»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

’The Wire’-skaber David Simon udvikler dystopisk miniserie

’The Wire’-skaber David Simon udvikler dystopisk miniserie
David Simon på Tribeca Film Festival i 2014 (Foto: Astrid Stawiarz/Getty Images)

Med ’The Handmaid’s Tale’s popularitet og to Golden Globe-priser kan man godt forstå, at interessen for at producere dystre fremtidsscenarier ikke er dalet. Nu ser det også ud til, at David Simon, manden bag ’The Wire’ og aktuel med ’The Deuce’, brygger på en serie med dystopiske visioner, men placeret i en alternativ fortid.

I et interview med The New York Times kunne forfatter Philip Roth nemlig afsløre, at Simon udvikler en seks afsnit lang miniserie baseret på hans bog ’The Plot Against America’.

I stil med ’The Man in the White Castle’ bygger bogen på et ’hvad nu hvis…’-koncept: Hvad nu hvis Charles A. Lindbergh havde vundet præsidentvalget i 1940 i stedet for Franklin Roosevelt? Og hvad nu hvis tyskerne samtidig vandt Anden Verdenskrig og fik fuldstændig kontrol over Europa?

Virkelighedens Lindbergh havde før præsidentvalget udtalt sig kritisk over for jøderne, og i Roths hypotetiske skildring fører et samarbejde med Hitler til antisemitiske strømninger i 1940’ernes USA, hvor ingen jøder vil kunne føle sig sikre.

Selvom det ikke ligefrem er en behagelig tanke, mener Philip Roth ikke, at Lindbergh var lige så forfærdelig som nutidens Donald Trump. I interviewet med The New York Times siger han, at Lindbergh i sit virke som pilot trods alt var en »autentisk American hero« 13 år inden præsidentkandidaturet.

»Trump er til sammenligning en kæmpe bedrager, den grusomme sum af hans mangler, blottet for alt andet end sin hule storhedsvanvids-ideologi«.

Oven på James Francos seksuelle krænkelsesanklager har HBO ikke meldt noget ud om fremtiden for ’The Deuce’, men det ser altså ud til, at David Simon har et nyt projekt klar i baghånden.

Læs også: David Simon har en spændende gameplan for ’The Deuce’