Woody Allens kommende film kan lide krank skæbne ved Amazons hånd

Woody Allens kommende film kan lide krank skæbne ved Amazons hånd
Woody Allen. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

I forbindelse med #MeToo er Dylan Farrows tidligere krænkelsesanklager mod sin adoptivfar Woody Allen blusset op igen, og det har ikke just haft en positiv effekt på omtalen af hans kommende film ’A Rainy Day in New York’.

Flere af filmens bærende skuespillere har valgt at tage afstand til filmen ved at donere deres løn til velgørende organisationer, og måske vil distributøren Amazon også tage konsekvensen af sagen.

Ifølge Vulture vurderer flere anonyme kilder med insider-viden fra virksomheden, at filmens lancering » vil blive negativt påvirket, hvis ikke fuldstændig aflyst af den hurtigspredende anti-Allen-folkestemning«.

Filmen er egentlig planlagt til at få biografdistribution i løbet af året, men flere kilder finder det sandsynligt, at Amazon vælger at springe biografleddet over og udgive filmen direkte på Amazon Prime-streamingtjenesten uden den store promovering. På den måde undgår selskabet fiaskoen ved et svigtende billetsalg.

En anden insider mener dog blot, at distributøren skal slå koldt vand i blodet, indtil bølgen af dårlig omtale er ovre: »Lad os tage den med ro. Lad os vente med at sætte en udgivelsesdato foreløbigt. Lad os se om denne her sag driver over. USA glemmer alligevel alting«.

Slutteligt mener et tidligere medlem af virksomhedens bestyrelse ikke, at miseren vil have nogen som helst effekt på modtagelsen af filmen:

»Mit meget udmattede perspektiv er, at hans fans er ældre, og at de, som går ind og ser hans film, er meget stålfaste i deres synspunkter,« vurderer personen. »Woody vil altid have sin fans, lige meget hvad«.

Læs også: Hollywoods moralske mudderkastning og Aziz Ansari-gate tager #Metoo som gidsel

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af