Ingen er blevet snydt mere af Oscar i nyere tid

Ingen er blevet snydt mere af Oscar i nyere tid
Gary Oldman i 'Tinker Tailor Soldier Spy'.

Man kan næsten argumentere for, at Akademiet er mere berømt for sine dårlige valg end for sine faktiske vindere. Nogle snubs er blevet så berømte, at de fuldstændig overstråler vinderens status og retrospektivt har medført et backlash af dimensioner.

’Crash’ vs. ’Brokeback Mountain’ er blevet det arketypiske moderne eksempel på en Oscarvinder, ingen havde set komme, og som ingen efterfølgende har følt det store behov for at huske for noget godt. Men der er talrige andre nyere Oscarvindere, der i egen ret er ganske fornøjelige, men som fordi de er blevet bebyrdet med status af Oscarvinder, er lagt for had: ’Slumdog Millionaire’ og ’The King’s Speech’ er gode eksempler.

Derfor: For at undgå de alt for oplagte snubs (som er blevet repeteret ad nauseam) har jeg opstillet en regel, der er blevet bestemmende for, om en specifik forbigåelse er inkluderet eller ej i nedenstående gennemgang. Jeg betragter her kun et snub som nævneværdigt, hvis den ’forkerte’ film vandt over den ’rigtige’ i begge de to store kategorier, for film og instruktør. Efter det kriterium falder ’Crash’ vs. ’Brokeback Mountain’ udenfor, da Ang Lee trods alt fik det, der tilkom ham, nemlig prisen for bedste instruktør.

Ud over instruktørkategorien fylder skuespillerne selvfølgelig godt op på listen, som dækker perioden 1990-2016. Og så har jeg skåret en hel kategori over én kam på femtepladsen.

Julianne Moore over for Mark Wahlberg i ‘Boogie Nights’.

10. Julianne Moore taber til Kim Basinger (1997)

Det er åh så typisk for Oscar at honorere store skuespillere (og instruktører) for de forkerte præstationer, fordi man naturligvis retrospektivt er sig pinligt bevidst, at man på uretfærdig vis overså dem, da de var i deres prime.

Et rigtig godt eksempel er Julianne Moore, der i 2014 vandt en hovedrolle-Oscar for det komplet uformående Alzheimer-drama ’Still Alice’.

Moore blev særligt snydt i 2003, hvor hun var nomineret for både hovedrolle (’Far From Heaven’) og birolle (’The Hours’) og såmænd kunne have fortjent at løbe med begge statuetter med tanke på de faktiske vindere (Nicole Kidman, ’The Hours’, og Catherine Zeta-Jones, ’Chicago’). Men Akademiet burde såmænd have fjernet enhver snak om Julianne Moore som sin generations mest uretmæssigt oversete skuespiller i Oscarsammenhæng ved at have givet hende en birolle-Oscar i allerførste forsøg for hendes nuancerede, rørende og smukt forløste præstation som den affældige pornoskuespillerinde Amber Waves i Paul Thomas Andersons tidlige mesterværk ’Boogie Nights’.

Kim Basinger var fin – hendes glasagtige udtryksløshed udtrykker karakterens frygtsomme psyke – i ’L.A. Confidential’, men man kan dårligt påstå, at Basinger efterlader et indtryk a la Moore, eller at hendes karakter på nær samme måde er et anker for den film, den finder sted inden for rammerne af. Amber Waves (Moore) er selve hjertet i ’Boogie Nights’.

Gary Oldman i ‘Tinker Tailor Soldier Spy’.

9. Gary Oldman taber til Jean Dujardin (2011)

’The Artist’, der vandt for bedste film i 2011, er en af de moderne Oscarvindere, der er blevet ældre med mindst ynde (for nu at bruge en anglicisme). Det er næsten lidt perverst at tænke på, hvad der dog fik Akademiet til at kaste sin kærlighed over en franskproduceret stumfilm, der retrospektivt vurderet ikke er meget andet end en gimmick pustet op til en spillefilm. Fortællingen er så tyndbenet, at det vil være omsonst at forsøge at genfortælle den.

Filmens totale Oscarsucces – Harvey Weinsteins kampagnemesterstykke over dem alle – medførte i tilgift en Oscar for bedste mandlige hovedrolle til Jean Dujardin, der ellers er komplet uden skyggen af indre liv i sin rolle som stumfilmstjernen George Valentin. Det er en udtryksløs, overfladisk og forfængelig præstation, der kun kan forsvares ud fra den logik, at herrefeltet i 2011 var meget svagt (en forglemmelig George Clooney var forhåndsfavorit for en af Alexander Paynes svageste film, ’The Descendents’).

