CPH:DOX afslører årets fulde program: Hyldet Oscar-kandidat, nyt fra ‘Qeda’-instruktør, Sundance-hits og meget, meget mere

CPH:DOX afslører årets fulde program: Hyldet Oscar-kandidat, nyt fra ‘Qeda’-instruktør, Sundance-hits og meget, meget mere
Agnès Varda og JR i den Oscar-nominerede og almendt hyldede 'Faces Places'.

I sidste uge løftede CPH:DOX lidt af sløret for programmet til årets dokumentarfillmfestival, der kommer til at køre fra 15. til 25. marts. De annoncerede både et omfangsrigt musikprogram og den The xx-kuraterede programserie ’I See You’ med film, der udforsker køn, identitet og performance i samtiden.

Nu er hele festivalprogrammet så gået i luften, og det er som sædvanligt et overflødighedshorn af film og events med skyhøje ambitioner.

Flere af festivalens premierer indeholder interessante danske film. ’Qeda’-instruktør Max Kestner er for eksempel tilbage i dokumentarformatet med ’Slette omstændigheder’, der omhandler Danmarks-ekspeditionen til Grønland i 1906-1908, som lederen Ludvig Mylius-Erichsen mistede livet under.

Desuden er der verdenspremiere på Frederik Sølbergs ’Doel’, der skildrer en næsten mennesketom by i Belgien og dens 26 indbyggere, som bor lige ved siden af et atomkræftværk. Myndighederne vil rive byen ned for at gøre plads til en containerdok, men beboerne bliver stædigt boende i de ødelagte rammer, alene på grund af idéen om at have et hjem, der er éns eget.

Der er også gjort plads til flere store internationale festivalhits. I samarbejde med Soundvenue præsenteres eksempelvis ’Minding the Gap’, der følger tre unge drenge i Chicagos skatermiljø. Sundance-dokumentaren, som Indiewire har kaldt »skate-videoernes ’Boyhood’» beskriver drengenes tætte bånd i en ellers omskiftelig tilværelse.

Derudover vises den 89-årige franske nybølgeinstruktør Agnès Vardas Oscar-nominerede ’Faces Places’, som hun har lavet i fællesskab med fotograf og graffitimaler JR. Filmen følger deres rejse gennem Frankrig, hvor de laver portrætter af de forbipasserende personager. Der præsenteres desuden nye dokumentarfilm fra veteraner som Frederick Wiseman, Barbet Schroeder og Abel Ferrara.

Årets CPH:DOX har flere konkurrencer, arrangeret i forskellige serier. I hovedkonkurrencen DOX:AWARD kan man blandt andet finde de danske film ’Lost Warrior’ og ’Fædre og sønner’. Samtidig uddeles New:Vision-prisen blandt et udvalg af nye film af billedkunstnere, som for eksempel tæller Alex da Corte, der med ’Slow Graffiti’ har lavet et syret remake af Jørgen Leths ’Det perfekte menneske’.

Festivalgængerne kan selv være med til at bestemme en vinder af Politikens Publikumspris, som blandt andet Sundance-vinderen ’Kailash’ dyster om. Filmen følger aktivisten Kailash Satyarthi, der i 2014 blev tildelt Nobels fredspris for sin kamp mod undertrykkelse af børn.

Igen i år er der selvfølgelig også en masse interessante events. I det nye tiltag CPH:Meetings inddrager internationale eksperter og fagfolk eksempelvis publikum til diskussion af aktuelle emner, der akkompagneres med filmvisninger. Debatten om kønsportrættering i Christian Tafdrups ’En frygtelig kvinde’ ser her ud til at blive genoptaget.

Festivalens hovedkvarter bliver på Kunsthal Charlottenborg, hvor man blandt andet kan opleve gratis talks, det tilbagevendende Social Cinema og en VR-biograf.

Læs også: Jenny Wilson annoncerer nyt personligt album om overgreb – ‘Exorcism’ får premiere til CPH:DOX

Annonce