James Franco bliver mødt med kritik efter Golden Globes-sejr for ‘The Disaster Artist’

James Franco bliver mødt med kritik efter Golden Globes-sejr for ‘The Disaster Artist’
James Franco og Tommy Wiseau efter Golden Globe-sejren med 'The Disaster Artist'.
Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images

James Franco var blandt nattens vindere, da der skulle uddeles Golden Globes til en underholdningsbranche klædt helt i sort. Han fik en Golden Globe for bedste mandlige hovedrolle i en komedie- eller musicalfilm for ‘The Disaster Artist’, som han også selv har instrueret. Overrækkelsen vil nok primært blive husket for, at han først inviterede virkelighedens katastrofekunstner, Tommy Wiseau, op på scenen med sig og siden verfede ham væk fra mikrofonen.

Men på Twitter var der en del, der ikke levnede den 39-årige skuespiller og producer megen hæder. I stedet blev han beskyldt for dobbeltmoral og i værste fald sexisme af en række branche-kommentatorer.

En del bragte en Franco-historie fra 2014 på bane, hvor han måtte beklage sig efter at have inviteret en 17-årig (mindreårig i USA) på en date. I lyset af det kritiserede flere ham for under Golden Globes-uddelingen at smykke sig med en nål fra Time’s Up-ligestillingsinitiativet.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Midt i de vrede røster dukkede der dog også en række mere urovækkende, siden slettede tweets op, skrevet af den tidligere skuespiller Ally Sheedy (‘The Breakfast Club’). Hende og Franco samarbejdede i 2014 om en teateropsætning. Ordlyden af hendes tweets kombineret med hashtaggene får det til at lyde som en indpakket #MeToo-beskyldning rettet mod James Franco og/eller Christian Slater.

Tweetsene er siden blevet slettet, så hvad Sheedy konkret refererer til, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Læs også: ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ storsejrer ved #MeToo-spækket Golden Globes – se vinderlisten