’Idioten’: Dansk webserie er bedre til psyko end satire

Mads Riisom har et af de mest markante sæt øjne i dansk film. Jo jo, hans egne øjenbryn er opsigtsvækkende spidse, men det er det socialpsykologiske blik, der udmærker dem. Nogle kender ham måske som den øretæveindbydende, selvpinende kulturradikale anmelder ’Monrad’ i DR3-satiren af samme navn, men det er på teatret og som instruktør bag kortfilmene ’Piv’ og den Robert-nominerede ’Debut’, at han har vist, at han bør tages alvorligt.

Riisom viser, hvordan uskyldsrene eksistenser nedbrydes mentalt, fordi de afviger fra den kyniske omverdens forventninger – og derefter handler i afmagt. Det skete for vikaren Piv, jomfruen Anders og nu den hvalpede pædagogmedhjælper Thomas, som er centrum for Riisoms adfærdsvidenskabelige observation i webserien ’Idioten’.

Som no budget-produktion er ’Idioten’ først og fremmest en sejr for den kollektive ånd, hvis evne til at undertrykke det enkelte individ, serien samtidig problematiserer. Her bliver Thomas et nemt offer.

Spillet af Mohamed Ali Osman er Thomas en lalleglad barnlig sjæl på »29 og et halvt«, som han siger, man siger, mens han ved sin ansættelsessamtale griner fjoget over for lederen af børnehaven Solstrålen, Kirsten (Tina Gylling). Han er i sin infantile og renskurede fremtoning et fremmedlegeme selv i den Bubberficerede twillight zone, der opstår i hans konstante fysiske og psykiske tilstedeværelse i barnets univers.

Thomas har svært ved at indgå i en voksen samtale. Hans naturlige habitat er i øjenhøjde med børnene til misundelsesfuld frustration for den bistre Karl (Ole Boisen) og tilsvarende beundring hos børnehavens kvindelige ansatte. Særligt Sofie (Miri Ann Beuschel) spiller kraftigt op. Men til hvilken nytte?

At Thomas’ seksualitet befinder sig på et barnligt stadie anslås, da han til børnehavens udklædningsfest dukker op som Tarzan kun iført leopardprikkede underhylere og åndssvag paryk. Han er komplet harmløs, mere Mowgli end junglens konge.

Og så er Thomas alligevel ikke mere seksuelt ubevidst, end at han til festen lader sig ride på toilettet af praktikanten Sus, som bevidsthedsmæssigt selv befinder sig i den falliske fase. Uskyldstæppet falder. Sofie opdager dem – og hendes søde tilnærmelser forvandles til psykisk terror mod sagesløse Thomas. Miri Ann Beuschel, der var sært fascinerende som en ung inkarnation af Bodil Jørgensen i ’Forældre’, er en fantastisk scenestjæler som Sofie med sin lillepigestemme og sit kontrastfyldte ansigt med dybe smilehuller og intenst fæstnede øjne.

Snart følger resten af pædagogstaben trop i voksenmobningens navn. Nogle af personlige årsager, andre af frygt for selv at havne uden for den kollektive slipstrøm. Som seriens forlorne fru Drusse, Anemone (Patricia Shumann), forklarer Thomas, er den perfide jungleorden et resultat af Kirstens sociopatiske, demagogiske ledelsesstil bag de tilforladelige juicebrikker.

Apropos fru Drusse har Mads Riisom selv beskrevet ’Idioten’ som »et sted imellem Louis C.K.’s ’Horace and Pete’ og Lars von Triers ’Riget’«. På Ekkofilm.dk, hvor serien kan streames kvit og frit, beskrives den som en »satirisk-​psykologisk gyser«, men den lykkes kun på den psykologiske tangent.

Flere af karaktererne er for firskårne uden at være sjove, og det er begrænset, hvor mange gange den genkomne brummetone er egentlig uhyggelig. Trods kun seks afsnit føles serien samtidig lidt lang i spyttet, når den har tid til ligegyldig legestue som til Thomas’ fødselsdag, eller når diverse faremomenter med dramaturgisk inkonsistens træder tilfældigt ud og ind af hans løbebane.

I sine kortfilm gik Riisom mere ærligt til materialet. Der er rigeligt med ubehag i det menneskelige mørke – ja, alene i Thomas’ og de andre pædagogers diskussioner på SFO-niveau. Det er i øvrigt godt skåret, at kollegerne aldrig kommenterer direkte, at Thomas er sort, mens man som publikum selv læser en racerelateret årsag ind i udstødelsen.

Hvordan den kollektive hetz ofte udspringer af et enkelt menneskes afviste lyster, er gyseligt godt set af Mads Riisom. For fremtiden kan man håbe, at han lægger satiren og Trier-aspirationerne på hylden og lader skildringen af det menneskelige flokdyrs monstrøse adfærd tone renere frem.