Hollywoods mest undervurderede skuespiller fortjener en plads i solen

Hollywoods mest undervurderede skuespiller fortjener en plads i solen
Michael Stuhlbarg som Elios far i 'Call Me By Your Name', hvor han leverer en af de mest mindeværdige monologer i nyere filmhistorie.
Han var 41 år gammel, da Coen-brødrene skabte hans filmkarriere, og siden har han løftet alt, han har medvirket i, et niveau (som regel to). Med roller i ’Call Me By Your Name’, ’The Shape of Water’ og ’The Post’ er han med i en tredjedel af årets Oscar-nominerede film, og nu er det på tide, at han får den anerkendelse, han har fortjent.

Popquiz: Hvilken skuespiller er med i hele tre af de ni nominerede til Bedste Film ved årets Oscar-uddeling?

Okay, har du kigget på billedet ovenfor, har du måske allerede luret svaret, eller også tænkte du bare, ’aaaaah, ham har jeg set før, men hvad filan er det nu, han hedder?’ Uanset hvad så tag bedriften ind: Michael Stuhlbarg, som han hedder så mundret, er med i intet mindre end en tredjedel af årets nominerede: Guillermo del Toros ’The Shape of Water’ som russisk spion på en hemmelighedsomgærdet amerikansk facilitet, Steven Spielbergs ’The Post’ som New York Times’-redaktør Abe Rosenthal og ’Call Me By Your Name’ som den forelskede teenagedreng Elios blide professorfar.

Til gengæld er han ikke selv nomineret for en eneste af rollerne, selvom han blev spået gode chancer for en birolleanerkendelse for sin præstation i Luca Guadagninos tæskelækre romance. Det er sigende for den 49-årige skuespiller, at det sjældent er ham, der løber med anerkendelsen. Og det til trods for at det er svært at finde en scene, han ikke gør bedre, end den stod på papiret, og at hans valg af film og serier er så skudsikkert, som det kan blive, når man ikke hedder George Clooney og også skal have smør på brødet.

Michael Stuhlbarg sammen med Michael Shannon i ‘The Shape of Water’.

Michael Stuhlbarg er en karakterskuespiller par excellence, en af de der spillere, som altid arbejder i instruktørens tjeneste, hvilket utvivlsomt også er derfor, at kapaciteter som Coen-brødrene, Martin Scorsese, Danny Boyle, Denis Villeneuve, Woody Allen, del Toro og Spielberg har sendt bud efter ham, flere af dem endda gentagne gange, med vidt forskellige roller, fra gangsterboss til tandlæge og økonomidirektør.

Når han stjæler billedet – og det gør han ofte – føles det aldrig anmassende, nogle gange nærmest undskyldende og afdæmpet, som hans nøglescene i ’Call My By Your Name’, der hører til filmens allermest roste og omtalte, og som kan sende en klump gennem halsen på selv den mest følelsessky træmand.

I den allerede nyklassiske scene taler han til Elio om, hvor vigtigt det er at føle noget, også selvom det gør ondt, og han antyder, at han selv har haft lignende oplevelser som sønnen, da han var ung. Monologen er hentet ordret fra bogforlægget, men Stuhlbarg leverer den med lige dele håb, varme, empati og melankoli, så man ikke kan tro andet, end at den kommer direkte fra Mr. Perlmans inderste sjæl.

Det er nok den mest bemærkelsesværdige enkeltscene i Stuhlbargs karriere.

Den ene fod foran den anden

Historien om Michael Stuhlbarg er historien om en skuespiller, der meget langsomt har nærmet sig gennembruddet og i virkeligheden lige så godt aldrig kunne have fået det.

Han er klassisk trænet fra Julliard helt tilbage i 1992, og han har studeret skuespil på såvel UCLA og British American Drama Academy samt mimekunst hos legenden Marcel Marceau. Stuhlbarg skiller sig således ud fra trenden af uuddannede amerikanske skuespillere, han kan sine virkemidler til fingerspidserne, men har per definition og udseende aldrig været den fødte leading man i Hollywoods filmfødekæde.

Vidste man det ikke i forvejen, kommer det derfor nok heller ikke som nogen overraskelse, at Stuhlbarg har en prominent teaterkarriere bag sig, der tog form fra starten af 90’erne og peakede med en stor rolle i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’-aktuelle Martin McDonaghs ’The Pillowman’, hvor Stuhlbarg tog over 20 kilo på til rollen som en mand tynget af en opvækst hos voldelige forældre.

Michael Stuhlbarg som den pressede Larry Gopnik i ‘A Serious Man’.

Det var Coen-brødrene, der skabte Michael Stuhlbargs filmkarriere. Kald det et tilfælde, kald det skæbnen, kald det den fortjente belønning efter mange års hårdt og solidt arbejde. Stuhlbarg var taget til casting på den lille yiddisch-sprogede prolog til Joel og Ethan Coens ’A Serious Man’. Han fik ikke rollen, men flere måneder senere ringede brødrene for at teste ham til såvel hovedrollen som Larry Gopnik og den store birolle som Onkel Arthur.

