’2 Dope Queens’: Jessica Willams og Phoebe Robinsons HBO-udgave af deres populære podcast er skidehamrende god

’2 Dope Queens’: Jessica Willams og Phoebe Robinsons HBO-udgave af deres populære podcast er skidehamrende god
Jessica Williams og Phoebe Robinson i '2 Dope Queens'.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Jessica Williams, Phoebe Robinson, Tig Notaro

Medvirkende

Jessica Williams, Phoebe Robinson

Spilletid

4 afsnit à 55 min.

Premiere

Kan ses nu på HBO Nordic

Det vil glæde fans af WNYC Studios-podcasten ’2 Dope Queens’, at conscious comedy-formatet nu har fundet vej til HBO. I en serie af klassiske comedy specials tager kanalen nemlig med de to überseje standup-queens Jessica Williams og Phoebe Robinson på tour rundt i USA – første episode er live from New York. Og det fungerer faktisk (og egentlig ikke særligt overraskende) skidehamrende godt. For formatet er nærmest en 1:1-spejling af den podcast, vi (jeg) har kendt og elsket i knap to år.

Kort fortalt er ’2 Dope Queens’ – både podcasten og tv-formatet – de to komikere Williams’ og Robinsons charmerende og cool safe space: De to standup’ere fyrer den af i klassisk comedy-dialogisk stil og inviterer i hvert afsnit et par gæster, typisk andre standup’ere, med på scenen. Det, der adskiller ’2 Dope Queens’ fra lignende formater, hvor en scenevant standupkomiker binder en række kortere gæste-sets sammen, er Williams’ og Robinsons evige fokus på minoriteter og synlighed:

Gæsteperformerne er nemlig oftest minoritetsstemmer, det være sig racialiserede, queer, feministiske, homoseksuelle, eller noget helt femte. For at understrege pointen er det også Phoebe Robinson, der står bag den (virkelig fine!) interviewpodcast ’Sooo Many White Guys’, hvor præmissen er, at kun én eneste gæst i hver sæson må være en hvid heteromand – så han skal udvælges nøje (i år er det ’the whitest guy in America’, Tom Hanks, der har æren). ’Sooo Many White Guys’ er i øvrigt produceret af Ilana Glazer fra ’Broad City’.

Som tv-format adskiller ’2 Dope Queens’ sig altså minimalt fra podcast-versionen, med den undtagelse at der er mindre studiesnak/redigering i tv-versionen… og selvfølgelig at det er pisseskægt at få ansigter på sine radioidoler (især fordi de to queens altid taler meget om frisurer, er det afsindigt rart at se deres hår irl!).

I første afsnit er gæsterne alle komikere: Michelle Buteau, Mark Normand og Baron Vaughn samt et kort gæstevisit fra Jessica Williams’ tidligere chef fra The Daily Show Jon Stewart (der sammen med Jess og Phoebe blindtester gourmet- vs. slampizza).

Annonce

Kvaliteten af de tre komikeres set er svingende. Mark Normand leverer en – undskyld mig – decideret røvsygt og stereotypt omgang med et suuuper-banebrydende standup-fokus på (wait for it)… forskellen på mænd og kvinder (»Kvinder er altid jaloux og mistroiske. Mærkeligt at der ikke er flere kvindelige privatdetektiver. Høhø.«).

Når man ikke engang formår at tilføje et forfriskende take (tænk: Louis CK, hvis standup jeg altså – trods hans nylige og skændige fald fra tinderne – altså stadig holder uendeligt meget af), overrasker det mig, at de to hyperbevidste queens ikke har sorteret ham fra. Eller måske lige så vigtigt: At HBO-formatets ophavskvinde, Tig Notaro, ikke har screenet og fravalgt ham. Tig Notaro er nemlig selv standup’er og dyrker gerne det kontroversielle – hun har for eksempel bygget et helt show op om sin kræftsygdom og om at blive mor som lesbisk – og hun holder konsekvent fokus på netop skæve vinkler og minoritetshensyn.

Ikke desto mindre er det måske Buteau, der falder mest igennem med en række vittigheder om sin hollandske mand, hvis navn – Gijs, og nej, det udtales meget mere hhrrrrollandsk end det amerikanske slang for sperm, du og din beskidte hjerne først tænkte på – er afsindigt svært at sige sexet. Det bliver overgearet og … underligt usjovt.

Jessica Williams og Phoebe Robinson i ‘2 Dope Queens’.

Gæstelisten reddes hjem af sidste mand på scenen, Baron Vaughn, der med sin geniale komiske timing og et skævt religiøst fokus fik mig til at sprutte af grin i et ellers meget stille offentligt rum. Som barn var Vaughns yndlingssalme ’He Rose From the Grave’, lige indtil han opdagede, at alle de andre ikke som han sang, ’Heroes From the Grave’, udtalt med dyb basstemme som speaket i en filmtrailer, hvilket ellers, som Vaughn bemærker, havde været »den perfekte undertitel til biblen«).

Vaughns set gjorde kort sagt netop det, comedy specials gør, når de lykkes: Det gjorde mig sulten efter mere.

Det er seriøst svært ikke at elske ’2 Dope Queens’ nøje selekterede gæster, uovertrufne kemi og superpolitiske overbindinger (»Jeg hader, når hvide kvinder siger, de ville ønske, de var sorte, så de kunne sige ’go kiss my black ass’. For det er seriøst 0,0000001 procent af the black experience. Og jeg ville i øvrigt blive fyret, hvis jeg sagde det«).

For selvom deres dialog helt klart og naturligvis er trænet til fingerspidserne, virker den spontan og ikke-indstuderet, og de pingponger sig letbenet igennem den. De to har seriøst bragt noget nyt til standup-scenen, der alt for ofte falder i mandehørmsfælden med hvid heteroseksuel ostehumor. Hvor meget nyt – foruden selvfølgelig levende billeder – tv-formatet føjer til den i forvejen formidable WNYC-podcast, kan måske diskuteres.

Men hvis du som undertegnede ikke kan få nok af Jessica Willams og Phoebe Robinson, er det bare at gå om bord.