Oscaren burde være gået til feltets eneste reelt substantielle – og på sin egen underspillede måde klart mest dragende – præstation: Gary Oldman i Tomas Alfredsons meget vellykkede Le Carré-filmatisering ’Tinker Tailor Soldier Spy’. Oldman er så god, at man næsten glemmer, at protagonisten George Smiley allerede var blevet perfekt inkarneret 30 år tidligere af eneren Alec Guinness i BBC-serien af samme navn.

Tom Cruise i ‘Magnolia’.

8. Tom Cruise taber til Michael Caine (1999)

Michael Caine er en af de skuespillere, hvis ærkebritiske udstråling har gjort ham til en sejlivet staude, der aldrig rigtig er langt fra Akademiets åsyn. Han har vundet to birolle-Oscars gennem årene, og jeg vil nok argumentere for, at han ikke burde have vundet for nogen af dem.

Han er det svageste led, sammen med Max von Sydow, i Woody Allens ellers fremragende ’Hannah and her Sisters’, men den virkelige skandale var, at han vandt for sin godmodige, men trægt selvbevidste (og derfor alfaderligt patroniserende) præstation som Dr. Larch i Lasse Hallströms on the nose-filmatisering af John Irvings kioskbasker af en dannelsesroman, ’The Cider House Rules’.

Akademiets forkærlighed for britisk stiff upper lip med et glimt i øjet gik udover stakkels Tom Cruise, der også i tredje forsøg måtte gå tomhændet hjem fra en Oscaruddeling for sin ellers mageløse præstation som mandeterapeuten-fra-helvede, Frank T.J. Mackie, i Paul Thomas Andersons ambitiøse flettefilm ’Magnolia’.

En virkelig skam, at Akademiet ikke benyttede chancen for at belønne Cruise og samtidig sende et signal om, at det kan betale sig for store stjerner at driste sig ud i modige rollevalg.

William H. Macy i Coen-brødrenes ‘Fargo’.

Joel Coen og Mike Leigh taber til Anthony Minghella (1996)

Det var meget forventeligt, at ’The English Patient’ vandt for bedste film ved uddelingen i 1996. Som film er den udpræget mere Oscaragtig (særligt taget i betragtning, at vi her befinder os midt i 90’erne, da Akademiet nærmest per definition foretrak lettere verdensfjerne bud på melodramatisk humanisme frem for grynet realisme eller aktuelt pulserende filmkunst) end sine konkurrenter, såsom de mesterlige ’Fargo’ og ’Secrets and Lies’.

Men kunne Akademiet dog bare have besindet sig en smule: Ikke alene vandt Juliette Binoche en birolle-Oscar for ’The English Patient’ (igen: en fremragende skuespillerinde, der er blevet Oscarbelønnet for den helt forkerte rolle), men Anthony Minghella vandt også prisen for bedste instruktør for næsen af to af de mest konsistent fremragende filmskabere i den vestlige verden: Coen-brødrene (her repræsenteret ved Joel) og Mike Leigh.

Der er gode grunde til at betragte henholdsvis ’Fargo’ og ’Secrets and Lies’ som de respektive mestres allerbedste film. Minghella blev til gengæld ikke engang nomineret for sin langt mere flertydige indsats på ’The Talented Mr. Ripley’ tre år senere.

Brad Pitt i Terrence Malicks ‘The Tree of Life’.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

6. Terrence Malick taber til Michel Hazanavicius (2011)

Så er vi tilbage ved ’The Artist’… Michel Hazanavicius må være et godt bud på den hurtigst fortrængte vinder af så fornem en Oscarhæder. Ikke alene er ’The Artist’ gået i glemmebogen, men Hazanavicius har også haft overordentligt svært ved at følge op på sin verdenssucces.

2011 var ikke nogen stor Oscarårgang (det eneste troværdige alternativ til ’The Artist’ var Martin Scorseses lige lovlig kunstfærdige ’Hugo’), men netop i instruktørkategorien havde Akademiet chancen for at honorere et arthouse-værk af dimensioner i form af legendariske Terrence Malicks hidtil mest ambitiøse projekt, ’The Tree of Life’, der tilmed vandt Guldpalmen i Cannes (foran blandt andet ’The Artist, for at det ikke skal være løgn).

