BERLIN FILM FESTIVAl. Hvordan opnåede Astrid Lindgren den unikke indlevelse i barnets univers, der har gjort hende til en af verdens højst elskede børnebogsforfatter?
Den danske instruktør Pernille Fischer Christensen er overbevist om, at Lindgrens traumatiske adskillelse fra sin søn, som hun fik uden for ægteskab som 19-årig og var nødt til at sætte i pleje i Danmark i hans første tre år, har været afgørende for hendes person og forfatterskab. Derfor har instruktøren skabt en film om Astrid Lindgren i den periode – fra hun er 16 til starten af 20’erne.
‘Unge Astrid’ havde verdenspremiere på Berlinalen onsdag i serien Berlinale Special. Vi mødte forinden Pernille Fischer Christensen og skuespiller Alba August, som i filmens første anmeldelser har fået stor ros for sit portræt af Lindgren som en energisk, selvstændig, modig og talentfuld ung kvinde. 24-årige svensk-danske August er på bagrund af rollen også udvalgt som en af festivalens 10 europæiske Shooting Stars.
Pernille Fischer Christensen blev inspireret til filmen af bogen ‘Astrid Lindgrens liv i billeder’ fra 2007. Et billede af 20-årige Astrid Lindgren med sønnen Lasse i hånden i Brønshøj gjorde instruktøren nysgerrig på historien om Lindgrens tidlige moderskab.
»Som ung kvinde ser hun ikke lykkelig ud. Man ser smerten. Hun er meget tynd, tankefuld og indadvendt. Det fik mig til at spekulere over, hvad der foregik inde i hovedet inde på denne her unge Astrid. Og hvordan begivenhederne med Lasse påvirkede hendes liv og forfatterskab«, siger Pernille Fischer Christensen.
Hvordan tror I så, at oplevelsen har påvirket hendes forfatterskab?
Pernille Fischer Christensen (PFC): »Hun har selv sagt om det i et interview i Dagens Nyheter, at hun var blevet forfatter, hvis ikke det med Lasse var sket. Men ikke en verdensberømt forfatter. Jeg tror, hun var fuldstændig klar over selv, at erfaringen gav hende en kerne at skrive ud fra. Det fik en betydning for hendes vilje til barnet: Viljen til at give barnet noget og insistere på vigtigheden af barnets opvækst.
I fortællingerne findes der masser af ensomme børn, som ikke har nogen forældre og må tage ansvar for sit eget liv og kæmpe for det, som det tror på. Der er Pippi, Mio, Tvebakke – næsten alle hendes karakterer. Det er meget svært at sige, hvad der skyldes det ene og det andet, når man ser på et kunstnerisk værk. For det ved jeg jo ikke. Men jeg tror, det som skete med Lasse har påvirket hende dybt. Man kan ikke gennemleve sådan noget, uden det er karakteropbyggende«.
Alba August (AA): »Jeg blev meget rørt, da jeg læste hendes historie og fik endnu mere respekt for hende, end jeg havde inden. At hun i så ung en alder har taget så meget ansvar viser, hvilket mod og hvilken styrke hun har haft«.
Var tanken altid at lave filmen og denne relativt korte periode af hendes liv, eller legede I med at lave en længere livsberetning?
PFC: »På et tidspunkt havde jeg en idé om at lave en montageagtig film som ‘The Hours’, hvor vi er i tre tider på en gang. Men da vi begyndte at skrive, vendte vi hele tiden tilbage historien med Lasse. Det er det, som er fortællingen. Så vi fjernede alt andet. Jeg kan godt lide at lave lange scener med mange detaljer. Vi ville hellere have en film med én historie, hvor vi har tid til at være i den, frem for tre historier, hvor det, som det nogle gange er med biopics, bliver mere refererende. Vi ville skabe et drama og et menneske«.
AA: »Der skete også så meget med hende på så kort tid. På få år går hun fra at være barn til at være en kvinde med barn og arbejde«.
Hvordan var den udvikling som skuespiller?
AA: »Det var fantastisk at skabe en karakter, som har så mange facetter, er så kompleks og har så tydelig en udvikling. Hun elskede jo at være barn og være fri og leve i sin fantasi. Og så sker det, at hun bliver gravid og tvinges til at tage et meget stort ansvar. Og gør det. Rollen har været meget svær at spille, men for mig er det en drøm at portrættere en så mangesidet karakter«.
