’Yes No Maybe’-instruktør om uliderlige sexscener: »Kameraet opfanger selv den mindste løgn«

’Yes No Maybe’-instruktør om uliderlige sexscener: »Kameraet opfanger selv den mindste løgn«
Mads Grages alter ego Youssef Wayne Hvidtfeldt i sengen i 'Yes No Maybe', som skulle vise sex fra den grimme side.
Mads Rosenkrantz Grage står som manuskriptforfatter og instruktør bag sexscener i både serien ’Yes No Maybe’ og filmen ’Muskelsvindler’. I anledning af vores tema om tv-seriernes seksuelle grænsefelter skriver han her om, hvorfor det er ulideligt og uliderligt at lave liderlige scener. Hvilket han første gang opdagede som teenager på settet til TV 2-serien ’Forsvar’.
’Yes No Maybe’-instruktør om uliderlige sexscener: »Kameraet opfanger selv den mindste løgn«
Mads Rosenkrantz Grage

Uddannet manuskriptforfatter på Den Danske Filmskole. Manusforfatter og instruktør på DR3-serien 'Yes No Maybe' og filmen 'Muskelsvindler'.

Da jeg var 19 år, blev jeg student med et gennemsnit, som lige akkurat var nok til, at jeg ikke blev gjort arveløs, og lige akkurat så dårligt, at det ikke kunne bruges til noget som helst.

Til gengæld fik jeg verdens bedste jobtilbud for en teenagedreng, der var ung og dum og fuld af sæd, men havde ambitioner om at arbejde i filmbranchen. Jeg blev setrunner på TV 2-serien ’Forsvar’, som ingen så, og som bedst kan beskrives som pølsemandens ’Matlock’. Ikke desto mindre viste det sig at være verdens bedste filmskole. Nok var slutproduktet ikke stor kunst, men jeg fik lov til at kigge nogle af landets bedste filmfolk over skulderen, for der var faktisk store kunstnere bag kameraet i alle funktioner. Den slags mennesker skal jo også spise.

Det hjalp selvfølgelig også, at jeg lige havde fået en kæreste fra Albertslund – ikke at det på nogen måde ellers er et hædersmærke at være fra lunden, men når seriens primære optagelser lå i Risbystudierne et stenkast væk, og hun havde været vaks ved havelågen og købt en scooter for sine avispenge, så var det en kærkommen lejlighed til lige at hoppe bag på PGO’en og nå en quickie, inden hendes forældre kom hjem og lavede koteletter i fad.

Det er ikke videre relevant for dagens tema, bortset fra at hun deflorerede mig et par måneder forinden i mit livs på daværende tidspunkt bedste halvandet minut, og jeg derfor fandt det her med sex ufatteligt spændende. Men netop ’Forsvar’ stod for mit første minde med sex på film, som ikke var ’Livepigen’ (no need for a girlfriend™) eller det bånd med Jenna Jameson, som Jimmie fra Møllemosen havde stjålet fra sin far, og som gik på omgang mellem gymnasiedrengene efter et Excelark, indtil det en dag forsvandt. Hvem der bedrog Excelarkets demokrati, er stadig et mysterium den dag i dag.

Lyden af sex er komedie og voldtægt

Anyways, tilbage til ’Forsvar’, hvor jeg hurtigt fandt mig til rette i en rutine, hvor der altid var kaffe på kanden, så jeg kunne suge til mig fra eksperternes pat. Men en dag blev rutinerne lagt på hylden. Fra det øjeblik vi blev briefet, herskede der en andægtig stemning på set, for i dag skulle vi lave Sexscenen. Scenen med sex.

Settet blev ryddet og støvsuget og hermetisk lukket for alle andre end instruktøren og fotografen. Og ind trådte hun så. Skuespillerinden, der i dagens anledning havde fået to krydser af gaffatape over sine brystvorter, for alle ved, at et bryst ikke er et bryst, så længe brystvorten er skjult. Det var en IRL-version af den censur, som Facebook forlanger. Teenagedrengen stod måbende og undrede sig over, at ingen kunne se, at hun ikke havde noget tøj på. Ikke desto mindre var det nu engang sådan, at denne liderlige scene skulle i kassen. Med minimal liderlighed. Der skulle være en nærmest klinisk gestaltning af et stående samleje i et afhøringslokale, hvor alle tilstedeværende talte om denne akt, som var det en tenniskamp.

Drengen, som jeg blev kaldt, fik allernådigst lov til at være tilstede som røgmaskine-tænder og -slukker og røgdispenser. Hele akten tog tyve minutter og var gennemført usexet, hvilket det endelige resultat også var. Fordi scenen handlede om alt andet end det, som den burde handle om. Det handlede nemlig meget mere om, at skuespillerne var tilpas med situationen, og her betyder »tilpas«, at situationen var så uliderlig som muligt.

Troels Lyby og Sonja Richter i TV 2-serien ‘Forsvar’ fra 2003, som Mads Rosenkrantz Grage var ‘dreng’ på.