’The Tree of Life’ er ikke nogen pletfri film, men den er båret af en vision, en mageløs, suggestiv billedside og nogle fantastiske barnepræstationer (et forhold, der altid siger noget positivt om instruktøren), at det retrospektivt virker som en no-brainer: Malick skulle have vundet.

Ruben Östlunds ‘Force Majeure’ blev ikke engang nomineret i 2015.

5. Special mention: Kategorien for bedste fremmedsprogede film (1990-2016)!

Ja, jeg lovede indledningsvist en undtagelse fra skuespiller- og instruktør-snubsene. Well, here we go. Der har altid været noget clusterfuck-agtigt over kategorien for bedste fremmedsprogede film, lige siden kategorien blev introduceret i 1956 (den første vinder var Fellinis ’La Strada’, så det startede faktisk fremragende!). Et af problemerne med kategorien er, at udvælgelsesprocessen er så afhængig af eksterne faktorer, som det er tilfældet: Hvert land skal således udpege en komité, der peger på én (og kun én) film, som så repræsenterer landet som dets officielle kandidat. Det siger sig selv, at mange filmiske mesterværker bliver overset i den proces.

Hvis vi kigger på de faktiske vinderfilm i kategorien i nyere tid, kan man begynde med at undre sig over valget af nominerede kandidater i 90’erne helt generelt. Det er ikke mange af de film, der har fundet plads i den kollektive filmelskerbevidsthed på to årtiers afstand!

Så lad os nøjes med at hæfte os ved nogle grelle eksempler på forkerte vindere i de senere år (hvor nomineringsfelterne generelt er blevet stærkere og i højere grad afspejler regulære festivalhits): Den dybt middelmådige japanske film ’Departures’ vandt i 2008 over Israels ’Waltz with Bashir’ og Frankrigs ’Klassen’. Året efter vandt argentinske ’Øjnenes hemmelighed’ over mesterværker som ’Profeten’ og ’Det hvide bånd’. Vores egen ’Hævnen’ vandt i 2010 over græske ’Dogtooth’. Sidste år vandt Farhadis ikke just prangende (særligt ikke efter hans standarder) ’The Salesman’ over det tyske vidunder ’Toni Erdmann’.

Men i virkeligheden er det udeladelserne, man lægger mest mærke til: Brasilianske ’City of God’ var end ikke nomineret i 2003, svenske ’Force Majeure’ blev overset i 2015 og – måske mest uforståeligt af alle – det rumænske mesterværk ’4 måneder, 3 uger og 2 dage’ blev helt overset i 2008, selvom filmen havde vundet et hav af internationale priser (og oven i hatten blev udpeget som årets film af selveste New York Times).

Naomi Watts og Laura Herring i David Lynchs ‘Mulholland Drive’.

4. David Lynch taber til Ron Howard (2001)

Man kan jo vælge at tage hatten af for Akademiet i forhold til, at de overhovedet havde nosser til at nominere David Lynch for hans multilagrede, labyrintiske saga om filmbyens egen tvivlsomme fortid og forskellen på virkelighed og virkelighedsopfattelse, ’Mulholland Drive’. Det vil ikke ryste mange, hvis man i dag påstår, at det er den bedste Lynch-film overhovedet. Og at Naomi Watts’ indsats i hovedrollen er en af de mest drilsk overbevisende gennembrudsroller i filmhistorien.

Så, nej, man får næppe noget ud af at sammenligne Lynchs splintrende visionære arbejde med Ron Howards dybt gennemsnitlige og trægt formularagtige biopic om matematikeren John Nash, ’Et smukt sind’, men stadigvæk: Tænk sig, at man i fuld alvor kan mene, at Howard fortjente en Oscar sammenlignet med Lynch. Det er komplet forudsigeligt, ja, men det er samtidig ret mindblowing.

Men så er vi for så vidt tilbage ved forskellen mellem virkelighed og virkelighedsopfattelse…

Jesse Eisenberg i David Finchers ‘The Social Network’.

3. David Fincher taber til Tom Hooper (2010)

Tom Hoopers hjertevarme ’The King’s Speech’ om en konge, der redder den frie verden ved at lære at tale rent (ja, du læste rigtigt) står også tilbage som en af de moderne Oscarvindere, der på afstand vækker til undren og foragt med tanke på, at den slog ikke bare ’The Social Network’, men også ’Black Swan’, ’Inception’ og – for den sags skyld – ’Toy Story 3’.

