10 år efter nyklassisk Oscar-duel: Da to konkurrerende storværker indkapslede Amerikas moralske ragnarok

10 år efter nyklassisk Oscar-duel: Da to konkurrerende storværker indkapslede Amerikas moralske ragnarok
Javier Bardem i 'No Country for Old Men'.
Det 21. århundredes mest formidable Oscarduellanter ’There Will Be Blood’ og ’No Country for Old Men’ fejrer 10 års-jubilæum i år. Vi ser tilbage på de to storværker fra 2007, der er påfaldende beslægtede med hinanden. Faktisk kan den ene nærmest ses som en efterfølger til den anden.
10 år efter nyklassisk Oscar-duel: Da to konkurrerende storværker indkapslede Amerikas moralske ragnarok

Mads Kjær Larsen

Soundvenues faste Oscar-ekspert

’There Will Be Blood’ og ’No Country for Old Men’ tegnede tilsammen Oscarsæsonen 2007.

Alene de to films tilstedeværelse i bedste film-feltet – der også talte ’Atonement’, ’Juno’ og ’Michael Clayton’ – kvalificerer 2007-årgangen som det mest oplagte bud på en nyklassisk årgang, det tætteste det nye årtusinde kommer på noget, der tåler sammenligning med store årgange i midten af 70’erne, hvor der virkelig blæste nye vinde over Hollywood.

Paul Thomas Andersons ’There Will Be Blood’ havde premiere i USA lige inden deadline for Oscar-valgbarhed, anden juledag 2007, Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’ halvanden måned tidligere – 9. november. På den store aften for Oscaruddelingen, 24. februar 2008, var ikke mange i tvivl om, at opgøret om de to fornemste priser – for bedste film og bedste instruktør – var et opgør mellem de to film, der begge blev modtaget med stor begejstring af kritikerne (de har en metacriticscore på henholdsvis 92 og 91) og optrådte på stort set samtlige anerkendte årslister.

Herhjemme kom de to film op næsten samtidig, men der var dog byttet om på rækkefølgen: ’Blood’ fik premiere 22. februar – to dage før Oscaruddelingen – og ’No Country’ 7. marts.

Daniel Day-Lewis i ‘The Will Be Blood’.

Jeg så ’No Country for Old Men’ en håndfuld gange inden for relativt kort tid i vintermånederne 2008. Jeg var enormt tiltrukket af filmens stemninger, dens persongalleri, dens billedkompositioner, dens musik. Jeg følte et nærmest umætteligt behov for at aflure filmen dens i virkeligheden ret koncentrerede mesterskab. At Cormac McCarthy (forfatteren til romanforlægget) var en personlig husgud for mig midt i 00’erne, skadede naturligvis ikke.

Paul Thomas Andersons alternative skabelsesmyte for den amerikanske kapitalisme var med sine 158 minutters spilletid en større mundfuld og, for mig at se, en mere ujævn oplevelse. Jeg så den dog to gange i biografen, lige op til og lige efter Oscaruddelingen.

Åbenbaringskraften i filmens mest mættede øjeblikke blev dog ikke mindre af, at den ikke konstant hævede sig op til de mest drakoniske højder.

Det er, som om filmens mindre perfekte øjeblikke og delkomponenter (den overspændte slutning, karakterernes karikerede ubøjelighed, den manglende miljøskildring, fraværet af kvinder etc.) kun bidrager til at intensivere oplevelsen: Ved ikke helt at kunne holde fast i det, filmen rækker ud efter, har den et vingefang og en vidtåben karakter, der måske på paradoksal vis gør det mere levende og konfliktsøgende, end hvis der var tale om en sirligt gennemtænkt og forløst traktat om menneskenaturen.

Mænd, der hader mænd

Nu sværger jeg ikke nødvendigvis til, at en god film skal forsøge at røre det sublime, forsøge at indskrive sig i kongerækken af Udødelig Kunst om De Store Emner. En god film kan lige så godt møde os der, hvor vi står – være i øjenhøjde med os. En god film er en film, man godt kan lide. Hverken mere eller mindre.

Med ’No Country for Old Men’ og ’There Will Be Blood’ fornemmer man hurtigt, at det er den type fortællinger, der tager bolig i kunstens mere forfinede saloner, forstået på den måde, at det er film, der er optaget af at sige noget vigtigt – eller man kan måske sige det på den måde, at vigtigheden ligesom er en indgroet del af deres fortælleform og tematikker.

Dybest set handler begge film nemlig om det samme: Mænds grusomme adfærd over for andre mænd (det er ikke tilfældigt, at jeg ’maskuliniserer’ subjektet, for kvinder er så godt som fraværende i disse films universer). Ambition er at forveksle med grådighed som er at forveksle med en skidt karakter. Begge film svælger i en form for alvorstyngde (det man i den anglofile kritik kalder for gravitas), der nærmest tvinger tilskueren til at tage dem endog meget seriøst.

