‘Coco’: Pixars nye eventyr sætter gang i tårekanalerne

‘Coco’: Pixars nye eventyr sætter gang i tårekanalerne
Andrew Gonzalez som Miguel i 'Coco'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Lee Unkrich & Adrian Molina

Medvirkende

Anthony Gonzalez, Gael García Bernal, Benjamin Bratt, Alanna Ubach & Renee Victor

Spilletid

105 min.

Premiere

Den 8. februar

Pixar har skabt uforglemmelige animationsfilm i børnehøjde om uforudsigelige og ambitiøse emner som legetøjs indre liv (‘Toy Story’), mekanismerne bag en 11-årig piges følelsesliv (‘Inderst inde’), curlingforældre (‘Find Nemo’) og om at blive gammel (‘Op’). Med Pixar-veteranen Lee Unkrichs ‘Coco’ kaster studiet sig over intet mindre end døden.

12-årige Miguel (med stemme fra en talentfuld Anthony Gonzales) drømmer om at blive musiker ligesom sit idol, den afdøde crooner og filmstjerne Ernesto de la Cruz (Benjamin Bratt). Men hans familie har forbudt al musik i huset – en langstrakt overreaktion på, at Miguels tip-tipoldemor blev forladt af sin mand til fordel for en musikkarriere. Miguel øver sig på sin guitar i hemmelighed og planlægger at stille op til en lokal talentkonkurrence under den mexicanske højtid Día de los muertos.

Men han bliver afsløret af sin familie, som bliver så oprørt, at hans bedstemor smadrer hans guitar. Miguel løber rasende hjemmefra, og da han nu er instrumentløs, får han den idé at stjæle guitaren fra de la Cruz’ mausoleum. Miguel er på det tidspunkt overbevist om, at stjernen er hans forsvundne tip-tipoldefar og helt sikkert ville støtte hans musikerdrøm.

Muligvis – men handlingen kaster ikke desto en forbandelse over Miguel, som betyder, at han kan se de døde og for at blive sig selv må drage til De Dødes Land og modtage en velsignelse af et af sine familiemedlemmer. Det er tip-tipoldemor Celia parat til at give med den hage, at Miguel lover at opgive musikken. Nej tak, siger Miguel og flygter fra familien for at finde Ernesto de la Cruz, der kan give ham sin velsignelse. Han får følgeskab af hustleren Hector (Gael García Bernal), der vil lede ham til de la Cruz til gengæld for, at Miguel sætter Hectors billede op på et familiealter, som man gør under Día de los muertos for at ære sine afdøde familiemedlemmer.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Når man bliver glemt i den jordiske verden, forsvinder man nemlig også i De Dødes Land.

Der er meget plot i ‘Coco’ og mange forklaringer af regler i de to verdener. Men når man ser filmen, er det ikke indviklet, formentlig heller ikke for børn. Til gengæld er det overraskende og afslører hele tiden nye lag i den familiekrønike, som vi er på opdagelsesrejse i sammen med Miguel. Hvad der starter som et lidt barnligt ønske om at realisere sig selv, udvikler sig til en fin fortælling om at prioritere sin familie og mindes sine forfædre.

‘Coco’.

Pointen er ikke overraskende, men den er overraskende effektiv til at sætte gang i tårekanalerne. Også denne Pixar-film har en beundringsværdig evne til at få dine følelser til at snige sig ind på dig på en måde, hvor du føler, at filmen har gjort sig fortjent til dine tårer.

Filmen er mere lige ud ad landevejen end Pixars mest originale universer som ‘Inderst inde’ og ‘Wall-E’, men De Dødes Land er et fascinerende sted at opholde sig. Selvom karaktererne er reduceret til skeletter, er de ikke uhyggelige, og verdenen er fuld af fest og farver. Den visuelle side er bjergtagende, fuld af tårne, lys, flag, broer og flyvende fabeldyr i strålende farver.

En skægt krukket og kunstnerisk ambitiøs Frida Kahlo optræder med et storslået avantgardistisk show, og Ernesto de la Cruz holder en Gatsby-lignende fest på toppen af et bjerg. I en af filmens mest charmerende sekvenser stiller Miguel og Hector op til et talentshow for at vinde en billet til festen med de la Cruz-sangen ‘Un Poco Loco’, en munter ørehænger. I det hele taget er den traditionelt mexicanskinspirerede musik skøn – jeg har hørt soundtracket i dagevis – og den Oscar-nominerede ballade ‘Remember Me’ af ‘Frozen’-sangskriverne Robert Lopez og Kristen Anderson-Lopez går lige i hjertet. Ligesom filmen.

‘Coco’ er den første Pixar-film med ikke-hvide hovedpersoner, og den mexicanske historie er blevet taget imod med begejstring af latinosamfundet. Det er forfriskende og glædeligt, at Pixar udvider paletten – inklusionspoints for at bruge et rent latinostemmecast – og for en udefrakommende virker filmen inkluderende og respektfuld frem for eksotiserende over for mexicansk kultur.


Kort sagt:
‘Coco’ er en charmerende, visuelt storslået, musikalsk fængende og ekstremt rørende film om at huske sin familie. Ikke helt på niveau med Pixars mest innovative film, men en dejlig oplevelse, som kan varmt anbefales til både børn og voksne.