Oscarkapløbet set med Metoo-briller: Hvilken film rammer tidsånden bedst?

Oscarkapløbet set med Metoo-briller: Hvilken film rammer tidsånden bedst?
Saoirse Ronan i 'Lady Bird'
Det kræver mere end en god film at vinde en Oscar for bedste film. Man skal helst ramme tidsånden – og i hvert fald ikke tale imod den. Men hvilke af årets stærkeste kandidater passer bedst ind i en tid, hvor Donald Trump, racespørgsmål og selvfølgelig først og fremmest Metoo-bevægelsen sætter dagsordenen? Vi vurderer og rangerer.

At opnå Oscarsucces handler ikke udelukkende om at lave en stærk film målt efter kunstneriske alen, men måske i endnu højere grad (særligt på selve opløbsstrækningen i prissæsonens sidste forpustede måneder) om at skabe en stærk fortælling. Det er dét, kampagneindsatserne for de potentielle vinderfilm retter sig imod nu.

Typisk vil disse fortællinger være skåret efter skabeloner som ’det er hans tur i år’ (som Leonardo DiCaprio for ’The Revenant’), ’alle elsker et stærkt comeback’ eller ’filmen, alle kan blive enige om at synes om’. Men det hænder, at der er dybereliggende fortællinger, der knytter sig til tidsånden, altså den aktuelle globale, sociale og kulturelle situation i verden eller samfundet, der bemægtiger sig Oscardebatten. I disse årgange handler det mest af alt om at ’ramme’ tidsånden eller måske ligefrem at inkarnere den eller være på forkant med den.

2017-18-sæsonen er uden tvivl et sådant år. Akademiet sunder sig fortsat over efterveerne fra #OscarsSoWhite-affæren. Sidste år førte det til en overraskende sejr til ’Moonlight’, hvor det lykkedes at skabe en fortælling om ’den socialt bevidste underdog, der gør en forskel’, der i sidste ende var stærkere end nostalgien, brancheselvfejringen og ’hvidheden’ i ’La La Land’.

OscarsSoWhite kan formodes også i år at spille en rolle for, hvordan medlemmerne lader sig påvirke op til de to afstemninger i januar (for at udpege nominerede) og februar (for at udpege vinderne), men endnu mere presserende er formentlig to nyere udviklinger, dels Donald Trumps præsidentskab, der har haft en eksplosivt polariserende virkning på det amerikanske mediebillede og samfund generelt, og senest – og med ekstra stærk relevans for netop Hollywood – #Metoo-bevægelsen, der som bekendt tog sit udgangspunkt i afsløringerne af filmmogulen Harvey Weinsteins overgreb og utilstedelige opførsel.

Det blev tydeligt udstillet ved årets Golden Globes-ceremoni, at Weinstein-affæren og dens mange forgreninger markerer et vandskel for Hollywood. Hele branchens selvforståelse er ’under belejring’, og det er i sidste ende et spørgsmål om selve branchens identitet – og dermed overlevelse – der er på spil. Det vil årets Oscaruddeling uden tvivl afspejle, ikke kun på den røde løber og i aftenens taler, men også i forhold til de vindere, der får lov at træde op på podiet for at modtage den ultimative hæder.

Hvordan påvirker Metoo (og de andre markante sociopolitiske dagsordener anno 2017-18) årets kandidatfelt? Hvilke film vil komme mest styrket ud af forsøgene på at etablere stærke fortællinger for de respektive film i den kommende tid?

Vi rangerer i det følgende de 11 film, som den indflydelsesrige brancheorganisation PGA – filmproducenternes forbund – udpegede som årets bedste i starten af januar, og som formentlig også skal ses som nogle af årets stærkeste Oscar-kandidater.

Med andre ord: Hvem vinder mon ’The First Woke Oscars’?

11. ’Dunkirk’

’Dunkirk’ handler om et slag i en krig – Anden Verdenskrig – der kan opsummeres som demokratiets sejr over fascismen. I den forstand er ’Dunkirk’ bestemt ikke i modstrid med Akademiets fokus på liberale værdier. Slet ikke.

Men omvendt er det svært direkte at få øje på filmens relevans for den nutidige tilskuer, der næppe regner med at stå over for et blodigt forsvar for selvsamme. Truslen mod demokratiet handler mere om et forsvar for pressefrihed, ytringsfrihed og minoritetsbeskyttelse end om et altomfattende, blodigt og krigerisk modsvar til de kræfter, der truer demokratiet, som vi kender det. Kampen i dag står på de sociale medier snarere end på en vindblæst slagmark.