Ethan og Joel Coen med deres Oscar-statuetter for ‘No Country for Old Men’ i 2008.

Begge film handler om mænd, der finder en skat eller kilden til uendelig rigdom i den amerikanske vildmark og bruger resten af fortællingen på at komme overens med, lade sig æde op af eller undslippe skyggen fra den skæbne, som ’fundet’ fører med sig. De to film tilhører i den forstand western-fortællingen, men i en moderne, mere kritisk ransagende ånd, hvor nybyggermentaliteten er forvandlet til goldt entreprenørskab.

En slags efterfølger

Der er en mørk komik på spil i begge film, men særligt – naturligvis – hos Coen-brødrene, som var der tale om en elegi over Den Amerikanske Drøm, behandlet som dårskab.

I den forstand er ’There Will Be Blood’ mere indigneret og mindre forfalden til resignation, for her er truslen mere konkret og advarslen mere direkte i sit sigte: senkapitalismens ødelæggende virkning på mennesker og samfund.

Det er ikke tilfældigt, at ondskaben i ’No Country’ antager en fantomagtig skikkelse i form af Anton Chigurh (Javier Bardem med filmhistoriens måske mest latter- og urovækkende frisure), en nærmest mytisk, fritsvævende ond ånd snarere end et konkret menneske af kød og blod. Hvem kan stoppe det onde fra at manifestere sig, når det knapt nok har karakter af et egentlig menneske (Chigurh er tilsyneladende hævet over noget så grundlæggende – og derfor banalt – som fysisk smerte)?

På sin vis kan man sige, at ’No Country’ er en form for efterfølger til ’Blood’, hvis ambitiøse, treleddede fortælling strækker sig over årene 1898-1927. Den sociopatiske amoral, der kendetegner den verden, protagonisten Llewellyn (Josh Brolin) bevæger sig rundt i, er i det perspektiv et uundgåeligt resultat af den amoral, hvis grund blev lagt af folk som Daniel Plainview omkring forrige århundredeskifte. Ambitionen og grådigheden i ’Blood’ er blevet forstærket til en nærmest farceagtig grad i ’No Country’ (og tragedien og farcen er jo tæt forbundne, som salig Karl Marx har belært os).

Annonce

Som et nådeskud med en boltpistol

Det er interessant, at ’There Will Be Blood’ med tiden synes at have overhalet ’No Country’ indenom i kritikeragtelse. Ikke bare Soundvenue, men også internationale sværvægtermedier som BBC og New York Times har placeret filmen i top 3 over årtusindets bedste film i de senere år. Noget, der måske kan have med filmens mere åbne og uafgjorte karakter at skaffe?

Til sammenligning er der en tæthed og en præcision over ’No Country’, der måske gør den mindre essentiel retrospektivt vurderet (den var dog helt oppe som nr. 5 på Soundvenues liste). Man føler ikke helt samme behov for at vende tilbage til den, fordi man er ret sikker på, hvad man føler, når man ser den, og hvad det er, den forsøger at sige.

Måske fornemmer man i virkeligheden, at Coen-brødrene er enormt optaget af at formidle Cormac McCarthys vision – en mand, de har næsegrus beundring for – frem for at udsende klare signaler om, hvad der er Coen-brødrenes egen? Det er definitivt ikke Coen-brødrenes mest personlige film.

Historien om de to Oscar-sværvægtsduellanter anno 2007 er derfor historien om to film, der ligner hinanden ganske meget – i det de forsøger at sige om Amerika som virkelighed og som myte – men også meget forskellige i måden, de siger det (næsten) samme på:

’No Country’ er disciplineret og ’fedtfri’, skåret ind til benet, så man næsten kan høre det knase mellem tænderne – et præcist nådeskud med en boltpistol, blodløst og uden tøven. ’Blood’ er til sammenligning rodet, som blodet fra et slagtet kadaver, der ikke kan inddæmmes, fordi der ikke er nogen rist til at opsamle det.

Den kvintessentielle amerikanske fortælling

Hvorfor er 2007-årgangen ophøjet til noget specielt i Oscarøjemed – og i nyere amerikansk film i det hele taget? Måske fordi de to film – og her kan vi passende medtage et tredje mesterværk fra 2007 (som dog blev skammeligt overset i Oscarsammenhæng det år), David Finchers ’Zodiac’ – tematisk og stemningsmæssigt kan minde om de store årgange fra 1970’erne, hvor ’New Hollywood’-generationen – anført af blandt andre Scorsese, Coppola, Altman, Beatty, Nicholson, Hoffman og Fonda (Peter og Jane) – skyllede ind over filmbyen og rensede ud i filmstudiernes forstokkede konservatisme og moralske bornerthed.

