’The End of the F***ing World’: Ny Netflix-serie er f***ing fantastisk

’The End of the F***ing World’: Ny Netflix-serie er f***ing fantastisk
Jessica Barden i 'The End of the Fucking World'.
6 6
Tv-serie
Instruktion

Jonathan Entwistle

Medvirkende

Alex Lawther, Jessica Barden, Gemma Whelan, Wunmi Mosaku

Spilletid

8 afsnit á 20 min

Premiere

Kan ses på Netflix

Som teenagere er vi smukke unge mennesker og samtidigt små, usikre kids, der skjuler selvfortvivlelsen bag fantasifulde facader og stålsatte verdensanskuelser. Selv forestillede jeg mig i gymnasietiden at være Johnny Depps mystiske melankoliker fra ’What’s Eating Gilbert Grape’, selvom jeg hos det modsatte køn i virkeligheden nok fremstod mere som Leonardo DiCaprios retarderede lillebrorfigur fra samme film.

Måske derfor rammer den britiske Netflix-serie ’The End of the F***ing World’, baseret på en tegneserie af Charles S. Forman, så rent: I et charmerende tropeland af sort makaberhed, absurd komedie og roadmovie skildrer den ungdommens højtanlagte parader, som i mødet med den rette lader sig sænke og giver plads til oprigtige lyster og følelser.

Det sker for 17-årige James i mødet med den jævnaldrende Alyssa. James er en sær dødbider, der ligner en moderne udgave af den unge hovedperson fra kultklassikeren ’Harold and Maude’. Hans afvigende neuroser og eksistentielle tomhed udtrykkes dog ikke som hos Harold med selvmordsforsøg, men i masochistiske og sadistiske ritualer. Som niårig stak James hånden i en frituregryde for at føle noget, og siden halshugningen af naboens kat har han udviklet en ifølge ham selv psykopatisk trang, der spirer til en fantasi om at dræbe noget… Og ind træder Alyssa.

Alex Lawther som James.

Hun er ny i den sydengelske forstad og allerede træt af alt og alle. Hun er en antiautoritær, ligefrem og rapkæftet terrier, som udviser total fjendtlighed over for alle på nær outsideren James.

»Jeg siger ikke, han er svaret. Men han er noget«, siger Alyssa i en af seriens karakteristiske indre monologer, der afstedkommer store dele af filmens fine humor. Hvor hun har et sprælsk tankesind kørende, er han stiv og staccato i krydderen, og de to indre stemmer snor sig elegant ind og ud af hinanden.

Stilen er i det hele taget wes andersonsk distanceret til at starte med i kraft af den skarpe klipning, symmetriske framing og de tørre replikleveringer. Både stilen og de to hovedpersoner løsner imidlertid op, da de kører ud af forstadens porcelænsfarvede dødvande og indskrænkende ligusterhække.

Sponsoreret indhold
Brug resten af 2018 fornuftigt
Årets største film- og serieoplevelser ligger lige for næsen af dig. Prøv C More helt gratis i to måneder lige her.
C More

Frigørelsen sættes i gang under en symptomatisk scene, hvor Alyssa ligger klar efter at have bedt om »at få slikket fissen« slikket under, mens han kærtegner sin mordkniv væk fra hendes åsyn. Det udmunder i, at Alyssa foreslår, at de »skrider fra det her lortehul« og deres narrøve af nogle forældre, som består af hans enfoldige far og hendes apatiske mor samt gustne papfar.

Derfra begynder en klassisk skåret og alligevel unik roadmovie-fortælling, som tager en voldsom drejning, der betyder, at James og Alyssa sendes på flugt under forklædning. På forunderlig vis er modgangen og maskespillet med til, at de åbner op for deres skrøbeligheder og fortrængte fortid. Kun deres fælles kærlighed giver mening i en syg verden befolket med ikke så få perverse mænd og dårlige rollemodeller.

Det er svært ikke at blive forelsket i Jessica Barden, der var næseblodsdryppende bejler i ’The Lobster’ og med sine blå dådyrøjne mestrer Alyssas skift mellem tvær strigle og undertrykt uskyld.

Med ’Black Mirror’-afsnittet ’Shut Up and Dance’ og nu præstationen som James understreger Alex Lawther med den skæve mundvig og det drengede udseende, at han er en dramatisk naturkraft for fremtiden. Derudover er Gemma Whelan fra ’Game of Thrones’ skøn som den ene af to lesbiske politikvinder, der sendes på jagt efter de to unge rebeller og øjeblikkeligt bliver et absolut højdepunkt.

Wunmi Mosaku og Gemma Whelan som fantastisk politimakkerpar.

’The End of the F***king World’ ligger på en ‘Bonnie and Clyde’-skala tæt på postmoderne nyklassikere som ’True Romance’ og David Lynchs ’Vilde hjerter’, hvis de vel at mærke var instrueret med den ungdommelige sårbarhed hos den britiske ’Submarine’-instruktør, Richard Ayoade.

James og Alyssas forhold stryges af romantiske popslagere fra slutningen af 50’erne, og så er der ’Blur’-komponisten Graham Coxons blanding af blueset twang og distortede indie-stykker, som sammen med americana-strejfet fra tankstationer, diners og kornmarker placerer seeren i et kulturelt uspecifikt fiktionsunivers a la Lynch.

Med en samlet spilletid på under tre timer af konstant underholdning på udtryks- og indholdssiden er ’The End of the F***king World’ oplagt til binging, men kan også doseres i kraft af sine effektive cliffhangers til slut i hvert afsnit. Og apropos cliffhangere slutter sæsonen på en højdramatisk tinde. Måske er der håb endnu for mere af denne f***ing fantastiske serie?

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Advertisement