’I fars hænder’: Ny dansk dokumentar er selvterapi for åbent kamera
»Alene dét, du kalder ham far, det er unaturligt. Det gjorde vi ikke, imens han levede. Der kaldte vi ham Niels. Det føles forkert. Det føles klamt«.
Ordene kommer fra den voksne Emile Vinge, der er lillebror til dokumentarinstruktør Sven Vinge. De to brødre har, med egne ord, fader-issues så det batter, og med ’I fars hænder’ dykker Sven Vinge, der er uddannet fra den alternative filmskole Super16, helt ned i fortællingen om en alkoholiseret far: Keramikeren Niels Vinge, der døde blot 53 år gammel.
Niels Vinge blev fundet død i en snedrive 2. juledag for 17 år siden. På vej hjem ad en skovsti fra tankstationen med en flaske Smirnoff-vodka faldt han om og frøs ihjel. På den anden side af jorden, på sydamerikansk omflakkerferie i Honduras, modtager den dengang 20-årige Sven nyheden om sin fars død over telefonen. En far så fremmedgjort, at han og Emile ikke engang kaldte ham far. Niels er død, men traumerne fra en på alle måder atypisk barndom lever videre.
»Jeg har da været til flere psykologer end dig«, siger Sven i galgenhumoristisk sjov til Emile på et tidspunkt. De to voksne brødre griner afvæbnende, men situationens alvor fornægter sig ikke.
’I fars hænder’ er en nærgående og intim dokumentarfilm om den voksne Sven Vinges erkendelsesproces og mulige posthume forsoning med en ’far’ mere end et klassisk faderportræt – ikke ulig Sami Saifs ’Family’ (2001) eller Jeppe Røndes ’Søn’ (2001). Filmen skildrer Sven, der ofte selv står bag kameraet eller optræder foran det i confession-stil hjemme i den smårodede københavnerlejlighed. Han og Emiles franske mor, der blev skilt fra Niels, før brødrene endnu var blevet teenagere, ser vi på computerskærmen over en grynet Skypeforbindelse, mens farmor kun interviewes af Sven på bånd. Hun har tydeligvis ikke ønsket at optræde på kamera, men lydbidderne med hende er ikke desto mindre filmens stærkeste materiale.
Med et arsenal af spørgsmål trænger Sven sig på, men farmor er fast besluttet på at lade familiefortid være fortid: »Skal vi ikke hellere snakke om nutiden og fremtiden?« insisterer hun med spag, rystende stemme. Irriterende for graverinstruktøren, men nok også sigende for mange familier med mørke kapitler og lig i lasten. Sven vil så gerne finde ind til sandheden om faren og måske endda familiens (og sit eget) mørke sind, men bedste, som han kalder farmoren, holder kortene tæt ind på kroppen: »Der er meget, jeg har lyst til at tie stille med«, er hendes drillende enigmatiske svar.
Sven Vinge havde oprindeligt planlagt at lave historien som fiktionsfilm. Og i et forsøg på at bearbejde oplevelser fra barndommen præget af farens misbrug benytter Vinge sig af fiktionsgreb flere gange i dokumentaren. Vi ser ham holde casting af skuespillere, der skal spille faren Niels og Sven selv som dreng i en scene fra pottemagerværkstedet mellem de to. Henrik Birch, Morten Hauch-Fausbøll og Robert Reinhold gennemspiller alle scener i rollen som Niels over for Sven selv i rollen som unge Sven, mens Sven selv spiller faren Niels over for drenge, der prøver til rollen som unge Sven.
At Vinge har anbragt prøverne i den dokumentar, der i stedet blev resultatet, forekommer en smule fortænkt og noget famlende i sammenhæng med resten af filmen.
Det er muligt, at den personlige erkendelse har været stor for Sven Vinge under gennemspilningen af disse scener, men for tilskueren udebliver indsigten desværre her.
Kort sagt:
’I fars hænder’ er en ofte knugende film, hvor Vinge gennem selvoptagede confessions, gamle breve, kassettebåndsoptagelser, flimrende hjemmevideoklip og familiefotos forsøger at konfrontere traumer såvel som indre dæmoner. Det er autobiografisk selvterapi for åbent kamera: ofte navlepillende personligt på grænsen til det irriterende, men så alligevel også universelt vedkommende sine steder. Fordi familie.