Casey Afflecks evige flugt fra stjernehimlen

Casey Affleck under sidste års Oscar-show. Foto: Christopher Polk/Getty Images
Selv efter han vandt sin første Oscar for ‘Manchester by the Sea’, står det klart, at Casey Affleck – aktuel i ’A Ghost Story’, som er Månedens Film i Cinemateket – ikke er som de andre Hollywood-stjerner. Han hader mediernes forvrængede stjernedyrkelse. Når han taler om forbillederne for sin kommende debut som fiktionsinstruktør, nævner han en belgisk cineastperle, de færreste kender til. Og hver gang han står foran det brede, folkelige gennembrud, sørger han for, at det udebliver.

Casey Affleck havde knap stillet sin Oscar på kaminen, før han kravlede under et lagen.

I David Lowerys ‘A Ghost Story’ viser han sit ansigt i sammenlagt ti minutter. Resten af tiden trasker han rundt som sørgmodigt spøgelse i lange totalskud. Med et hvidt sengetæppe over hovedet og øjnene skjult i to natsorte huller.

Forestil dig George Clooney, Brad Pitt eller Leonardo DiCaprio lave et lignende karrieretræk. Nej, vel? Casey Affleck er et fremmedlegeme i Hollywood, selv efter han vandt en Oscar for sin hjerteflænsende præstation i ‘Manchester by the Sea’.

Eller som han siger, da vi får en sjælden soloaudiens med ham i Los Angeles: »Jeg har intet imod at være under et lagen – overhovedet ikke«.

Allerede inden ’A Ghost Story’ havde omverden vænnet sig til at se lillebror Affleck styre uden om de roller og røde løbere, der endegyldigt ville forene Affleck-brødrene i inderkredsen af Englenes by.

Casey Affleck bjergtog allerede i 2007 filmverdenen med sine præstationer i ‘Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford’ og ‘Gone Baby Gone’, instrueret af netop brormand Ben. Efterfølgende stod de fuldfede kontrakter i kø. En enkelt underskrift ville slynge hans navn mod storbyernes billboards, og alle bekymringer om regninger og husleje ville fordampe.

Casey Affleck som spøgelse i ‘A Ghost Story’, der er aktuel som Månedens Film i Cinemateket.

Men Affleck takkede nej – og så nej igen. I stedet lavede han den herostratisk berømte fupdokumentar ‘I’m Still Here’ med Joaquin Phoenix som fed, vrælende rapper. En film, der nok ville spidde celebrity-kulturen, men egentlig virkede mere forhippet på at frastøde sit publikum.

»Hvis du ser projektet i bagklogskabens lys, så rev Casey to år ud af kalenderen i stedet for at blive en hot skuespiller … Projektet var intelligent og kreativt, men Casey lavede det på bekostning af sin skuespilkarriere«, udtalte storebror Ben Affleck i et interview med New York Times.

‘A Ghost Story’ er et godt eksempel på, at Casey Affleck bliver ved med at stå der, hvor han har stået det meste af sin karriere: På kanten af det folkelige gennembrud. Ben begræd, at broren ikke tog det sidste skridt, mens journalister har udstyret portrætter med rubrikker som »Casey Affleck fortjener at være mere kendt«.

De overser dog en ting: Outsiderrolle er ikke hans lod. Det er hans vilje.

»Jeg ser ikke mig selv som en filmstjerne«, siger han. »Og det tror jeg egentlig heller ikke, andre gør. Jeg tror ikke, at folk går særligt meget op i, hvad jeg laver, og det er helt ærligt ikke noget, jeg interesserer mig for«.

»Jeg er altid på udkig efter noget anderledes, og man må sige, at det er anderledes at være under et lagen. Det var virkelig befriende og tvang mig til at gøre ting, jeg ikke normalt ville være i stand til at gøre. Det var næsten som at spille skuespil med en andens ansigt. Jeg ved ikke… Det var bare en unik mulighed, der fik mig op at køre«.