Hvordan har I arbejdet med at finde Astrid?
AA: »Det var vigtigt for os at få tid til forberedelser. Jeg kunne aldrig have lavet filmen uden. Jeg læste alle hendes bøger, læste om hendes barndom og satte mig ind i, hvordan det var at leve i 20’erne på landet og i det moderne Stockholm«.
Hvor tæt er filmen på virkeligheden, og hvor meget har I selv ’fundet på’?
PFC: »Alle begivenhederne i historien er ægte. Men det er klart, at når man skriver biopics, har man jo ingen chance for at vide, hvad folk har sagt til hinanden. Jeg har læst hendes forfatterskab flere gange igennem og har forsøgt at få hendes citater ind i hendes sprog og i dialogen, så selve filmen er en oplevelse af Astrid. For eksempel siger Trine Dyrholm en replik, ’børn skal bare have kærlighed, masser af kærlighed’. Det er et Astrid Lindgren-citat, og sådan nogle citater og referencer er der masser af i filmen«.
AA: »Der findes ikke særlig meget materiale om hende som ung, men der er nogle billeder, hvor hun virkelig stikker ud med sin udstråling. Man ser en tydelig karakter på billederne«.
Pernille, hvordan har du det med som dansker at tage fat i et svensk ikon?
PFC: »Jeg synes, at Astrid Lindgrens projekt er så stort, at det ikke bare er svensk. Det er et verdensprojekt. Jeg ved, at man er meget stolt af hende i Sverige, men hun er jo berømt i hele verden. Hendes bøger har haft meget stor indflydelse på min barndom og på, hvordan vi tænkte som børn. Det tror jeg ikke har noget med nationalitet at gøre. Jeg har selv en stor kærlighed til svensk kultur og natur.
Vi havde en interessant oplevelse, da vi filmede i Nordsverige. Da familien kommer kørende i en hesteslæde, sagde folk omkring, ‘Åh, Emil fra Lønneberg’. Men det er jo ikke Astrid Lindgren, som har opfundet heste og hestevogne. Sådan var det jo bare i Sverige. Men hun er den, som har fortalt om den ursvenske kultur, og derfor bliver det astrid lindgrensk. Selv Sverige kender den gamle svenske kultur gennem hendes fortællinger og filmatiseringerne af hendes fortællinger. Vi kan slet forstå, hvor meget hun har betydet«.
Man kan i høj grad se Astrid Lindgren som en tidlig feminist. Hvad betyder det for jer, at filmen kommer ud i en tid med feministisk momentum, og føler I jer som en del af en feministisk bevægelse?
PFC: »Jeg har altid følt mig som en del af en feministisk bevægelse, det har bare været et one man band«.
AA: »Two man band«.
PFC: (griner) »Det er rigtig godt, at der er visse steder, man er ved at vågne op og synes, at kvinders liv er blevet spændende at fortælle historier om. Det er jeg virkelig glad for, for både mine og min datters og (til Alba, red.) dine døtre og sønners vegne.
Kvinders historier har været underfortalt i en grad, der nærmer sig det chikanerende. Det kan være, at der er nogle skred i opfattelsen af, hvad der er en interessant historie. Vi får simpelthen så gode reaktioner fra mænd på den her film. Det er den film, jeg har lavet, som mænd elsker allermest. De tuder over den. Jeg synes simpelthen, det er så fantastisk, at mænd ryger på røven over en 16-19-årig pige, der føder og skifter bleer. Dem der tror, at mænd kun gider se film om Anden Verdenskrig og andre voldelige emner, kan godt tro om. Det synes jeg virkelig har været en optur ved at vise den her film.
Måske er vi også alle sammen gode til at sætte hinanden i bås i forhold til, hvilke film vi kan lide, og hvad der interesserer os i livet«.
AA: »Jeg er enig. Det er et stykke kvindehistorie, der mangler at blive fortalt. Astrid er jo en af tusind kvinder, der har oplevet det samme, og som har været så fucking modige og taget så meget ansvar, at man ikke fatter det«.
‘Unge Astrid’ har dansk premiere den 6. december 2018.