Natalie Portman udstiller »all-male« kategori til Golden Globes – Barbra Streisand bakker op

Natalie Portman udstiller »all-male« kategori til Golden Globes – Barbra Streisand bakker op
Natalie Portman og Ron Howard til Golden Globes. (Foto: Paul Drinkwater/NBCUniversal via Getty Images)

Umiddelbart efter Oprah Winfreys lange, hårdtslående Golden Globes-tale for #Metoo, og kampen for at kvinders stemmer bliver hørt, skulle prisen for Bedste instruktør deles ud.

Og i denne kategori brillerede kvinderne ved deres fravær.

De nominerede instruktører var sålunde alle mænd, til trods for at kvindelige kolleger som Greta Gerwig (’Lady Bird’) og Dee Rees (’Mudbound’) tidligere havde lignet oplagte kandidater – Gerwigs ’Lady Bird’ gik sågar hen og vandt aftenens pris for Bedste komediefilm.

Den kønsulighed gik ikke Natalie Portmans næse forbi, da hun skulle uddele statuetten sammen med instruktør Ron Howard. Efter Howard havde introduceret kategorien, stemte Portman i med et skarpt »Og her er så alle de mandlige nominerede«, mens Howard grinede lidt fåret, og den nominerede instruktør Guillermo del Toro – som snuppede prisen – klappede med hævede øjenbryn fra sin plads i salen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hollywood-legenden Barbra Streisand lod heller ikke det mandlige instruktørfelt fare uden kommentar, da hun senere uddelte hovedprisen for Bedste film.

»Jeg hørte backstage, at jeg er den eneste kvindelige instruktør, der nogensinde har modtaget en Golden Globe – og det var tilbage i 1984. 34 år siden. Venner, time’s up! Vi har brug for flere kvindelige instruktører og for, at flere kvinder bliver nomineret til bedste instruktør. Der er så mange fantastisk film derude, der er instrueret af kvinder«, sagde Streisand indigneret fra podiet, med henvisning til ligestillingskampagnen Time’s Up.

Læs også: Oprah Winfrey blev Golden Globes dronning med dundertale for #Metoo – se hele højdepunktet her

Læs også: Her er de store vindere af gårsdagens Golden Globes

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af