De undertrykte følelsers stemme

Spørgsmålet er, om han overhovedet ville fungere som førsteelsker eller actionhelt i Hollywoods største baskere. For Affleck medvirker ikke blot i særegne projekter, på lærredet inkarnerer han også utilnærmelige, indebrændte mænd, hvis selvudslettende ydre skjuler et kogende raseri.

Hør blot hans dirrende, sårbare røst og forestil dig, at den tilhørte en altruistisk superhelt i kappe. Han kan knap ytre et ord, uden at det synes at dække over et traume, et akkumuleret smertehelvede af levet liv. Det er ikke en stemme, der er skabt til halvtomme replikker i IMAX-biografer. Det er de undertrykte følelsers stemme.

I ‘Manchester by the Sea’ pisser Afflecks pedel på alt og alle, inden han tvinges tilbage til titlens fiskerby for at stirre lukt ind i fortidens sår. Han forsegler et brusende hav af sorg og selvlede i en pansret boks, der sprækker scene for scene.

Casey Affleck over for Michelle Williams i en af de stærkeste scener i ‘Manchester by the Sea’.

Når han endelig knækker sammen, gør man det samme i biografsædet.

»Noget af det, jeg har lært fra de store instruktører, jeg har arbejdet med – ikke mindst Kenneth Lonergan, der instruerede ‘Manchester by the Sea’ – er, at man altid skal være 100 procent sikker på, at det, skuespillerne siger og gør, er troværdigt. Det er det vigtigste«, siger Affleck.

»Jeg har aldrig været på filmskole, og jeg vil generelt ikke påstå, at jeg ved meget om film. Men jeg har immervæk lavet dem, siden jeg var 17 år. Så jeg har en stor erfaring at trække på. Jeg tror, at det gør mig i stand til at arbejde ud fra en mavefornemmelse og måske ramme nogle rene toner, selv om jeg ikke altid ved, hvad jeg laver«.

Annonce

Vrangbilleder

Men Affleck leder ikke kun efter noget under lagenet, han gemmer sig også. Skuespilleren har flere gange punkteret den celebrity-kultur, han modstræbende er blevet hevet ind i, kulminerende med ‘I’m Still Here’, der sendte satiriske projektiler mod den medieskabte stjernehimmel.

I Marc Marons ‘WTF’-podcast, der blev optaget under sidste års Oscar-kampagne, åbnede han igen op for sluserne: »De fleste folk har ikke tid til at få nuancerne med, så de siger bare: Stik mig overskriften! Derfor kommer det til at handle om, hvem vi kan lide, hvem vi hader, hvem der er rebellen, og hvem der er the all American hero. Intet af det er tæt på sandheden … Det er ret ulækkert«.

Man fornemmer, at han siden har haft mere end en enkelt alvorssnak med studiernes publicister, for under vores interview svarer han mere udglattende omkring sit forhold til medierne. Det er en del af jobbet, siger han ofte. Alligevel kan han ikke helt holde følelsen af at blive misforstået på afstand:

Casey Afflecks gode ven Joaquin Phoenix i mockumentaryen ‘I’m Still Here’, som Affleck instruerede.

»Der er mange vrangbilleder og fejlfortolkninger i medierne. Folk, der er i underholdningsbranchen, bliver set gennem en bestemt linse, men hvis man tror, man kender stjernerne på baggrund af interviews og lignende, så tager man fejl. Jeg har selv svært ved at genkende de billeder, der bliver tegnet af mig«, siger han.

Man kunne indvende, at Affleck har været med til at skabe vrangbillederne.

Da han endnu var ung og ukendt, så han mediernes arsenal af linser og mikrofoner overfalde Ben Affleck og Matt Damon – de unge Oscar-vindere bag ‘Good Will Hunting’, som Casey selv spillede med i. Han indså hurtigt, at han ikke ønskede det samme. Så allerede inden han blev genkendt på gaden, havde han opbygget et værn mod de nyfigne blikke.