Derudover kan Nolans krigsepos siges at begå den identitetspolitiske undladelsessynd, at filmen helt og holdent portrætterer hvide mænds forsvar for demokratiet. Hvor er kvinderne? Og hvor er de farvede soldater, der jo også bar en betragtelig del af byrden i verdenskrigen? De glimrer ved deres fravær.

I 2017-18 er et fokus på hvide mænds altopofrende heroisme nok ikke det, der står øverst på dagsordenen. Derfor scorer Nolans film lavest af samtlige 11 kandidater.

10. ’I, Tonya’

’I, Tonya’, der handler om den skandaliserede skøjtedronning Tonya Harding, som op til OL i 1992 var medansvarlig for et kujonagtigt angreb på sin direkte konkurrent Nancy Kerrigan, kan dårligt siges at være en fejring af kvindesagen, hvis man kigger på persongalleriet. Filmens eksponering har medført lidt af en personlig oprejsning for Harding (der har taget flittigt del i promoveringen og blandt andet deltog i Golden Globes-ceremonien). Hendes ry som et uhyre er blevet taget op til genovervejelse: Som et ikon for bagsiden af den amerikanske drøm og som et offer for det amerikanske samfunds latente klassefordomme (Harding kontra Kerrigan var også ’white trash’ kontra ’WASP’-privilegier).

Filmens karikerede portrætter kan siges at fastholde kvinderne – herunder Hardings skræmmebillede af en mor (spillet til grum, og derfor Oscarvenlig, perfektion af Allison Janney) – i stereotyper, der næppe får nogen til at tænke tanken, at Bare verden dog var styret af kvinder som disse frem for af mænd.

Omvendt viser filmen også, at det i høj grad er mænds svigt, der er med til at forme den afstumpethed, disse kvinders afmagt udarter sig til.

Filmen er under alle omstændigheder i øjenhøjde med tidsåndens ’krav’: Det skorter ikke på kvindelige protagonister. Dét alene giver pluspoint.

9. ’Molly’s Game’

’Den kvindelige erfaring’ er næppe det første, instruktøren og manusforfatteren bag ’Molly’s Game’, Aaron Sorkin, tænker på, når han vågner om morgenen: Sorkins opkørte, hidsigt affyrede dialoger er som regel leveret af superbegavede (men ensporede) mænd i evig bevægelse, for hvem kvinder mest er lystobjekter eller besværlige anstødssten, der skal tackles. I den forstand markerer hans instruktørdebut ’Molly’s Game’ et forfriskende træk fra Sorkins side, nemlig at forankre sin fortælling i en kvindelig hovedpersons oplevelse af en mandsdomineret verden: illegal poker.

Det skader ikke, at hovedrollen spilles af en af de skuespillerinder, der altid går forrest når den feministiske dagsorden i Hollywood trækkes frem i lyset, nemlig Jessica Chastain.

Omvendt kan man sige, at en film, der foregår i et penge- og præstationsstyret univers styret af kalkuler af den mindre ædle slags, næppe er det Akademiet ligefrem hungrer efter at fremhæve i et år, hvor en mere nobel og beundringsværdig agenda er i fokus.

8. ’Call Me By Your Name’

På den ene side er Luca Guadagninos coming-of-age-fortælling vældigt tidsåndsmættet, al den stund den portrætterer en homoseksuel kærlighedshistorie og dermed bidrager til filmbranchens omfavnelse af en minoritet, der fortsat higer efter at blive righoldigt repræsenteret af mainstreamfilmen.

Men der er to problemer for filmen i forhold til kampagnen i dette Metoo-år: For det første er kvinderne reduceret til birolle-’koordinater’ ude i fortællingens margin, og derudover – og nok så væsentligt/problematisk – er der tale om en kærlighedsfortælling om en 17-årig dreng og en 24-årig mand (en aldersforskel, der er endog meget tydelig, når vi tager skuespillerne Armie Hammer og Timothée Chalamets faktiske alder og fysiske fremtoning i betragtning). Det har fået flere konservativt indstillede meningsdannere til at råbe vagt i gevær: som var filmen et forsvar for pædofili.

