hørt om Tonya Harding og Nancy Kerrigan før, uden tvivl vil have en fest i Gillespies frostklare Oregon-luft ladet med kulsort Coen’sk katarsis.
Sandfærdig eller ej: Det er svært at modstå Margot Robbies bad girl på glatis.
Kort sagt:
Formidable Margot Robbie skøjter sig til tops på Hollywoods stjernehimmel i Craig Gillepsies semibiografiske komedie om optakten til en af 90’ernes største skandaler i amerikansk sport. Bitchy Tonya Hardings kranke skæbne og ‘Fargo’-lignende omgangskreds af sociale tabere fascinerer, men måden, hvorpå Gillepsie skiftevis udstiller sin hovedperson som en selvforskyldt joke og dernæst som socialt offer, skrammer isen.