Bedre blev det ikke, da han – adskillige år inden Harvey Weinstein-skandalen løftede låget på Hollywoods forkvaklede chikanekultur – røg i mediernes gabestok, anklaget for sexchikane mod to kvindelige crew-medlemmer under optagelserne til ‘I’m Still Here’. Affleck nægtede sin skyld, men retssagen endte med, at Affleck indgik et forlig med de to kvinder, og siden har han forsøgt at glemme sagen. Det lykkedes – indtil Oscar-ræset flåede låget af æsken på ny.

Kunstner i et mediecirkus

Da vi spørger ham til, hvad han selv mener, var den værste oplevelse ved at være en hovedfigur i det intense awards race, svarer han uden at gå i nærmere detaljer:

»Udfordringen er, at omtalen i medierne kan være ekstremt hård, ikke kun for mig, men for min familie og de mennesker, jeg holder af. For mig er de det vigtigste«.

Han tilføjer, at han har lært at leve med rampelyset efter sidste års Oscar-ræs.

»Det var selvfølgelig et højdepunkt for mig at vinde en Oscar. Det var en slags ud-af-kroppen-oplevelse. Men det er klart, at der både er op- og nedture, når man bliver talt om i medierne«, siger han.

»Det kan godt være, at jeg ikke er den største fan af Los Angeles, og at jeg savner min hjemby, men jeg har mange gode venner her. Jeg har bare måttet indse, at en del af jobbet er at møde op til pr-begivenheder og gå på røde løbere og alt det der. Når alt kommer til alt, findes der mange job, der er værre. Så jeg vil ikke brokke mig«.

Men selv om Affleck i stigende grad dukker op i mediecirkusset, er det mere af pligt end af lyst. Det er ikke bare noget, han siger. Det er noget, man kan se. Som da han sidste år påtog sig værtsrollen til ‘Saturday Night Live’s juleshow, hvor han blandt andet skabte sig som bøvet Dunkin’ Donuts-kunde, men mest af alt lignede en mand, der var gået forkert.

Han er dog villig til at træde ind i mediecirkusset, så længe han promoverer smalle film, der har tappet hans hjerteblod.

»Jeg ser det som en god ting at lave pr for en film, man er stolt af – specielt hvis det er en film, som ikke automatisk kommer i de store biografer. Det var tilfældet med ‘Manchester by the Sea’, så der tøvede jeg ikke med at dukke op til medieevents. De små film, vi laver, ville næsten være umulige at finde, hvis vi ikke gik ud af huset og forsøgte at sælge dem til et publikum«.

Casey Affleck i ‘The Killer Inside Me’.

Og det er de film, han helst vil lave. Film, der har brug for voldsomme rygstød for overhovedet at fylde en biografsal. Det skal man ikke studere hans filmografi længe for at indse. For eksempel spillede han psykotisk seriemorder i Michael Winterbottoms bestialsk blodige ‘The Killer Inside Me’, og i Gus Van Sants ‘Gerry’ vandrede han og Matt Damon hvileløst rundt i ørkenen uden skyggen af et projekt, man kunne forstå.

Samtidig har han ved flere lejligheder latterliggjort Steven Soderberghs ‘Ocean’s’-film, hvor han går i ét med tapetet bag sværvægterne Pitt og Clooney.

Hans kommende debutspillefilm, ‘Light of My Life’, lader heller ikke til at være rettet mod laveste fællesnævner. Det er et drama om en far (spillet af Affleck selv) og hans datter, der fanges i en skov i kølvandet på en pandemi. Punktum. Med ægte begejstring beskriver han, hvordan han har undladt at bruge nærbilleder og klassisk trepunktsbelysning, som man kender det fra den brede mainstream.