Med Kevin Spacey-sagen in mente er det næppe i år, at Hollywood ’tager springet’ og vælger at hylde en film, hvor en voksen mand har sex med en blot 17-årig dreng. Den form for signalforvirring vil Akademiet nok helst styre udenom.

Annonce

7. ’The Big Sick’

Debatten om sundhedsforsikringer fyldte en del i USA i sensommeren 2017, hvor blandt andet den ellers hidtil apolitiske talkshowvært Jimmy Kimmel på effektiv og begavet vis tog bladet fra munden og adresserede republikanernes foreslåede forringelser af fattige amerikaneres mulighed for at få hjælp i tilfælde af for eksempel nyfødtes hjerteproblemer.

Den overraskende succesfulde ’The Big Sick’, en komedie om kærlighed og sygdom, kan siges at have indplaceret sig lunt i en tidsånd, hvor emnet om sygdom (og hvem der har ansvaret for at hjælpe syge og pårørende med den økonomiske byrde forbundet hermed) er brandvarmt.

Filmen har en mandlig protagonist, bevares, men til gengæld er det sjældent (for ikke at sige uhørt) at se en mand med asiatisk (nærmere bestemt, pakistansk) afstamning (Kumail Nanjiani) i en romantisk hovedrolle i en Hollywoodkomedie. Den omfavnelse af større diversitet i Hollywoodfilm rammer tidsånden på et udpræget sweet spot. Nanjiani har som pakistansk-amerikaner en muslimsk kulturbaggrund, og med tanke på Trumps muslim-bashing er der også her pluspoint til ’The Big Sick’ set med liberale Hollywood-briller.

Men det er altså kvinder, det handler om i år…

6. ’Wonder Woman’

Blockbusterfilm af superstjernemodellen har det traditionelt ikke let i Oscarsammenhæng, og jeg har fortsat (trods PGA’s omfavnelse) svært ved at forestille mig, at Akademiet nominerer ’Wonder Woman’ i kategorien for bedste film. Men hvis det gør, så scorer filmen særdeles gode point på dels at være en superheltefilm med en kvindelig protagonist og, endnu mere uhørt, instrueret af en kvinde (Patty Jenkins). Det er da girl power, der vil noget!

Når jeg ikke helt tror på, at Akademiet for alvor vil falde bagover af benovelse over ’Wonder Woman’s Metoo-credibility, så skyldes det ikke kun dets generelle fordomme over for genrefilm generelt og popcornfilm i særdeleshed, men også at et rigtig stærkt Metoo-forankret statement for mange i højere grad bør komme til udtryk i film, der afspejler den faktiske virkelighed frem for en helt og holdent fiktiv en af slagsen.

Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er en rimelig indvending mod ’Wonder Woman’ som dagsordensættende feministisk statement, men jeg tror, de fleste medlemmer, der ønsker at fremme Metoo-dagsordenen, vil vælge at gøre det med udgangspunkt i det mere virkelighedsnære og relatérbare.

5. ’The Shape of Water’

Guillermo del Toros film har en kvinde i den altdominerende hovedrolle (Sally Hawkins), og karakteren Elisa er tilmed stum, så på den måde kan mangfoldighedskortet siges at være næsten perfektioneret.

Derudover er filmens persongalleri skåret efter en tidsånd, der bærer mere præg af 2017 end 1952 (det år filmens faktiske fortælling er henlagt til). Elisas to hjælpere i forsøget på at befri det mystiske amfibium, der er gemt væk for offentligheden (og russerne) på den regeringsfacilitet, hvor Elisa tjener til dagen og vejen som rengøringskone, er nemlig en sort kvinde (Octavia Spencer) – der i øvrigt beklager sig voldsomt over sin dovne mand derhjemme – og den homoseksuelle nabo (Richard Jenkins), der elsker gamle filmmusicals og katte.

De er oppe imod den onde oberst Richard Strickland (Michael Shannon), der mener, at væsenet er en vederstyggelighed, som han med god ret kan mishandle. Strickland praktiserer aggressiv, mekanisk sex med sin kone, forsøger at lægge an på Elisa (Metoo-alarm!) og er i det hele taget sindbilledet på alle de uheldige karakteristika, der knytter sig til ’den hvide, heteroseksuelle mand’.

