ANMELDELSE. Man kan groft opdele årets afgangsfilm fra The Animation Workshop i to kategorier: Der er dem, der erkender og udfordrer fremmedgørelsen i det moderne samfund, og så er der dem, der sætter atmosfære over plot i svært symbolske, til tider underfortalte filmdigte.
Alle fem film emmer af talent i hvert et frame, i hvert fald på den tekniske front. Man savner dog kortfilm, der ikke er forelsket i en stemning eller et tema, men i bund og grund ønsker at fortælle en original, medrivende historie. Det ene bør ikke udelukke det andet.
(Filmene kan ses i biografen i Viborg, Aalborg, Aarhus og København 19.-26. februar. Senere kommer de også på Youtube her.
’Bacchus’
»Break on through to the other side«, kommanderede Jim Morrison i slut-60’erne, hvor individet skulle ud af borgerlighedens fængsel og forløse sin regnbuefarvede kompleksitet. Man hører Rikke Alma Krogshave Planeta gentage ordene i ’Bacchus’, hvor en kvinde drænes åndeligt i en verden af rutiner tilsat teknologiens fremmedgørelse.
Mens vennerne glugger på iPhone-skærme, træder kvinden ind i en mildere pendant til Herman Hesses magiske cirkus, hvor Facebook og fremmedgørelse fortrænges af et legende lsd-trip.
Det kan hurtigt blive banalt, når man sværger så klart til dualismen, men det virker aldrig, som om ’Bacchus’ forsøger at mase et verdenssyn ned i halsen på seeren. Mest fordi stilen er mere legelysten og musikalsk, end den er tung og gravalvorlig.
For kvinden i kortfilmen forbliver mindet om det seksuelt frigjorte farverige i kroppen, også efter hun er vendt tilbage til den grå verden. Om ’Bacchus’ har samme virkning er måske tvivlsomt, men det er svært ikke at føle sig sært opmuntret, om ikke andet for et øjeblik.
’Vermin’
Endnu et opråb mod det moderne samfund, men det her er mere indigneret. Her er undertrykkelsen ikke kun indlejret i vores rutiner, her viser den sig i form af politivold.
Netop derfor virker ’Vermin’, en film om et storbysamfund befolket af antropomorfe rotter, splittet mellem rasende magtkritik og erkendelsen af livets absurditet.
Rottedigteren, der trasker rundt i metroens kanaler, citerer Albert Camus og siger, at man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand. At man er nødt til at erkende meningsløsheden for at give livet mening.
Men hvor Camus sigtede mod tilværelsens abstrakte absurditet, beskæftiger ’Vermin’ sig med den konkrete undertrykkelse, her gestaltet af nogle politifolk, der tæsker løs på en outsider til offentligt skue. Det er to forskellige pointer, der blandes sammen på en måde, som ikke forekommer mig helt velovervejet.
Og så hjælper det ikke, at digterrottens franske gloser fremstår noget selvsmagende.
’Reverie’
Mange af de animationsfilm, der forlader tegnebrættet på The Animation Workshop, jagter først og sidst stemningen. Det lykkes ofte, fordi eleverne er teknisk virtuose, men der er også en tendens til, at det stemningsfulde forveksles med det underfortalte.
’Reverie’ er en af de film, der vitterligt er berusende i sit udtryk med totalbilleder af ødemarkens uendelighed. Samtidig er det dog svært for alvor at knytte bånd til fortællingen om en ung dreng, der retter kniven mod en ulv (en ondsindet fætter til den fra ’Fantastic Mr. Fox’), vist nok for at redde sin døende bror.
Atmosfæren omklamrer den symbolske kamp mod døden, som havde Terrence Malick storyboardet naturbillederne. Det gør kortfilmen til et billeddigt, der både forfører og frustrerer, da billederne til tider drager på bekostning af fortællingen.
’City of Memories’
Det er en virkelig storslået verden, Signe Tveitan og co. har skabt fra blankt papir.
En by, modelleret efter maurisk arkitektur, krakelerer murbrok for murbrok, mens sandstorme fra den omkringliggende ørken fiser rundt mellem bygningerne. Stormene indeholder andet end sand, nemlig minder fra en lykkelig fortid. En pige må løsrive sig fra kirkegården – og særligt mindet om sin mor – hvis ikke hun skal smuldre med paladserne.
Animationen er flot, og det alvorstunge udtryk får modspil af kortfilmens egentlige stjerne, en bedårende høne, der vralter forvirret rundt mellem ruinerne. Det er billedernes kraft, der er attraktionen, fra den elegante indledning til den lidt forhastede slutning.
’Within, Without’
Allegorien er i endnu i højere grad udtryksformen i ’Within, Without’, på ydersiden et eventyr om ridderen mod uhyret, inderst inde en refleksion over menneskets bearbejdning af angst og sjælekvaler.
Kampen mod det ‘Stranger Things’-lignende monster er en fryd for øjet, en art kryds mellem ’Samurai Jack’ og Disney i de mørke stunder, og man ønsker næsten, at kampen stod på egne ben. At ridderen var en ridder og monsteret et monster.
Men det er de ikke, de er symboler for et indre oprør, en kvindes traumer og/eller sociale angst, der holder hende på smertelig afstand af paladset. For at overkomme sit eget monster må hun smide rustningen og vandre ind i det, ikke desperat bekæmpe det. Det kan ikke aflives, men bearbejdes.
Som led i en bunke animationsfilm, der først og fremmest dyrker troperne, havde det ikke generet mig, hvis billederne argumenterede lidt hårdere for sine egne påstande. Dysten mellem menneske og monster er et tematisk redskab mere end en reel fortælling, og som sådan er den en lidt for oplagt kandidat til værkanalyse.
Men når det endelig skal være, er filmsproget elegant og empatisk nok til at resonere.