Menstruationssex og kønsbehåring i serieland sender kvindekroppens tabuer på retur

Menstruationssex og kønsbehåring i serieland sender kvindekroppens tabuer på retur
Rachel Bloom i 'Crazy Ex-Girlfriend'.
Det var et first på tv, da Samantha uden et gran af skam blødte på sin forfærdede dates egyptiske lagner i ’Sex and the City’. Og senere flashede sin velvoksne busk post uheldig kønshårsfarvning. I årtierne efter har det været overraskende småt med kvindelige kropsvæsker og kønsbehåring i serieland, der har kædet blod og naturligt udseende vaginaer sammen med ’slut-shaming’ og underlige lyster. Men nu ser det ud til, at fordommene bliver lagt i graven. I forbindelse med vores tema om tabusex i serieland, som starter i dag og løber den næste uges tid (mere info nederst i artiklen), ser Freja Dam nærmere på serierne, der gør op med skammen.

TEMA. 17-årige Alyssa er på flugt fra politiet for mord, da hun pludselig stopper op og stikker to fingre op under nederdelen. Jeps. Menstruationsblod. »Nogle gange hader jeg at være en pige«, siger hun i sin voiceover og må sætte sin sikkerhed på højkant for at stjæle et par rene trusser.

Således sætter serien ‘The End of the F***cking World’ den genkendelige følelse af at få menstruation og tvinges til at forholde sig til sin kvindekrop på et ubelejligt tidspunkt på spidsen.

Ligeledes uheldigt går det for Abbi i ‘Broad City’, da hun får menstruation på et fly: Hendes og Ilanas forsøg på at konstruere en tampon får dem mistænkt for terrorisme. Menstruation er også på dagsordenen i ‘Orange Is the New Black’, hvor de kvindelige ansatte må kæmpe for deres ret til gratis bind og tamponer, mens de kvindelige wrestlere i ‘GLOW’ knytter bånd over deres synkrone cyklus og begejstrede udveksler tamponer i omklædningsrummet.

‘Girls’ sætter i den grad også fokus på kvindekroppen. Lena Dunham flasher i rollen som Hannah demonstrativt sin nøgne krop, inklusive mavedeller og kønsbehåring, som hun forsvarer spidst over for sin surfer-flirt Jean-Louis, da han kommenterer på mængden: »Sådan ser voksne kvinder ud, når de bruger deres pubeshår på den måde, som Gud ønskede det, som er at beskytte deres vaginaer«. »Det er fedt«, siger han og tilgives. Serien slutter af med at bringe en ny kropsvæske på banen i finaleafsnittet ‘Latching’, der handler om besværlighederne ved amning.

Riz Ahmed som Jean-Louis og Lena Dunham som Hannah i ‘Girls’.

Kvinder på tv er ikke længere glatbarberede Barbie-dukker uden kropsvæsker. Førnævnte mavedeller, behåring og menstruation vinder frem i serier om kvinder, ofte skabt af kvinder med bevidst intention om at bryde tabuer om kvindelige kropsfunktioner.

»Jeg ved meget om penisser fra popkultur, meget mere end jeg ved om de kvindelige dele. Hvis flere kvinder havde skrevet tv, ville vi have set omtaler af blærebetændelse tidligere«, har medskaber af musical-komedieserien ‘Crazy Ex-Girlfriend’ Aline Brosh McKenna sagt til Los Angeles Times.

Således har ‘Crazy Ex-Girlfriend’ en hel sidehistorie inklusive et musicalnummer om urinvejsinfektion. Hovedpersonen Rebeccas nye sexpartner Greg bliver så stolt, da hun forklarer, at hun har fået blærebetændelse som følge af deres store mængder sex, at han bryder ud i sang (og ignorerer Rebeccas indvending om, at det ikke er en refleksion af sexens kvalitet):

»My sweet love injection / Caused a urinary tract infection! / I’m just that good / I didn’t even try, try, try / I gave you a UTI!«

I sange som ‘Heavy Boobs’, ‘Period Sex’ og ‘Sexy Getting Ready Song’ tager serien flere underbelyste aspekter af kvindekroppen – og hvor mystificerede eller ligefrem frastødte mænd er over dem – under kærlig behandling. I sidstnævnte nummer, der er alt andet end sexet, gør Rebecca sig klar til en date hjemme på badeværelset, mens hun synger en r’n’b-sang om at gøre sig lækker for sin udkårne. Vi ser hende udvise stor smerte og ubehag ved at plukke øjenbryn og næsehår, file føder, rulle en dermaroller henover ansigtet, stikke sig i øjet med en vippebukker, brænde sig på sit krøllejern, kæmpe sig i sine spanx og hive voksstrimler af mellem ballerne, så blodet sprøjter.