Ligesom tilfældet var det med ’The Artist’ året efter, skyldtes en stor del af succesen utvivlsomt den nu gennemskandaliserede og forbryderiske kampagnemaestro Harvey Weinstein, der havde en særlig evne til at smøre Akademiet ved overgangen fra 00’erne til 10’erne.

Det er ’The English Patient’ om igen: Man kan til nøds forstå, at ’The King’s Speech’ i situationen kunne opfattes som en mere artig og passende vinder for bedste film, men at Hooper (der endnu ikke har lavet en film, der løfter sig over det harmløst gennemsnitlige – og det er den pæne version) kunne slå David Fincher som bedste instruktør forbliver en gåde.

’The Social Network’ er måske en mere overfladisk film vurderet på snart et årtis afstand, end den virkede som dengang i 2009, men rent teknisk er den en bedrift af dimensioner. Der er en kinetisk velsmurt synergi over hele filmen, der nærmest genererer opdrift og momentum fra sekund-til-sekund. Sammenhængen mellem replikker, musik og klipning er enestående. Simpelthen.

Denzel Washington i ‘Malcolm X’.

2. Denzel Washington taber til Al Pacino (1992)

Hør nu her: Denzel Washington er ingenlunde blevet overset af Akademiet. Han har opnået otte nomineringer og vundet to gange. Jeg synes såmænd godt, Akademiet kunne have nøjedes med en lille håndfuld nomineringer.

Men det ændrer ikke på det forhold, at han skulle have vundet en sejr med historisk stor margin i 1992 for sin transformation som borgerrettighedskampens svar på den sorte panter, Malcolm X, i filmen af samme navn Det er selvsagt en meget kompleks og teknisk krævende rolle, eftersom Spike Lees over tre timer lange film følger sin protagonists udvikling fra en sølle hustler i Detroit til verdensforsagende islamisk vækkelsesprædikant i hans sene år. Washington indfanger intelligensen, tankekraften, komplikationerne og modsigelserne i manden på imponerende vis.

Men han tabte til Al Pacino, hvis nedtursspiral tog sin begyndelse med netop den rolle, han vandt en Oscar for: Den manipulerende ’Scent of a Woman’, hvor Pacino leverer et tykt eksempel på den form for overspil, der har martret ham (og os, de forsmåede fans) lige siden. Pacino vandt naturligvis på baggrund af de utallige snubs, han selv var blevet udsat for i 1970erne, hvor han ret beset kunne have vundet en Oscar sådan cirka på årlig basis, men det fjerner ikke lugten af den uretmæssighed, der blev begået af Akademiet ved 1992-uddelingen.

Robert De Niro og Ray Liotta i Martin Scorseses ‘Goodfellas’.

1. Martin Scorsese taber til Kevin Costner (1991)

Det skete sgu. Martin Scorseses ’Goodfellas’ er en mageløs bedrift. Det er ikke en typisk Oscarvinderfilm (kun hvis den var blevet lavet i 70’erne), og derfor er vi lidt tilbage ved udgangspunktet for denne nedtælling: Det er til dels forståeligt, at nogen i Akademiet kunne føle, at ’Dances with Wolves’ (også kendt som ’Avatar uden blå mænd og flyvende øer’) var en mere korrekt og sømmelig bedste film-vinder end en gangsterfilm med bandeordene flyvende som projektiler gennem luften.

Men at Kevin Costner – akademiet elsker skuespillere, der springer ud som instruktører (se også Ben Affleck og Ron Howard) – kunne besejre Martin Scorsese, som Akademiet heller ikke fandt værdig for mesterværker som ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’, i kategorien for bedste instruktør, når han så åbenlyst igen var på toppen af sin ydeevne, er en gåde så dyb som Marianergraven.

’Goodfellas’ er ikke bare en perfekt skåret genrefilm (og det er ikke nogen nem bedrift at lave en vellykket gangsterfilm, for 90 procent af dem er åbenlyst klichefulde), men er også et kunstværk i helt egen ret. Den overskrider så langt sin genreaffinitet i scope og vision.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har genbesøgt ’Dances with Wolves’ i mere end 20 år, men allerede som dreng kunne jeg fornemme, at filmen var ubærligt sentimental og følelsesmanipulerende. Jeg tænker ikke, at jeg er blevet mindre allergisk over for den slags med årene.

Læs også: Én måned til Oscar: Hvem vinder for bedste film?

Læs også: Årets Oscar-felt er den bedste årgang i 25 år

Advertisement