Når Guillermo del Toro indtager et rum, sker det med bulder og brag. Ikke kun fordi han i fysisk forstand er stor, men fordi han stemme, hjertelighed, hjernehastighed og ordstrøm får hele lokalet til at dirre. I det hele taget er der noget julemand over den hyldede, mexikanskfødte instruktør og manuskriptforfatter bag film som ’The Devil’s Backbone’, ’Hellboy’ og ’Pans labyrint’.
Nu er den 52-årige del Toro aktuel med ’The Shape of Water’, der høstede hovedprisen ved filmfestivalen i Venedig og anses som favoritten til at vinde Oscar for bedste film i starten af marts. Og paradoksalt nok spiller stilhed en afgørende rolle i bulderbragets nyeste værk.
Du har skrevet en film, hvor der er masser af dialog, men hvor hovedkaraktererne er en stum rengøringskvinde og et væsen, der lever under vand. Hvordan kan det være?
»Stilhed er et relevant aspekt, fordi vi lever i en tid, hvor man ikke kan stole på, hvad der bliver sagt. Ord er ikke længere troværdige. Derfor var det vigtigt for mig, at de to hovedkarakterer var stille og på den måde kunne fremstå ærlige og oprigtige«.
Det er tydeligt, at du vil sige noget med stilheden. Kan du uddybe dit budskab?
»Vi bliver fodret med så meget ideologi, der fremelsker had og skaber et ’os’ og et ’dem’. Men der eksisterer kun én ting, og det er et ’os’.
Så filmen er en kærlighedserklæring til det faktum, at vi har brug for meget mere rummelighed og forståelse. Verden i dag er så optaget af had og opdeling, grådighed, diskrimination, immigration. Alt, hvad der opdeler os og tillader os at hade andre. Men når vi dæmoniserer dem, reducerer vi os selv fuldkommen som mennesker og bliver i virkeligheden bare endnu mere umenneskelige. Endimensionelle, ude af stand til at forholde os til kompleksitet.
Så filmens kerne er, at hvis du vælger at frygte, udstøde og isolere andre, så opruster du. Men hvis du omfavner andre, også selvom de er anderledes, er du med til at skabe rum og løsninger«.
Hvad håber du på at opnå med filmen?
»Som verden ser ud i dag, synes jeg, at kynisme har vundet over intelligens. Derfor blev det vigtigt for mig at lave filmen nu. Den har ulmet i årevis, men nu var det tid til at få den op til overfladen, og her spiller stilheden sjovt nok ind igen.
For ord er ikke længere nok til at fange folk og overdøve kynismen. Men hvis du indleder en fortælling med ’Der var engang i ’62 en pige, der ikke havde nogen ord…’, så trænger du igennem. Folk hører efter, for pludselig er det et eventyr. Og hvis folk åbner op for det og lytter lidt efter, så ender det måske også med, at de føler lidt, og hvis de føler lidt, flytter det dem måske lidt.
Når det er sagt, er der også altid flere måder at fortælle en historie på. Man kan gå ind ad bagvejen og fortælle den fra arbejdernes perspektiv, dem der renser toiletterne. Eller man kan tage hoveddøren og fortælle ud fra magtens perspektiv. For mig at se er slagtet om Waterloo set og fortalt fra Napoleons point of view virkelig kedeligt, så jeg foretrækker helt klart bagindgangen«.
Hvad er det, der er så stærkt ved stilhed?
»Alle, der har været forelskede eller elsket, véd, at når du er opslugt af så voldsomme følelser, er der intet andet, der betyder noget. Kærlighed, dét at røre ved et andet menneske, er den mest oprigtige form for kommunikation. Det er ikke nødvendigt med ord, og det har altid betaget mig. Med stilhed kan man rumme og acceptere andre, fuldkommen som de er.
Og der findes ikke mere noget rent og filmisk end stilhed. Jeg mener, film er skabt af scener og følelser, hvorimod tv og serier kræver meget mere interaktion og dialog. I en film kan du nøjes med to mennesker, der sidder i hver sin ende af et rum, og selvom der ikke bliver brugt ord, siger øjeblikket en hel masse. Det fascinerer mig.
I filmen har Sally (Hawkins, red.) en lang monolog med tegnsprog, og som tilskuer er man fuldkommen optaget af hendes udtryk og mimik. Man ved 100 procent, hvad hun tænker og føler, og jeg synes faktisk, det er endnu stærkere og intenst, netop fordi hun ikke kan bruge ord. For mig virker det langt mere bevægende«.
Hvordan synes du selv, ’The Shape of Water’ adskiller sig fra dine to tidligere film?
»Det her er en film, jeg har drømt om at lave hele mit liv. De film, jeg tidligere selv har skrevet manuskript til, blev alle sammen affødt af nogle svære perioder af mit liv. På mange måder er det her min første film som voksen. Jeg er blevet 52, og jeg vil sige noget andet, end jeg har gjort før. Som min mentor hjemme i Mexico sagde, efter han havde set filmen: ’Nu pustede du endelig luft ud. For mig er det her din første film, for i alle dine tidligere film har du holdt vejret og holdt så meget sammen på dig selv’«.
Her til sidst – din fascination af vand og væsener. Hvor kommer den fra, og hvordan har du holdt den i live?
»Jeg har drømt om vand hele mit liv. Andre mennesker har drømt om, at de kunne flyve eller være usynlige, men jeg har drømt om, at jeg kunne trække vejret og leve under vand.
I det hele taget drømmer jeg konstant, også når jeg er vågen. Da jeg var barn, var jeg i perioder ret isoleret, men jeg kunne bruge timevis på at svømme eller lege med myrene i haven og lave historier. Sådan har jeg det stadig. Jeg frygter ikke en seks timer lang mellemlanding i en lufthavn som så mange andre. Jeg sætter mig bare godt til rette, betragter mennesker og digter historier«.
Læs også: Anmeldelse – Guillermo del Toros monsterromance er en smuk og ufarlig særling