’The Shape of Water’ skal lidt a la ’Wonder Woman’ overvinde genrefordomme, men filmens univers er trods alt et forholdsvist genkendeligt koldkrigsscenarium frem for en ren fantasiverden. Så det er ikke sikkert, at det forhold er en uoverstigelig forhindring i forsøget på at formulere et kampagnenarrativ, der kildrer tidsånden de rigtige steder.

4. ’The Post’

Make no mistake: Steven Spielbergs med hast istandsatte ’The Post’ (den overhalede den hyperaktive veterans anden igangværende produktion ’Ready Player One’ indenom) er lige så meget en film om 2017 (og 2018) end om 1971, hvor filmens faktiske fortælling tager fat.

Sagen om de mørklagte ’Pentagon Papers’, der afslørede Vietnamkrigens virkelige konsekvenser og pessimistiske prognoser for dens afvikling, er ikke alene fortællingen om en presse, der bider sig fast i haserne på magtens mænd, men også om magtens mænd, der vil gøre alt for at undgå at blive stillet til ansvar for, at sandheden skal komme frem. Løgn og bedrag er blot en biting – et middel til at opnå målet om at holde fast i magten – for Richard Nixon og hans lakajer.

Parallellerne til nutidens politiske klima under en magtsyg og brysk præsident, Donald Trump, og dennes konsekvent orkestrerede angreb på den frie presse (og viden i det hele taget) er mere end åbenlyse. På mange måder er ’The Post’ filmen til her og nu (hvilket helt sikkert var grunden til, at Spielberg fremrykkede produktionen af den).

Man kan indvende, at Metoo-fokusset er mindre fremtrædende end anti-Donald Trump-følelsen, når vi taler ’The Post’, men også her er filmen godt dækket ind. Fokus er på Washington Post-ejer Katherine Graham (Meryl Streep), der i sidste ende stod med ansvaret for at tage beslutningen om at offentliggøre de omstridte, hemmeligstemplede sagsakter trods magtfulde mænds forsøg på at intimidere hende. En stærk kvinde, der traf den rigtige beslutning, med andre ord.

3. ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’

I den seneste halvanden uges tid – efter filmens Golden Globes-succes – har man så småt set konturerne af et backlash mod ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, der ifølge filmens kritikere lader meget tilbage at ønske i forhold til det penible racespørgsmål. Kritikken går på, at vi som publikum forventes at ’købe’ den moralske oprejsning, som den racistiske politimand spillet af Sam Rockwell gennemgår i løbet af filmen. Hvilket, som kritikerne syrligt påpeger, er væsentlig nemmere, når vi end ikke præsenteres for (og dermed ikke behøver for alvor at forholde os til) Rockwell-karakterens angivelige sorte torturofre.

Dét lurende backlash spiller ind på filmens placering også på denne liste. Så hvorfor placerer jeg alligevel McDonaghs film helt oppe som nr. 3? Det gør jeg, fordi jeg til gengæld tror, at filmen har fingeren på pulsen i forhold til den stemning af vrede og fortrydelse, der præger hele filmbranchen aktuelt.

Jeg forestiller mig, at ’Three Billboards’ er den af de 11 film, der vil få det største antal både kvinder og mænd til at knytte næven og sidde tilbage med en følelse af ’sådan!’. Den følelse skal man aldrig undervurdere.

Frances McDormands hovedrollekarakter er en mor, der reagerer på den sorg, afløst af vrede, der hober sig op i hende som et resultat af myndighedernes (den lokale politistyrke er kendetegnet af mænd med ikke just liberale værdier øverst i skrivebordskuffen) manglende evne til at opklare mordet på hendes datter. Så hun tager spaden i den anden hånd i forsøget på at få retfærdigheden til at ske fyldest. Jeg siger vist ikke for meget, hvis jeg nævner, at det indebærer en fysisk udadreagerende fremfærd, der nok vil komme bag på den, der går uforberedt ind til filmen.

At bekæmpe ikke alene voldtægtsmænd, men ordensmagtens/mænds indgroede indifference over for kvinders problemer er ikke en stillesiddende eller høfligt appellerende aktivitet, når vi taler karakteren Mildred Hayes.

Den vrede, McDormand giver luft til i ’Three Billboards’, kan meget vel læses som den filmiske respons på Metoo, som tiden kalder på hos et publikum, der måske nok med fornuften kan overveje mere sobre alternativer, men hvis gut feeling er, at McDormand rammer problematikken mest præcist (og hårdest) – lige i solar plexus.