»Lad os se, hvordan fyrene gør sig klar«, siger Rachel, og vi klipper til Greg, der snorker på sofaen og sover med fjernbetjeningen på maven.

Da rapperen Nipsey Hussle joiner Rebeccas musikvideo, bliver han så chokeret over synet, at han stopper op midt i sit vers: »Er det sådan, du gør dig klar? Det er frygteligt, som en gyserfilm, ækelt patriarkalsk bullshit. Jeg er nødt til at gå ud og undskylde til nogle bitches. Jeg er forandret for altid, efter hvad jeg lige har set«.

Ikke alle mænd udviser samme empati eller åbenhed. Det er en tilbagevendende joke i anden sæson, at Rebecca tænder på sex under menstruation, hvilket alle andre synes er ulækkert. Hver gang hun starter på at synge sangen ‘Period Sex’, bliver hun afbrudt.

I episoden ‘Is Josh Free in Two Weeks?’ tror Rebecca, at hun er gravid, og det fortæller hun til en chokeret Josh, som hun lige har indledt et forhold til. Tilbage fra et toiletbesøg meddeler hun, at hun ikke er gravid alligevel, da hun netop har fået menstruation. »Men den gode nyhed er, at nu kan vi have menstruationssex!« siger hun og begynder at synge og danse forførende, badet i rødt lys: »Period sex, period sex, put down a towel, party ’till it’s dry…«. Josh afbryder hende, slår op og stormer ud af døren.

I et senere afsnit møder Rebecca Joshs nye kæreste, der ikke kender hendes identitet, og sladrer om Joshs skrupskøre ekskæreste. »Hun tryglede ham om at have period sex«, hvisker hun og sender en sigende grimasse. Rebecca forsvarer sig: »Hey, lad os ikke slutshame en dame, bare fordi hendes libido ikke forsvinder under menstruation. Den pige, hvem hun end er, fortjener ros«.

Rebecca er ganske vist mentalt ustabil – senere bliver hun diagnosticeret med borderline – men der er ingen tvivl om, at serien er på Rebeccas side i denne sag: Rebecca gør mange skøre ting, men at ville have sex under menstruation er ikke en af dem. Tværtimod fremstilles skeptikerne som snæversynede.

Medskaber Rachel Bloom, der spiller Rebecca, offentliggjorde efter teaserne på tv en komplet video med sangen ‘Period Sex’ på Youtube og tweetede, at den kun ville udkomme online, fordi den var for »dirty« til tv. Netværket CW, der ved gud har ladet mange eksplicitte tekster slippe igennem i ‘Crazy Ex-Girlfriend’, satte åbenbart grænsen ved en kvinde, der synger om at have sex under menstruation.

»I månedsvis har alle stoppet musikvideoen ‘Period Sex’. But the joke’s on them, for nu er de alle med i videoen!« starter Bloom klippet og synger blandt andet, at menstruationssex er »moder naturs juicekur«, og man bare kan forestille sig, at det er »kirsebærglidecreme«.

Selvom videoerne er satiriske, er budskabet om at anerkende og hylde kvindekroppen i sin helhed seriøs nok. Menstruation bliver vist og omtalt hyppigere i popkultur, men jeg kan ikke komme i tanke om andre eksempler på, at den bliver iscenesat som sexet. Den sammenkædning er i sig selv progressiv og første skridt på vejen til normalisering.

»Jeg har købt en nåletang hos isenkræmmeren«

Også Jill Soloways ‘I Love Dick’ og David Simons ‘The Deuce’ udstiller mænds afsky over for menstruation. I episoden ‘I See Money’ i ‘The Deuce’ diskuterer gruppen af prostituerede på en diner menstruation – som en strategi til at få Barbaras pimp til at holde op med at brokke sig over, at hun ikke tjener nok penge, selvom hun undskylder sig med sin menstruation.

»Jeg elsker at knalde, når jeg har menstruation – hvorfor er det?«, spørger Melissa. »Man har ikke brug for glidecreme«, svarer Ruby og tilføjer, at for de kunder, der ikke er friske på det, kan man skjule blodet ved at sætte en særlig svamp op i skeden. Ulempen er, at den kan resultere i skedesvamp. Barbara spørger, hvordan hun får den ud. »Jeg har købt en nåletang hos isenkræmmeren«.

