’Molly’s Game’: Aaron Sorkin gnistrer som manusforfatter – skuffer som instruktør

’Molly’s Game’: Aaron Sorkin gnistrer som manusforfatter – skuffer som instruktør
Jessica Chastain i 'Molly's Game'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Aaron Sorkin

Medvirkende

Jessica Chastain, Idris Elba, Kevin Costner, Michael Cera, Jeremy Strong

Spilletid

140 min.

Premiere

Den 22. februar

Aaron Sorkin er den højtbegavede pennefører bag blandt andet ‘The West Wing’, ‘The Newsroom’ og ‘A Few Good Men’ (»You can’t handle the truth!«). Nu sætter sig i instruktørstolen, godt 30 år inde i karrieren, men heldigvis har han et af sine egne velskrevne manuskripter med sig i ’Mollys Game’.

Det er nemlig ikke som instruktør, at Aron Sorkin står distancen. I hvert fald ikke ud fra denne debutfilm at dømme. Billedsiden i den mindst 45 minutter for lange ’Molly’s Game’ prøver forpustet at følge med den voldsomme ordflom i voiceover-sporet, men filmen når kun over målstregen i kraft af de velskrevne dialogudvekslinger og Jessica Chastains sikre portræt af den autentiske Molly Bloom (ingen relation til James Joyces romankarakter, i øvrigt), hvis bog filmen er baseret på. Et dansk spor er der også i filmen: Charlotte Bruus Christensen er fotograf på filmen, der dog i ringe grad får en stærk visuel identitet grundet de mange ord.

Vi møder Molly Bloom som en lovende skiatlet, der må afbryde kursen mod OL på grund af et uheldigt styrt og i stedet må finde en anden levevej. Det bliver ikke jura som ellers planlagt for den intelligente og attraktive kvinde. Hun bliver hyret som assistent af en dygtig netværker, der ved siden af sit daglige virke driver pokerspil for millionærer, filmstjerner og guldrandede gallerister. Hun løber med kundegruppen, der senere hen også kommer til at inkludere russiske mafiosoer. Det skal naturligvis gå galt.

FBI ender med at banke på hendes dør en tidlig morgen og lave en hårdhændet anholdelse, idet de samtidig konfiskerer hendes formue. Også den italienske mafia aflægger Molly et ubehageligt visit. Men holder anklagerne om hvidvask af beskidte penge stik? Eller bliver hun brugt som syndebuk?

Idris Elba og Jessica Chastain i ‘Molly’s Game’.

Det lyder som et lovende miks af ’Erin Brockovich’ og ’Rounders’, men filmens første to tredjedele har alt for meget plot, for mange kronologiske spring og altså: alt for meget voiceover at pløje igennem, til at vi rigtigt får lov at blive indkapslet i denne mandedominerede verden af jetoner, millionudeståender, bluff og nedringede cocktail-værtinder.

Sponsoreret indhold
Sadisme og selvironi – Lars von Trier er tilbage
Matt Dillon brillerer som seriemorder i det kontroversielle nye Trier-værk: ‘The House That Jack Built’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Michael Cera viser nye sider af sig selv som en kynisk lus af en skuespiller, der mest får et kick ud af lægge sine medspilleres liv i ruiner (hans karakter er ifølge vedholdende rygter på nettet baseret på Spiderman-skuespiller Tobey Maguire). Men det bliver aldrig sådan rigtigt den store forargelsesblandede fryd at sidde med ved spillebordet i selskab med en række fiktiviserede celebs.

Man er overladt til at sidde og gætte med på, hvem dén og dén i virkeligheden er, for selve pokerspillene er sjældent ladet med stor spænding i sig selv. Filmen bliver aldrig en amoralsk fornøjelse på samme måde som eksempelvis finanskrise-komedien ’The Big Short’ eller Martin Scorseses lurvede ’Goodfellas’ og ’The Wolf of Wall Street’ – filmens marketingfolk forsøger ellers at sælge ’Molly’s Game’ som en ’kvindelig’ udgave af sidstnævnte.

Molly Bloom udviser snilde og ben i næsen og holder principfast sine mange beundrere i armslængde, og faktisk fokuserer filmatiseringen af hendes bog på hendes fundamentale anstændighed. Idris Elbas figur – en advokat, der først afviser at repræsentere Molly, men bliver vundet over af hendes retskaffenhed – er en fiktivt indlejret person. I en række forrygende pingpong-dialoger stiller han Molly Bloom de spørgsmål, som Aaron Sorkin sandsynligvis har stillet sig selv, mens han oprindeligt læste bogen.

Idris Elbas forsvarsadvokat får filmens måske (aller)bedste monolog, hvor han i en dundertale maler et nær-helgenportræt af Molly Bloom, som gør selv den blodtørstige anklager tavs i mælet. Her mærker man Sorkins pen gløde, og det føles næsten som moderne Shakespeare.

Jessica Chastain i ‘Molly’s Game’.

Også Kevin Costner er med som Mollys far, der forbløffende nok har fundet tiden til både at være en slags Piotr Wozniacki på skiløjpen, universitetslærer i psykologi, autoritær patriark ved barndommens middagsborde – og utro ægtemand. Han dukker op som en trold af en æske sent i filmen og giver sit bud på en psykologisk indsigt i Mollys trang til at kontrollere magtfulde mænd.

Det tjener til filmens ære, at Molly selv i nogen grad afviser denne udlægning. At det således er op til os at drage vores egne konklusioner. Ved filmens afslutning har man sympati for den skarptungede dame, men man er måske også lidt i tvivl, om hendes historie er spektakulær nok til at bære en film med den her slags armbevægelser.

Filmen kommer for mig aldrig helt op i det røde felt, hverken hvad politisk brod, amoralsk smuds-faktor, indignation eller indlevelse angår. Den Scorsese-agtige håndtering af stoffet lægger op til en anden film, end materialet faktisk kan levere.


Kort sagt:
’Molly’s Game’ burde have efterladt mindst 45 minutters filmstrimmel i redigeringsrummet. Aaron Sorkins debut som instruktør er tæt på at drukne i voiceover og indviklede plotudredninger, der lyder som løftet 1:1 fra Molly Blooms bog. Filmen kommer alligevel lige akkurat over målstregen i kraft af gnistrende dialogudvekslinger og stærkt skuespil fra Jessica Chastain, Idris Elba og såmænd også go’e gamle Kevin Costner.

Advertisement