Man kan sammenligne det lidt med at lave en stuntscene, hvor det er vigtigt, at det er så sikkert som muligt, men samtidig ser så farligt ud som muligt. Men forskellen på en stuntscene og en sexscene er, at man i en stuntscene kan bruge samtlige af de filmtricks, som man har brugt årtier på at lære.

Vi bruger flittigt lyd til at forstærke sensationen af et cirkelspark eller en eksplosion, og det vil få publikum til at føle sig mere til stede i situationen. Men det er, som om at lyden af pik i kusse ikke får publikum til at føle sig mere til stede, men derimod får dem til at ønske sig langt langt væk. Derfor kan ’lyden af sex’ næsten kun bruges i komedier eller voldtægtsscener, hvor ægtheden netop skal fremdyrke fremmedgørelsen af situationen.

På film lyder sex oftest som to mennesker, der stønner om kap, altid kvinden mere end manden, mod et uundgåeligt klimaks, som til gengæld foregår i tavshed, mens violinerne spiller den ind.

Casting couch før metoo

Publikums bonerthed trumfer virkeligheden. Publikum vil jo allerhelst bare have en indbyrdes kontrakt om, at det, vi sidder og ser på, er for sjov. Vi lader bare som om – filmskaberne insinuerer og lader publikums suspension of disbelief klare ærterne. Derfor er penetration forbeholdt pornoen og komedien. Med mindre man inkluderer gyserfilmenes perverterede dyrkelse af slasheren, der dolker offeret som en nærmest seksuel penetration, men den slags dansklærerfortolkning må klogere mennesker end mig tage sig af.

Jeg ved bare, at Jason Segels nøgne slappe lem i ’Forgetting Sarah Marshall’ er komedie og at Michael Fassbenders slappe (og perverst velproportionerede) lem i ’Shame’ er kunst, og at hestebefrugtningsscenen fra ’Silicon Valley’ er begge dele.

Problemet med filmmediet er, at kameraet opfanger selv den mindste løgn. Og passion eksponerer. Hvis to personer ikke har kemi, så opfanger kameraet det, inden de har lagt deres læber på hinanden. Der er fandens til forskel på porno, hvor de lader, som om de er tændte, og det, hvor de rent faktisk er tændte.

Man kan godt glemme alt om at vise et erigeret lem eller gå hele vejen til pik i kusse, med mindre man er Trier. Og det er man ikke. Det fik man at vide flere gange, da man gik på Filmskolen. Men hvad gør man så?

Da jeg lavede filmen ’Muskelsvindler’, havde vi en lille rolle, men som var ret plotbærende, hvor hovedkarakteren, den muskelsvindsramte Hjalte, spillet af Elliott Crosset Hove, skulle defloreres af en polsk prostitueret. Det var meget vigtigt for mig, at vi lavede en sexscene, der havde en ægthed og sårbarhed over sig, så den mindede mig om tabet af min egen mødom, som stadig står skamfuldt skarpt indprentet i min hukommelse.

Det var vigtigt, at scenen udspillede i real time. Altså skulle samlejet ikke være så kort, at det var en sketch, og ikke være glorificeret, som var det en Hollywood-film. Desuden havde jeg en ambition om, at den skulle ende i noget full frontal nudity – fordi jeg gik på Filmskolen og var overbevist om, at jeg var Trier. Vi lavede derfor en casting, fordi det alligevel er sværere end som så at spille med en troværdig polsk accent og at være så afslappet i sin nøgne krop, som kun en polsk landevejsluder kan være det.

Elliott Crosset Hove skulle miste sin mødom til en polsk prostituteret i Mads Grages ‘Muskelsvindler’.

I disse metoo-tider lyder det fuldstændigt sindssygt, men min kvindelige producer og jeg sad i Vibeke Windeløvs gigantiske lejlighed, som vi havde lånt til anledningen, og castede en solid blanding af statistduller, der ville smide klunset for at være på skærmen i et splitsekund, og dygtige damer, der på ingen måde ville smide klunset, for de ville tages alvorligt for deres faglighed. Det gjorde ikke situationen mindre forfærdelig, at vi rent faktisk spillede scenerne i en sofa, så casting couch-setuppet var pletfrit.

Det var dog en komplet uliderlig situation for alle involverede, hvilket blev forstærket af, at den kære Elliott, det mest generøse menneske i den danske filmbranche, kom hen til mig lige inden castingen og måtte tilstå, at han havde sure sokker, og at han var bange for at det ville ødelægge oplevelsen for pigerne. Jeg var mere bekymret for Vibeke Windeløvs sofa. I sidste ende nailede vi castingen med en spiller, der ramte en perfekt balance og naturlighed, og som havde ben i næsen og ikke gav en fuck for vores porno-setup.

Nøgen og latterlig

Da vi lavede ’Yes No Maybe’, havde vi en ambition om at tage sexscenerne til et nyt niveau af pinagtig ægthed. Det var vigtigt for os, at det ikke var den type serie, hvor pigen rider fyren iført bh og med perfekt baglys. Det skulle være den grimme side af sex.

