’Western’: Karakterstudie af allerhøjeste karat med dragende amatør i centrum

’Western’: Karakterstudie af allerhøjeste karat med dragende amatør i centrum
Meinhard Neumann i 'Western'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Valeska Grisebach

Medvirkende

Meinhard Neumann, Reinhardt Wetrek, Syuleyman Alilov Letifov, Veneta Frangova

Spilletid

119 min.

Premiere

Den 18. Januar som Månedens Film i Cinemateket

For knap to år siden samledes anmeldere under Berlinalens kritikeruge for at diskutere, hvorfor det stod så dårligt til med den tyske kunstfilm. Panikstemningen var til at tage og føle på (eventet havde titlen ’Filmkunsten bliver lavet af andre – Hvorfor tysk film fester alene’), og ingen lod til at kunne spotte så meget som antydningen af en ny bølge.

Og måske er det rigtigt nok, at purunge instruktørtalenter mangler på filmskolerne. Men hvad med, om vi bekymrer os om dét lidt senere og nyder, at nogle af de bedste bestanddele fra 00’ernes nyskabende Berlinerskole-bølge lige nu skyller ind over os med fornyet kraft. Først fik vi Maren Ades ’Toni Erdmann’ og nu Valeska Grisebachs fintfølende karakterstudie ’Western’.

Manden i centrum for Grisebachs granskning af de subtile magtforhold og hierarkier, der opstår blandt en gruppe af tyske mænd, som nødtvungent befinder sig i Bulgarien på grund af arbejde, hedder Meinhard (Meinhard Neumann), og han er et af de mest dragende mennesker, du nogensinde kommer til at se. En tysk Harry Dean Stanton (R.I.P.), selvom han er komplet utrænet som skuespiller. Der er ikke noget at sige til, at Grisebach bruger lang tid fordybet i hans dybe ansigtsfurer, indsunkne kinder og havblå øjne. Jeg kunne se en hel film om måden, han ryger en cigaret på – med øjnene knebet tæt sammen og håndfladen vendt væk fra ansigtet, du ved, sugende og inhalerende som om enden på alle verdens sorger fandtes for enden af den mikroskopiske stump af et skod, han altid kun har tilbage.

Det er sublim personinstruktion!

Sponsoreret indhold
Streamingtjenesten til dig, der elsker kvalitetsserier
Hvis du er ægte serie-fanatiker, er HBO Nordic ikke til at komme udenom. Prøv det gratis, og se The Handmaid's Tale, Westworld og mange flere…
EKSTERNT LINK
HBO Nordic

Men heldigvis – for dem, der synes dén film lyder lidt kedelig i længden – ser man også Meinhard i færd med andre ting. For eksempel tæmmer han en vild hest, og hér kommer western-troperne i spil: Meinhard med den hvide hest er ham, vi holder med mod onde Vincent: den post-solskoldnings-krebsefarvede mand i sort lædervest (med bar mave inden under) og en guldørering så tung, at man er bange for, han ikke vender op til overfladen igen, da han i starten af filmen hopper i vandet for at redde en ung, lokal kvindes hat fra druknedøden.

Scenen ved vandet er lidt af et vendepunkt. I et ynkeligt forsøg på at flirte dukker Vincent nemlig kvindens hoved under vandet, da hun modvilligt kommer ud for at hente sin hat, hvilket hun (meget forståeligt) bliver virkelig vred over. Hun forlader prompte stedet sammen med sine venner, mens hun skælder ham ud, og på ét sekund har det store blonde brød gjort sig uvenner med hele lokalbefolkningen. Og integrationen er der fra temmelig meget op ad bakke for tyskerne. Men ikke for Meinhard. Han strejfer rundt på må og få, møder de lokale med åbenhed. Lytter, ryger, tager en øl og gestikulerer det bedste, han kan, for at gøre sig forståelig.

Det er i disse øjeblikke, hvor Grisebach tager sig tid til at skildre, hvordan mennesker mødes, og gensidig forståelse opstår på trods af sprogbarrierer, at filmen virkelig lever. Som da Meinhard tørrer tobak sammen med en kvinde, han bare nyder at være i nærheden af, ude af stand til at kommunikere sine længsler. Den scene skildres i en ordløs, impressionistisk stil, som Grisebach er mester i, og den er dybt bevægende.

Meinhards popularitet blandt de lokale er ikke et hit hos kollegaerne, og det had, som særligt Vincent nærer til ham fra start af, bliver kun stærkere, som filmen skrider frem. Ingen af karaktererne i ’Western’ siger særlig meget, og da slet ikke Meinhard, men alligevel har ham og Vincent konstant gang i en slags ordløs duel. En dynamik, der minder ikke så lidt om rivaliseringen mellem Galoup og den unge rekrut Sentain i Claire Denis’ ’Beau Travail’.

Ligesom Sentain er Meinhard den populære, udadvendte »neuer«, der er naturligt god til alting, og ligesom Galoup er Vincent ved at gå til af jalousi. Og lige som Denis har Grisebach et ganske særligt øje for, hvordan den misundelse og smålighed kommer til udtryk i selv de mindste handlinger. Hun fylder hver eneste scene, selv den mest tilforladelige af slagsen, med en følelse af, at animositeten mellem dem pludselig kunne eskalere og ende helt galt.

’Western’ stryger direkte ind på min top 10 for 2018 – og der tror jeg, den bliver.


Kort sagt:
Det kører for tysk film i øjeblikket. Først ’Min far Toni Erdmann’ og nu dette?! En tysk Harry Dean Stanton er dumpet ned fra himlen og havnet i et karakterstudie af allerhøjeste karat. I Grisebachs ’Western’ udkæmpes duellerne uden våben, og uden ord, og alligevel er den snildt en af årets mest berigende filmoplevelser.