Dét billede er den sidste dråbe for pimpen Larry, der har været ved ikke at få havregrøden galt i halsen under hele samtalen. »Hold lige jeres damesnak for jer selv!«, siger manden, der lever af at sælge kvindekroppe, og flytter bord.

I ‘I Love Dick’ sætter hovedpersonen Chris’ menstruation også en stopper for sexy time med machomanden Dick, som hun endelig er ved at score.

»Du er så våd«, jubler han, men stopper brat, da han får øje på sin hånd, der er rød af menstruationsblod. Mens Chris regner på datoen, undskylder Dick sig og lukker sig inde på badeværelset, hvor han begynder at skrubbe sine hænder som en rasende. Ladt alene tilbage i stuen tager Chris shorts på og går ud ad døren og ned ad vejen med hovedet højt og blod løbende ned ad benet – i en blanding af ærgrelse over at blive forrådt af sin egen krop og skuffelse over Dicks reaktion.

Kevin Bacon og Kathryn Hahn i ‘I Love Dick’.

Mænd, der frastødes af menstruation, afskrives i serierne som konservative og ikke værd at samle på. Mænd, der er åbne over for menstruationssex, hyldes som woke.

Sådan en mand finder man i Darren Stars komedie ‘Younger’. Her afslår hovedpersonen Liz i episoden ‘A Night at the Opera’ sex med sin nye yngre kæreste Josh, fordi hun har menstruation. Han siger, at det ikke er noget problem og har endda et plettet håndklæde til lejligheden. Da hun stadig tøver, udråber han det til at være et generationsspørgsmål. Hendes ekskæreste var ikke til det, fortæller hun efterfølgende sine veninder, der giver Josh ret og mener, at hun er sippet. Hun ender med at droppe hæmningerne og have sex med ham trods menstruationen.

I et sjældent, ældre eksempel lader kvindebedåreren Hank Moody i ‘Californication’ sig heller ikke stoppe af en kvindes menstruation – eller at hun »ikke lige har fået trimmet hækken«, som hans datters lærer Mrs. Patterson gør opmærksom på, inden de skal til at have sex i episoden ‘In A Lonely Place’. »Jeg går meget lidt op i sådan nogle ting. Jeg var i Vietnam«, siger han. »Jeg må sige, at dine følelser for menstruation og kønshår lige har gjort mig til en større fan«, jubler hun.

Sådan scorer man en moderne kvinde. Og sådan nedbryder man stille og roligt et tabu.


Sponsoreret indhold
Streamingtjenesten til dig, der elsker kvalitetsserier
Hvis du er ægte serie-fanatiker, er HBO Nordic ikke til at komme udenom. Prøv det gratis, og se The Handmaid's Tale, Westworld og mange flere…
EKSTERNT LINK
HBO Nordic

TEMA: Tabusex i serieland

De svundne dage, hvor et par bare balder i bedste tv-sendetid kunne skabe overskrifter, er afløst af blowjobs og bh-løs sex på samlebånd. Siden HBO i slut-90’erne rev tæppet væk under det bornerte USA med eksplicit kabel-tv-sex og vold i den grynene serieguldalder, fik udskejelserne lov til at blomstre på tværs af genrer – med fanebærere som ’Sex and the City’, ’Californication’, ’Queer As Folk’, ’The L Word’ og ’Tell Me You Love Me’s banebrydende fremstillinger af sex på tværs af seksuel orientering i front.

Men en række tabuer kaster fortsat skygger over lagnerne, 20 år efter de første seriepionerer smed bukserne. Og det er ærligt talt besynderligt i en tid, hvor opgør med bedagede kulturelle dogmer omkring sex, køn og mediernes fremstilling af seksualitet præger den aktuelle samfundsdiskurs som aldrig før.

Der er stadig behov for at lyse ind under dynen og gribe fat om roden på de sexkontroverser, serierne træder under fode af frygt for at dræbe seernes lyster. Hvad end det drejer sig om menstruationssex, lummer svælgen i voldtægtssex, aldrende kønsdele eller noget så almindeligt som skuffende førstegangssex.

Den kommende uges tid smider vi hæmningerne og sætter fokus på en række saftige sextabuer, der blotter dine yndlingsseriers mørkeste lyster og mest skamfulde aversioner.