Stuhlbarg landede hovedrollen og gik ved premieren i 2009 som 41-årig direkte fra intetsigende småroller på film til eftertragtet karakterskuespiller hos de mest velrenommerede auteurs. Han er da også blændende som den jødiske matematiklærer, der skuer op mod de mørke skyer, der truer hans tilværelse og har endog meget svært ved at sige fra, selvom hans kone er ham åbenlyst utro, og en anonym gerningsmand prøver at spolere hans ventede fastansættelse. Stuhlbarg er svag, men ikke urealistisk patetisk, skæv uden at virke som en konstruktion og står tilbage som et lysende billede på den gennemsnitlige midaldrende middelklassemands gradvise sammenbrud, der passer perfekt ind i Coen-brødrenes tragikomiske univers.

»Man ved aldrig, hvad der sker i ens liv. Jeg har spillet skuespil, siden jeg var barn, jeg har lavet 35 stykker i New York før ’A Serious Man’, men man ved aldrig, hvad det betyder, når man sætter den ene fod foran den anden. Jeg sætter min bedste fod foran for at gøre det bedste indtryk, jeg kan, og det har tjent mig godt lige siden«, har skuespilleren sagt til The Guardian.

Annonce

Solid som en klippe

Efter ’A Serious Man’ rullede lavinen. Stuhlbarg skabte en fantastisk underholdende og inciterende figur som den jødiske gangsterboss Arnold Rothstein med butterfly og spilletrang i Terence Winter og Scorseses HBO-serie ’Boardwalk Empire’. En elegant og høflig mand med magtmenneskets ubønhørlighed lurende centimeter under silkevesten.

Scorsese genvalgte ham til en rolle som kongresmedlem i ’Lincoln’, han var Cate Blanchetts sleske tandlægechef i Woody Allens ’Blue Jasmine’, filmprofessor i ‘Hugo’, Apple-grundlæggerens mangeårige arbejdsmakker Andy Hertzfeld i ’Steve Jobs’, skuespilleren Edward G. Robinson i ’Trumbo’, arrogant FBI-agent i ’Arrival’ og kirurg i ’Dr. Strange’.

Stuhlbarg som den autentiske jødiske newyorkergangster Arnold Rothstein i ‘Boardwalk Empire’.

Stuhlbarg er ikke metodeskuespiller – han forbereder sig bare godt og overlader intet til tilfældighederne, når det kommer til hans karakterers udseende og udtryk. Til rollen som undercover-russer i ’The Shape of Water’ tegnede han selv figuren på papir og afprøvede utallige briller for at se, hvad der passede bedst til det oplæg, del Toro var kommet med. Til ’Call Me By Your Name’ tilbragte han timevis med filmens hårstylist og kostumedesigner for at forberede fremtoningen.

»Han er så specifik og så præcis. Han har brug for at lave meget dyb research på, hvordan hans karakter skal se ud«, har filmens instruktør Luca Guadagnino fortalt til Vanity Fair.

»Han er solid som en klippe. Han er meget betænksom og så forberedt. Man får følelsen af, at man er i perfekte hænder. Han er en meget empatisk skuespiller«.

En plads i solen

Empatien kan dog sagtens slå over i kynisme på skærmen, enten med psykopatisk antræk som i ’Boardwalk Empire’ eller med vaklende bund som i den store birolle i tredje sæson af tv-serie-udgaven af ’Fargo’, hvor han sammen med Ewan McGregor skabte et kosteligt rådvildt forretningsmakkerpar, der bliver kørt fuldstændigt over af David Thewlis’ enigmatiske skurk.

Snart vender Stuhlbarg tilbage til tv i den ventede Hulu-serie ’The Looming Tower’ om efterretningsforspillet til terrorangrebet 11. september, hvor han spiller antiterrorismechefen Richard Clarke, endnu en rolle baseret på virkeligt forlæg.

Det må da også være en drøm at få en så grundig skuespiller som Stuhlbarg til at kropsliggøre én for eftertiden. Han kan være blid, quirky, straight, iskold og brandvarm, gerne med forvægt på det nørdede og let akavede.

Foreløbigt er en Golden Globe-nominering for ’A Serious Man’ karrierens største prismæssige skulderklap, men det skulle være underligt, hvis ikke Stuhlbarg kommer til at kalde sig Oscar-vinder en dag.

Hollywoods mest undervurderede skuespiller fortjener en plads i solen.

Læs også: Den smukkeste slutning på en film meget, meget længe

Læs også: Kritik af manglende eksplicit sex i ‘Call Me By Your Name’ er ærgerligt malplaceret