’Manhunt: Unabomber’ giver ’Mindhunter’ baghjul på morderens psykologiske profil

’Manhunt: Unabomber’ giver ’Mindhunter’ baghjul på morderens psykologiske profil
Paul Bettany som Ted Kaczynski i 'Manhunt: Unabomber'.

Der er ingen tvivl om, at Netflix har skabt en effektiv markedsføringssynergi med deres original-produktion ’Mindhunter’ og den indkøbte ’Manhunt: Unabomber’ fra Discovery.

Ikke bare minder titlerne til forveksling om hinanden. Begge serier følger også FBI’s jagt på uhyggelige mordere, og begge handler om en agent-outsiders kamp for at få en nybrydende metode accepteret af det rigide system. Både Holden Ford i ’Mindhunter’ og Jim Fitzgerald i ’Manhunt’ er oprunden af de bløde humanistiske discipliner – psykologi og sprog – som blev set ned på i et felt domineret af tekniske spor og håndgribeligt politiarbejde.

Begge serier tager afsæt i autentiske begivenheder og rigtige mennesker, og deres fortællinger er hensat til en tid akkurat før, avanceret computerteknologi ændrede efterforskningsarbejdet for bestandig.

Man forstår således godt, at Netflix-algoritmen ivrigt henviser fra den ene serie til den anden. Og har man først været begejstret for den ene, er man bestemt tilbøjelig til at tjekke den anden ud. De to seriers fællestræk og Netflix’ behandling af dem kalder med andre ord på en sammenligning.

I mine øjne er ’Mindhunter’ overlegen på ethvert fortælleteknisk og stilistisk niveau. Seriens co-ankermand David Finchers fornemmelse for underspillet suspense er second to none, og der er en elegance og et overskud i såvel humor som creepy atmosfære, hvor ’Manhunt’ ikke kan være med. Forskellen er tydelig i de ensartede scener, hvor Holden Ford og Jim Fitzgerald clasher med deres skeptiske chefer. Hos ’Manhunt: Unabomber’ er dialogen tyk, tydeligt skrevet og uden undertekst, i ’Mindhunter’ føles den situeret i karakterernes specifikke situation.

I det hele taget er de interne konflikter hos FBI groft optegnede hos Andrew Sodroski, Jim Clemente og Tony Gittelson, der står bag ’Manhunt: Unabomber’.

Edmund Kemper (Cameron Britton) i ‘Mindhunter’.

’Mindhunter’ har fået ros for de creepy fremstillinger af seriemorderne, som Holden Ford og hans makker Bill Tench indhenter empiri fra ved grænseoverskridende møder. Og det er fortjent, særligt Cameron Brittons Edmund Kemper er en høflig-psykopatisk kæmpefigur, man sent vil glemme.

Men det er alligevel her, ’Mindhunter’ kommer til kort over for ’Manhunt: Unabomber’. For mens skildringen af den inkarnerede ondskab hos David Fincher er fascinerende, men også en smule banal, leverer sidstnævnte et langt mere nuanceret og aktuelt bud på en seriel morder.

’Mindhunter’-morderne er skingrende vanvittige mennesker med mor-komplekser. Monte Ralph Rissell slog fem kvinder ihjel, den sidste dolkede han 50-100 gange. Jerry Brudos dræbte en lang række kvinder og havde sex med deres lig. Det samme gjorde Ed Kemper, foruden at dissekere og spise dem. Han dræbte sin mor, halshuggede hende og voldtog hendes hovedløse krop.

Det er uhyggeligt materiale fra virkeligheden, men også så grotesk, at det er svært at tage andet med videre fra skildringen, end at kringelkrogene i menneskets sind er, ja, foruroligende. Holden Fords opdagelser i sig selv – at man skal forstå morderne for at kunne fange dem – står i dag som en relativt indlysende sandhed, og det er i stedet den gradvise udvikling af metoden, der er spændende og fænomenalt iscenesat.

Sam Worthington som Fitz og Paul Bettany som Ted i ‘Manhunt: Unabomber’.

Helt anderledes er det i ’Manhunt: Unabomber’. Her går jagten ind på manden, som mellem 1978 og 1995 dræbte tre mennesker og sårede 23 med en lang række brevbomber. Målene var mennesker, hvis arbejde var forbundet med moderne teknologi, som ifølge gerningsmanden undergravede det frie menneske og samfund.

Gerningsmanden viste sig at være Ted Kaczynski, en højt begavet matematiker, der startede på Harvard som 16-årig, havde en ph.d.-grad og underviste på Berkeley, før han opgav karrieren for at leve et primitivt liv i skoven uden vand og el. Det var herfra, han fabrikerede sine bomber – og skrev sit 35.000 ord lange manifest, ’Industrial Society and Its Future’, også kendt som Unabomber-manifestet.

Kaczynski, der i ’Manhunt’ spilles mørkt og dragende af Paul Bettany, er en kompleks gerningsmand. Og serien lykkes med at fange dobbeltsidigheden i hans figur. For ligesom hovedpersonen James Fitzgerald får man også selv tanken undervejs, at manden har en pointe. Hans kritik af teknologiens indflydelse på mennesket er dystopisk og paranoid, men hverken irrelevant eller uinteressant, særligt ikke i et amerikansk samfund præget af et paradoksalt forhold til frihed og kontrol. Ikke at det retfærdiggør hans gerninger.

Mens morderne i ’Mindhunter’ er umiskendeligt sindsforstyrrede, er The Unabomber en målrettet og kompromisløst tænkende terrorist. Han slog folk ihjel med et politisk formål og via symbolske aktioner, hvilket i sig selv skaber en pirrende pendant til aktuelle terrordiskussioner, om det så gælder ISIS, Israel-Palæstina-konflikten eller ETA i Spanien. At det amerikanske samfund selv har skabt en domestic terrorist som Ted Kaczynski, er en vigtig huskekage i kampen mod terror.

Holden Ford over for Jerry Brudos i ‘Mindhunter’.

Den forbindelse, der tegnes mellem Fitz og Ted, er således også langt mere organisk end den, der skabes mellem Holden og morderne i ’Mindhunter’. Parallellen mellem Holdens dystre tanker og de skingrende vanvittige mennesker er lidt af en tilsnigelse, mens man i ’Manhunt’ forstår Fitz’ fascination af morderen og længsel efter et andet liv. Han er selv en mand, der føler sig misforstået og er overdrevent besat af sin sag.

Netop det aspekt gør portrættet af Unabomberen ekstra fængslende: Serien gør ham ikke blot til et produkt af et fremmedgjort samfund, men også til et menneske med traumer og smerte på krop og sjæl. Ted var genstand for et umenneskeligt eksperiment på Harvard og var en stærkt ensom skikkelse, der måske dybest set længtes efter menneskeligt nærvær. Der er et menneske bag de mest ekstremistiske handlinger, synes serien at foreslå. Et menneske, man måske kan nå.

Det er, når man tænker over det, modigt at menneskeliggøre Ted Kaczynski i så stor en udstrækning. Nogle vil måske ligefrem mene, at serien stiller ham i et for sympatisk lys.

Men det er også det, der løfter dens tankegods. Den skitserer hans traumer uden at reducere ham til traumet. Han kropsliggør et voldsomt opkog af manglende empati, høj intelligens, uhyrlige oplevelser i de formative år, storhedsvanvid, ensomhed og samfundskritik gone wry.

Dét er da en langt mere tankevækkende konstruktion end en mand, der kastede dartpile efter sin mors afskårne hoved.

Læs også: Højde- og lavpunkter i David Finchers ‘Mindhunter’