2. ’Get Out’

’Get Out’, Jordan Peeles kommercielt og kulturelt slagkraftige debutfilm, som kan beskrives som en original genrehybrid, der mikser horror, komedie og politisk satire (Spike Lee nøjedes med at genreklassificere ’Get Out’ som en dokumentar!), er ikke alene instrueret af en sort mand (ligesom sidste års bedste film-vinder ’Moonlight’), den tager også på forfriskende drilsk vis fat om de raceproblematikker, der virkelig er kommet op til overfladen i det amerikanske samfund med fornyet styrke i de senere år.

Filmen har på den måde ramt en nerve i tiden på en meget umiddelbar måde, der gør den til den måske mest tydelige manifestation af, hvordan tidsåndsbevidsthed på intelligent vis kan kobles til en original fortælleform, der kun fremhæver (frem for forenkler) budskabets relevans. I den forstand kan filmen – der netop er en satire over det liberale Amerikas forhold til race snarere end til stereotypier a la dem, man ser på film om Bibelbæltet eller det dybe Syden – ikke matches af de andre film i årets kandidatfelt.

Der, hvor ’Get Out’ på indlysende vis ikke scorer højt, er, hvis man forsøger at skabe en kobling til Metoo. Filmens to kvindelige protagonister (kæresten og svigermoren) er dæmoniske skurke, der bruger deres smiger og psykologiske indsigt til at lokke vores unge helt ind i et spind spundet af deres (og deres forfædres) våde drømme om evig ungdom og hvidt overherredømme.

1. ’Lady Bird’

Natalie Portman satte et uartigt nyrestød ind mod Golden Globes som institution, da hun ved præsentationen af aftenens pris for bedste instruktør fik indskudt tilføjelsen »all male«. En yderst effektfuld måde at hensætte de forsamlede (og nominerede) mænd i en stemning af forlegenhed. Dét lille intermezzo, der bestemt ikke gik mediernes næse forbi dagen derpå, understreger den slagkraftige cocktail, som ordene ’kvinde’ og ’instruktør’ er i denne Metoo-prægede Oscar-sæson.

Greta Gerwig er sammen med Dee Rees for Netflix-racedramaet ’Mudbound’ og Patty Jenkins for ’Wonder Woman’ årets mest oplagte kvindelige indslag i uddelingens næst-tungeste kategori. Det vil se mærkeligt ud, om kategorien også i Oscarsammenhæng vil være renset for kvinder, når der nu er tre så stærke kandidater at vælge ud fra. Hvor Dee Rees tidligere på sæsonen lignede det stærkeste bud, er momentum i de seneste par måneder i den grad skiftet til Greta Gerwig, der oven i købet også selv har skrevet ’Lady Bird’.

Alene det faktum, at Gerwig er kvinde, vil sikre hendes film mange stemmer, og ovenpå Golden Globes-fadæsen vil det være sensationelt, om hun ikke opnår den bedste instruktør-nominering som filmens overordnede stærke placering i kapløbet fuldt ud berettiger.

’Lady Bird’ tager udgangspunkt i en teenagepiges (Saoirse Ronan) kamp for at finde sine egne ben i forhold til de store identitetsspørgsmål, herunder kærligheden, men centralt står det komplicerede forhold til moren (Laurie Metcalf), som Gerwig kaster lys over på indfølt og nuanceret vis. Det er mor-datter-dynamikken, der hæver filmen et godt stykke op over den typiske teenagefortælling fra indieland (en type fortælling som amerikansk independentfilm har skamredet i det nye årtusinde). Med andre ord: Også på indholdssiden er ’Lady Bird’ godt dækket ind i forhold til Metoo-tidsånden.

Men make no mistake: Det er det faktum, at ’Lady Bird’ – en film om en mor og en datter (og en far, der er sat noget ud på sidelinjen) – er skrevet og instrueret af en ung kvinde, der vil gøre underværker for ’Lady Bird’ i Oscarræset. At det samtidig er en overmåde vellykket film, er selvfølgelig både en forudsætning for og en stor bonus i jagten på filmverdenens største hædersbevisning.

Læs også: En perlerække af Oscar-løse stjerner kan endelig få chancen i årets priskamp