Jodie Foster: Superheltefilm ødelægger filmbranchen

Jodie Foster: Superheltefilm ødelægger filmbranchen

Ser man blockbusterne i de store biografer, bliver man stopfodret med trailere til superheltefilm, gerne 3-4 af slagsen. Marvel og DC spytter storfilm med kappeklædte helte ud på række, men mens filmene hitter i biografen, er det ikke alle i filmbranchen, der lovpriser bølgen.

Således kritiserer skuespiller og instruktør Jodie Foster direkte superheltefilmene for at ødelægge måden, vi ser film på.

»At gå i biografen er efterhånden som at gå i en forlystelsespark. Studierne laver dårligt indhold for at appellere til masserne og aktionærerne. Det er ligesom fracking (olieindustriens kontroversielle boringer i undergrunden, red.): Du får det bedste afkast, men du ødelægger jorden«, siger hun til magasinet Radio Times.

»De ødelægger den måde, den amerikanske befolkning ser film på, og i sidste ende også alle andre. Jeg vil ikke lave film om superhelte til 200 millioner dollar«.

Jodie Foster er måske mest kendt for sin skuespilkarriere, hvor hun fik et tidligt gennembrud i Martin Scorseses ‘Taxi Driver’, og siden har medvirket i film som ’Silence of the Lambs’ og ’Panic Room’, men i de senere år har hun også gjort sig som instruktør. Senest stod hun bag ’Arkangel’-afsnittet i fjerde sæson af ’Black Mirror’.