Egentlig var Margot Robbie lykkelig for at have fået lirket døren op til Hollywood. Men efter sit gennembrud som Leonardo DiCaprios kone i ’The Wolf of Wall Street’ blev hun uendeligt træt af at blive tilbudt den ene arketypiske og letpåklædte kvinderolle efter den anden. Derfor etablerede den australskfødte skuespillerinde sit eget produktionsselskab med det mål at skabe film med stærke kvindelige karakterer.
Robbie har således selv produceret ’I, Tonya’. Og hun indtager selv hovedrollen som den olympiske kunstskøjteløber Tonya Harding, som i start-90’erne blev anklaget for et komplot mod sin konkurrent, Nancy Kerrigan, der kulminerede i, at en bølle smadrede Kerrigans knæ kort før OL. Et sportsligt mediedrama, der blev fulgt tæt af millioner af mennesker verden over.
Rolle som den unge pige, der bliver en af verdens bedst kunstskøjteløbere, selvom hun kom fra en white trash-baggrund med en voldelig mor såvel som ægtemand, krævede fem måneder intens træning i kunstskøjteløb. Margot Robbies egne erfaringer fra ishockeybanen kunne ikke bruges, da hun skulle levere yndefulde præstationer på isen, men skuespilleren blev så sikker på isen, at hun kunne levere stort set alle skøjtescener selv på nær de mest avancerede hop og piruetter.
Indsatsen har belønnet sig. Margot Robbie blev tirsdag Oscar-nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, ligesom det skete ved Golden Globes for nylig.
Hvad tænkte du første gang, du læste manuskriptet til ’I, Tonya’?
»Det var et manuskript, der havde alt – ikke mindst de fantastiske kvindelige karakterer, jeg havde savnet. I det hele taget har jeg aldrig før læst et manuskript som det, fordi det går imod så mange af de regler for struktur og fortælling, der normalt er i film.
Vi bryder den såkaldte fjerde væg (hvor skuespillerne taler direkte til publikum, red.), karakternenes historier modsiger hinanden, de kommenterer deres egen historie og taler direkte til kameraet. Der var så mange aspekter, der nærmest føltes helt rebelske, men også samtidig så rigtige«.
Du havde virkelighedens Tonya Harding med som gæst til Golden Globe-uddelingen, og du mødte hende i Portland før optagelserne. Hvordan var hun?
»Hun var virkelig imødekommende, når man tager i betragtning, at filmen er baseret på en serie interviews med hende og en serie interviews med Jeff (Hardings voldelige eksmand, red.) – og de modsagde hinanden totalt.
Derudover var hun slet ikke involveret. Hun fik ikke lov til at læse manuskriptet, hun var ikke med under optagelserne og havde ingen konsulentrolle, som det ellers kan være meget normalt at give til en virkelig histories personer. Men jeg valgte at møde Tonya for at vise, jeg respekterede hende«.
Der er en del vold og overgreb i filmen. Hvad er dine tanker om det i forhold til hele den aktuelle #meetoo-tematik?
»Der er mange ting i filmen, der desværre stadig reflekterer, hvordan vores verden ser ud i dag. Netop vold og overgreb mod kvinder, og at man må kæmpe for sine rettigheder og sig selv…
Jeg tror, Tonya råbte om hjælp mange gange uden at blive hørt, og det er fantastisk at se den støtte og opbakning, kvinder på det seneste har oplevet, når de står frem. På den måde er der sket store fremskridt«.
Hvad tænker du om mediernes rolle dengang og nu?
»Der er ingen tvivl om, at mediernes konstante sult efter sensationelle skandaler er lige så stor som dengang og sikkert også endnu større på grund af de sociale medier, og jeg synes, vi alle sammen burde stille flere spørgsmål ved vores fortæring af den slags historier. Accepterer jeg bare alle de her overskrifter, lydbidder og opsummeringer af kæmpe anklager, som jeg spiser mig mæt i, inden jeg kaster mig over næste skandale?
Tænker jeg over de andre menneskers liv, der blev ødelagt under den proces? Næh, for jeg ville bare have hurtigt foder og gode historier uden at stille svære spørgsmål.
Jeg synes, vi skal være mere åbne over for de spørgsmål og de nuancer. Vi skal lade være med at dømme så hurtigt og indse, at der sagtens kan høre mere til historien, end vi umiddelbart bliver fortalt«.
Hvor ser du dig selv som kvinde i hele den her branche?
»Da jeg fik min første rolle, var jeg bare lykkelig. Jeg tænkte ikke videre over, hvad det var for en karakter, jeg portrætterede, jeg så det overhovedet ikke i et samfundsmæssigt perspektiv og tænkte heller ikke over, hvilken indflydelse det måske kunne have på andre unge piger.
Jeg var bare 17 år gammel, stod på et filmset og følte mig som den heldigste person i verden. Så det tog et par år, før jeg begyndte at stille spørgsmål ved, hvilken effekt mine roller kunne have både inden- og udenfor branchen. Men så begyndte jeg ærlig talt også at blive irriteret, når jeg læste de manuskripter, jeg blev tilbudt. Der var så meget af det samme, så det var sådan lidt, ’ah, nu dét igen. Hun er tilfældigvis på vej ud af badet i sin første scene. Hvor originalt’.
Det blev mere og mere frustrerende, og det var blandt andet derfor, jeg besluttede mig for også at gå ind i at producere film med mit eget selskab.
Måske fordi jeg blev ældre, måske fordi jeg ændrede mit udsyn. Da jeg var yngre, var jeg åben over for alt, og jo længere du lever, jo mere ved du, hvem du er. Det er også først de seneste par år, jeg kan se på et maleri og sige, om jeg kan lide det eller ej. Tidligere anede jeg ikke, hvad jeg syntes om den slags, og det var nærmest, som om jeg ikke var berettiget til at have en mening, for der var helt sikkert nogen, der vidste mere om den slags end mig.
Så jo ældre du bliver, desto stærkere bliver dine meninger – og jeg har stadig mange år endnu«.
Læs også: Anmeldelse af ‘I, Tonya’