Oplev Andy Serkins Oscar-værdige præstation i 'Abernes planet: Opgøret'

Se Joaquin Phoenix som slacker i kørestol i trailer til Gus Van Sants ’Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’

Den amerikanske indiefilm stimler fra i morgen atter sammen om den årlige Sundance Film Festival. Én af de absolut mest ventede film på festivalen er veteranen Gus Van Sants film med den sortkomiske titel ’Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’.

’Good Will Hunting’-instruktøren har Joaquin Phoenix på toppen af sin karriere i hovedrollen i den biografiske fortælling om slackeren John Callahan, der efter en drukrelateret bilulykke bliver lam i benene som 21-årig. Callahan er godt på vej i hundene, da kæresten (Rooney Mara) og hans personlige sponsor (Jonah Hill) sender ham i behandling. Han opdager et særegent talent for at tegne og får snart et nationalt kultfølge med sine morbidt komiske tegneserier.

Gus Van Sant og Joaquin Phoenix har et ganske særligt forhold. Phoenix havde således sin første større dramatiske rolle som skæv og hormonforstyrret high school-freak, der forelsker sig i Nicole Kidmans narcissistiske tv-reporter i instruktørens underkendte mediesatire ’To Die For’ fra 1995. Desuden havde Joaquin Phoenix’ alt for tidligt bortgåede storebror, River, en af sine bedste roller i Van Sants ’My Own Private Idahoe’.

Udover det stærke trekløver Phoenix, Mara og Hill tæller rollelisten også Jack Black og de tre alternative rockmadammer Carrie Brownstein, Beth Ditto og Kim Gordon.

Den eksperimenterende (og kvalitetsmæssigt ustabile) Gus Van Sant virker med ’Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’ at genoptage en stil, han tidligere har triumferet med. Den sociale outsider er et gennemgående tema, men denne gang lægger Van Sant sig tættere på det karakterbårne og livsbekræftende drama fra de mange gange Oscar-nominerede ’Good Will Hunting’ og ’Milk’ end sine brutale og usminkede Cannes-vinder ’Elephant’ og den beslægtede ’Paranoid Park’.

Ved den seneste Sundance så ’Call Me By Your Name’ og ‘Get Out’ dagens lys, og her et år senere har den været placeret på stort set alle lister for årets bedste film og tilhørt favoritfeltet ved de store amerikanske prisuddelinger.

Læs også: Sundance offentliggør vildt stjernespækket program

Advertisement