Jeg mener, det er Christian Fuhlendorff, der engang efterlyste at se sexscenerne udspille sig helt som i virkeligheden, hvor man ligger og slår sten saks papir om, hvem der skal hente papir til at tørre op efter sig. Helt så langt gik vi desværre ikke, men det må være ambitionen for sæson 2.

På første optagedag viste Youssef Wayne Hvidtfeldt, som spillede Mads (en nærmest 1:1-version af mig selv, bare i smukkere, lidt mere olivenfarvet indpakning), at han havde taget 10 kilo på til rollen, så han matchede min topmave, som var han en anden Christian Bale. Den dag i dag er jeg stadig i tvivl, om han bare var blevet fed og havde brug for en undskyldning.

‘Yes No Maybe’

Min forfængelighed var i hvert fald en kende stødt, efter jeg troede, jeg havde castet den næste George Clooney eller Hugh Grant, men vores sexscener fik et nøk opad, da Youssef gav alt og viste alt på skærmen. Youssef har fortalt, at en af hans store hobbyer er at google sig selv, indtil han en dag fandt sig selv på en pornoside. I de sene nattetimer leder jeg stadig med lys og lygte efter hvilken.

Vi havde en del sexscener i serien, som alle skulle smage forskelligt. Der var det virkelig vigtigt som instruktør at have en muldvarp i scenen, som tog ansvaret på sine skuldre og sørgede for sine medspilleres ve og vel. Til en særligt sårbar sexscene hev Youssef mig til side inde på mit soveværelse og lukkede døren og sagde, at han vidste, at hans medspiller var særligt genert anlagt og havde det svært med nøgenhed, så det ville være virkelig godt, hvis jeg ligesom gik forrest og tog mit tøj af, så hun kunne fornemme, at det ikke var akavet.

Det gjorde jeg så. Så stod vi der, mig og mit fiktionelle spejlbillede, i bar overkrop og kiggede på hinanden. Og først der gik det op for mig, at han tog pis på mig. Jeg har normalt ingen skam i livet, men jeg fik trøjen hurtigere på end efter et rædselsfuldt one night stand. Sekundet efter gik døren op, og den kvindelige modspiller kom ind og spillede røven ud af bukserne, mens jeg sad bag monitoren og følte mig nøgen og latterlig.

I sidste ende er det næsten en umulig opgave at skabe troværdige liderlige sexscener på film, for liderlighed er subjektivt, og publikums bornerthed vil altid holde scenerne ude i strakt arm. Bare tænkt på sidste gang du så en sexscene med dine forældre.


TEMA: Tabusex i serieland

De svundne dage, hvor et par bare balder i bedste tv-sendetid kunne skabe overskrifter, er afløst af blowjobs og bh-løs sex på samlebånd. Siden HBO i slut-90’erne rev tæppet væk under det bornerte USA med eksplicit kabel-tv-sex og vold i den grynene serieguldalder, fik udskejelserne lov til at blomstre på tværs af genrer – med fanebærere som ’Sex and the City’, ’Californication’, ’Queer As Folk’, ’The L Word’ og ’Tell Me You Love Me’s banebrydende fremstillinger af sex på tværs af seksuel orientering i front.

Men en række tabuer kaster fortsat skygger over lagnerne, 20 år efter de første seriepionerer smed bukserne. Og det er ærligt talt besynderligt i en tid, hvor opgør med bedagede kulturelle dogmer omkring sex, køn og mediernes fremstilling af seksualitet præger den aktuelle samfundsdiskurs som aldrig før.

Der er stadig behov for at lyse ind under dynen og gribe fat om roden på de sexkontroverser, serierne træder under fode af frygt for at dræbe seernes lyster. Hvad end det drejer sig om menstruationssex, lummer svælgen i voldtægtssex, aldrende kønsdele eller noget så almindeligt som skuffende førstegangssex.

Den kommende uges tid smider vi hæmningerne og sætter fokus på en række saftige sextabuer, der blotter dine yndlingsseriers mørkeste lyster og mest skamfulde aversioner.

Læs også: Ditte Hansen fra ‘Ditte og Louise’: Kvinder bliver stadig mødt med rigtigt meget liderlighedsskam

Læs også: Dansk manusforfatter: »Det vellykkede knald er uden konflikt, uden optrapning, uden spænding«

Læs også: To komedieserier viser den første gang, som den virkelig er

Læs også: ‘Buffy the Vampire Slayer’ skrev vigtig LGBTQ-historie – men var nærig med sexscenerne

Læs også: Realistisk kvindeonani er en mangelvare i moderne serier

Læs også: Er serierne omsider færdige med at bashe det åbne parforhold?

Læs også: Menstruationssex og kønsbehåring i serieland sender kvindekroppens tabuer på retur

Læs også: Syv sexscener fra nyere tid, der skrev seriehistorie