Daniel Day-Lewis i ‘There Will Be Blood’.

Det, der er på spil i ’New Hollywood’-hovedværkerne og 2007-filmene, er en moralsk anfægtelse eller indgroet ambivalens i forhold til ideen om Amerika og, i videre forstand, Amerikas rolle i verden. Vietnamkrigen udgjorde et uundgåeligt referencepunkt for 70’er-filmskaberne, på samme måde som 9/11 og Irakkrigen gjorde det for amerikanske filmskabere i midten af 00’erne. På samme måde spejlede George W. Bush-æraen Richard Nixons skandaleombruste tid i Det Hvide Hus.

Selve faldet – udover at have oplagte bibelske rødder – er en meget amerikansk fortælling, ja, det er måske den kvintessentielle amerikanske fortælling. Bare se på Daniel Plainview i den overgjorte slutscene i ’Blood’: Kan man ikke se et ekko af Elvis’ kemisk inducerede følelsesløshed i sine sidste dage i Graceland eller Nixons paranoia – mens han manisk udspyr sine forbandelser (og udtænker stadigt nye konspirationer) i sit kontor i Det Hvide Hus – i tiden op til Watergate-skandalens endelige konklusion?

Magten, pengene og berømmelsen er kilde til alt det gode i den amerikanske selvfortælling, men det er også kilden til korruptionen, forråelsen og råddenskaben.

Ånden dør, når mammon, status og titler stiger amerikaneren til hovedet.

En flig af håbefuldhed

Daniel Plainview bliver hjemsøgt og straffet for sin grusomhed, egoisme og arrogance, hvilket er en deprimerende slutning set fra filmens altoverskyggende hovedkarakters synspunkt, men det er måske ikke forkert at kalde det for en optimistisk slutning på menneskehedens vegne?

’No Country’ er mere ildevarslende. Chigurh overlever – vi ser ham forlade scenen for det biluheld, han er involveret i – han er stadig et sted derude, som en dårlig karma, der spreder sig af ukendte kanaler, som en giftig æter. Ikke ulig BOB i David Lynchs genopvækkede ’Twin Peaks’-univers.

Javier Bardem i ‘No Country for Old Men’.

Ved et gensyn kan det være fristende at fokusere på den rest af håbefuldhed, der knytter sig til begge fortællinger. Ved at flytte fokus fra de altopslugende karakterer Plainview og Chigurh og i stedet anskue fortællingerne gennem birollekarakterer som Tommy Lee Jones’ Sheriff Bell og Plainviews søn, H.W. (Dillon Freasier), handler filmene ikke længere om dominerende alfahanner på ødelæggelsesmission, men om hvordan de efterladte tackler tabet af faderfigurer og finder mening i en verden, der synes at være sortnet til i tjære og aske.

I den nordiske mytologi markerer Ragnarok enden på verden, en apokalypse. Men Vølvens Spådom, det oldnordiske skjaldedigt, der genfortæller gudernes livsforløb fra begyndelse til slutning, åbner samtidig døren for, at der efter Ragnarok opstår en ny verden. De få overlevende gemmer sig i en hule og kommer frem morgenen efter det store, altødelæggende slag:

Jorden komme
op af havet,
eviggrøn;
fosser falder,
ørnen flyver
derover og fanger
fisk i fjeldet.

Vi kan måske passende se Sherif Bell og H.W. som to skæbner, der bærer livsmodet og gnisten af godhed i sig, til at håbet om en ny morgen også brænder i hjertet af disse kulsorte fortællinger om et Amerika (og en verdensorden) på afveje.


Om Oscaruddelingen 2007:

Oscaruddelingen 2007 blev afholdt 24. februar 2008 i Kodak Theatre, Los Angeles.

Værten var Jon Stewart.

’No Country for Old Men’ og ’There Will Be Blood’ modtog begge 8 nomineringer (flest af alle nominerede film). ’Atonement’ og ’Michael Clayton’ modtog hver 7.

’No Country for Old Men’ modtog 4 Oscars: bedste film, bedste instruktør, bedste adapterede manuskript og bedste mandlige birolle (Javier Bardem).

’There Will Be Blood’ modtog 2 Oscars: bedste mandlige hovedrolle (Daniel Day-Lewis) og bedste fotografering.

’The Bourne Ultimatum’ modtog 3 Oscars (dvs. i alle de 3 kategorier filmen var nomineret).

’No Country for Old Men’ havde indspillet for 49 mio. dollars i USA inden Oscaruddelingen (men fik nyt liv i biograferne og endte med en indtjening på 74 mio.), mens ’There Will Be Blood’ havde indspillet for lige knapt 9 mio. dollars op til uddelingen (men endte med en samlet box office-indtjening i USA på 40 mio.).

Læs også: Ingen er blevet snydt mere af Oscar i nyere tid