»Jeg brugte naturligt lys så meget som muligt. Faktisk tror jeg kun, vi belyste kunstigt en eller to gang i hele filmen. Så på en måde kan man sige, at jeg var inspireret af Chantal Akerman og en film ved navn ‘Jeanne Dielman’, som virkelig formår at skabe en hypnotisk visuel rytme med kameraet«, siger han.

Den fulde titel på inspirationskilden er ‘Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080’, en belgisk film, der insisterende formidler hverdagens monotoni. Den har sølle 4.420 stemmer på filmsitet IMDb. Til gengæld varer den 3 timer og 21 minutter og er lidt af en favorit blandt de mest hardcore cineaster.

Første skoledag – igen og igen

At Affleck fremhæver netop den filmjuvel, som de færreste i Hollywood nok ville kende, siger en del. Han taler generelt som en kunstner med stort K, en filmmager, der ser forbi ydre konventioner for at spotte det indre liv.

»Jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg ville sige med ‘Light of My Life’, da jeg startede, men mod slutningen synes jeg virkelig, at jeg fandt ud af, hvorfor jeg lavede filmen. Hvad det var, der var inde i mig, som jeg ønskede at udtrykke«.

Du virker som en skuespiller, der er en smule introvert, i den forstand at du forsvinder langt ind i dine roller. Hvordan formåede du at åbne mere op og instruere andre skuespillere, mens du også skulle tænke på din egen karakter?
»Jeg vil sige, det er en misforståelse, at jeg er introvert. Jeg er overhovedet ikke introvert. Det er et billede, der er skabt af folk, der ikke kender mig. Faktisk får jeg den meste nydelse i livet fra at være omkring andre mennesker. Det er derfor, jeg elsker at være på settet og lave film. Man møder så mange mennesker og lærer dem rigtigt godt at kende. Det er som en sommerlejr«, siger han.

»Selv hvis jeg var introvert, ville jeg ikke se det som et problem, for nogle af de bedste instruktører, jeg har arbejdet med, har været meget stille, isolerede mennesker, der ikke bruger en megafon hvert andet øjeblik. Helt ærligt er jeg dog ikke en af dem. Jeg ser mig selv som meget ekstrovert«.

Casey Affleck med den Oscar, han vandt for ‘Manchester by the Sea’. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Han er i hvert fald drevet af en prøvende nysgerrighed, uanset om han står bag eller foran kameraet. Han møder op uden svar og forsøger febrilsk at finde dem på settet. Matt Damon, der producerede ‘Manchester by the Sea’, husker for eksempel, hvordan Affleck konstant stillede spørgsmål til manuskriptet over for instruktør Kenneth Lonergan – ned til mindste bagatel.

»Han kunne bruge 45 minutter på at diskutere, hvorfor han nu gik igennem stuen og ikke var i køkkenet«, har Damon sagt til New York Times.

Affleck genkender beskrivelsen:

»Jeg har ikke en formel. Tværtimod har jeg det altid, som om jeg lærer at svømme for første gang. Det er stadig en utroligt svær proces, og jeg nyder den, netop fordi den stadig er uhyggelig og spændende på samme tid. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre, før jeg gør det, men når jeg så får en stor åbenbaring, føler jeg mig glad og selvsikker. Så det er i virkeligheden som første skoledag, hver eneste gang jeg går ind på et set«, siger han.

»Jeg er taknemmelig for, at det er sådan. For hvis jeg pludselig følte, at jeg var på sikker grund, tror jeg lynhurtigt, at jeg ville kede mig«.

Dette interview blev først bragt i Soundvenue #103 (vinter 2017). Siden er anklagerne mod Casey Affleck kommet på dagsordenen igen i lyset af #Metoo – senest med den konsekvens, at Affleck har meddelt, at han ikke dukker op ved årets Oscar-show, hvor sidste års regerende vinder for Bedste Mandlige Hovedrolle ellers traditionen tro overrækker prisen til Bedste Kvindelige Hovedrolle.

Læs også: Anmeldelse af ‘Manchester by the Sea’