’Mute’: Duncan Jones’ ’Blade Runner’-parafrase på Netflix er bedre end som så

’Mute’: Duncan Jones’ ’Blade Runner’-parafrase på Netflix er bedre end som så
Alexander Skarsgård som Mute.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Duncan Jones

Medvirkende

Alexander Skarsgård, Paul Rudd, Justin Theroux

Spilletid

126 min.

Premiere

Den 23. februar på Netflix

For godt ti år siden skabte Duncan Jones et mindre kultfølge med sit eksistentialistiske science fiction-kammerspil ’Moon’, der godt nok tappede fra klassikerne ’2001: A Space Odyssey’ og ’Solaris’, men alligevel var sin helt egen koncise fortælling. Han plantede derefter en idé i os tilbedere: En Blade Runner’sk neo-noir i Berlin med en stum hovedperson kaldet Mute.

Før idéen kunne realiseres, droslede Jones dog ned for eftertænksomheden i underholdningens favør med den gedigne ’Source Code’ og den fortællemæssigt sønderrevne ’Warcraft’. Tiden spillede på godt og ondt et puds med Duncan Jones.

Først 16 år efter har han sat billeder til sin vidtgående idé – som egentlig ikke er super original.

Alexander Skarsgård spiller hovedpersonen Leo, der som barn var udsat for en drukneulykke. Det skadede vævene på stemmebåndet, som Leos hollandske amish-familie lagde i Guds hænder at kurere. 30 år senere er Leo en stum, præ-digital bartender i et fremtidigt teknologi-fetichistisk Berlin.

Filmen er dedikeret til Jones’ far, en vis David ’Bowie’ Jones. Den futuristiske berlinerstemning er imidlertid mindre farens ambiente berlinertrilogi og mere Iggy Pops lumre ’Nightclubbing’, som papa Bowie producerede i samme periode.

Alexander Skarsgård i et ‘Blade Runner’-beslægtet Berlin.

Ovenfra ligner det uomtvisteligt ’Blade Runner’, altså originalen fra 1982, mens vi på klods hold møder et urbansk slum af flyvende fastfood og robotiske poledansere indhyllet i blålige neonfarver med røde indfald ikke ulig Nicolas Winding Refns seneste film. Det meste sci-fi blegner i lyset af ’Blade Runner 2049’, men meget af universet i ’Mute’ – især det store natlige scope – overbeviser ud fra egne økonomiske begrænsninger.

Annonce

Leo er et simpelt analogt væsen, hvis eneste mening i tilværelsen er den blåhårede servitrice Naadirah (Seyneb Saleh). Håbløst ude af trit med tiden er Leos store kærlighedserklæring til Naadirah meget sigende en hjemmebygget dobbeltseng. Hun giver ham omvendt en telefon, så han kan blive en smule up-to-date.

Naadirah forsvinder pludseligt, og i jagten på sin udkårne kommer Leo i uføre i mødet med den berlinske underverdens stereotype gangsterbosser. Det er irrelevant i sidste ende. En tilsyneladende bevidst drilsk vildledning fra Duncan Jones’ side.

Man skal til gengæld være åben over for det sideløbende plot med de to amerikanske kirurger Cactus Bill og Duck, spillet af Paul Rudd og Justin Theroux. Jones har ikke lagt skjul på, at karakterne er skamløst skåret over Donald Sutherland og Elliott Goulds martinidrikkende drengerøvskirurger fra Robert Altmans ’M.A.S.H’. Ikke en dum reference at trække på.

Paul Rudd i ‘Mute’.

Midt i Leos digitalt inkompetente telefonbogseftersøgning føles Rudd med hawaiiskjorter og douchy truckerskæg og platinblonde Theroux som et muntert, men også frustrerende lallende tidsspild bestående af bowling, ølbælleri og sarkastisk distance.

Bag sarkasmen gemmer sig dog en overraskende alvor og et dybt, dybt mørke, som spiller en afgørende rolle i hovedplottet. Theroux virker en kende fejlcastet, hvorimod Rudd sjældent har været skarpere i sin vekslen mellem bøv og intimiderende leverandør af trusler.

Den centrale konflikt er længe om at forme sig, og midt i al den plotlige interferens handler det om noget så simpelt som, hvad man ikke vil gøre for kærlighed.

Kærligheden er i Jones’ historie en voldsom og uopnåelig størrelse, som til slut understreges af en klokkespilsudgave af Nirvanas ’Heart-Shaped Box’: »Hey! Wait! I got a new complaint. Forever in debt to your priceless advice«.

De fleste havde sikkert forventet noget langt mere filosofisk og visuelt spektakulært fra Jones’ hånd. ’Mute’ er ikke nogen ny ’Moon’ (som filmen ellers skaber et fikst bånd til), og man kunne sagtens skrive videre på historien om instruktørens kunstneriske deroute.

Men han kom endelig ud med sin ide, og mit bud er, at eftertiden – som med al fabulerende science fiction – vil sætte den i et blidere lys, end de barske internationale anmeldelser gør i disse dage.

Annonce