Oscar Isaac optog ’Star Wars: The Last Jedi’ og ’Annihilation’ samtidig – i samme studie

Oscar Isaac optog ’Star Wars: The Last Jedi’ og ’Annihilation’ samtidig – i samme studie
Oscar Isaac som Poe Dameron i 'Star Wars: The Last Jedi'.

Oscar Isaac var senest aktuel herhjemme i den omdiskuterede ’Star Wars: The Last Jedi’ i rollen som Poe Dameron. Til marts udkommer ’Annihilation’, ’Ex Machina’-instruktøren Alex Garlands seneste sci-fi-udspil, og her har Isaac også en mindre rolle som Natalie Portmans karakters syge mand.

Faktisk blev de to film optaget samtidig i de samme studier i London, og det tillod Isaac at medvirke i optagelser til begge film i samme tidsperiode.

»Jeg kunne optage noget om morgenen, have tid til lidt afslapning og så være på igen«, fortæller skuespilleren i et interview med /Film. »Så det var vildt. Jeg tror også, at jeg dukkede op på settet, mens jeg stadig var klædt som Poe«.

I den hektiske periode var ’Annihilation’s hovedrolleindehaver Natalie Portman en stor hjælp:

»Vi havde meget lidt tid og ikke meget tid til at øve, og Natalie og jeg kendte ikke hinanden. Det sker selvfølgelig, når man laver film – du bliver nødt til pludselig at være meget intim med nogen, meget hurtigt«, fortæller han.

»Hun var villig til at stole på mig, og jeg stolede på hende, og så sprang vi bare ud i det og prøvede at finde en reel intimitet. Hvilket altid er en mærkelig, akavet, fremmedartet ting pludselig at gøre foran en stor flok mennesker. Hun er meget fokuseret, men hun var også meget emotionelt tilgængelig i de scener, så det nød jeg virkelig«.

Garland takker forståeligt producerne bag det nyeste kapitel af stjernekrigen for at have tilladt dette foretagende, som jo ikke ligefrem var ideelt:

»De fleste store produktioner ville ikke engang have drømt om at gøre det«, udtaler instruktøren til /Film. »Og de strakte sig langt – mens de gudhjælpemig lavede fucking ’Star Wars’ – for at hjælpe den her virkelig lille film inde ved siden af. Det var meget cool og jeg er faktisk inderligt taknemmelig for det«.

’Annihilation’ kommer på dansk Netflix omkring 11. marts.

Læs også: ’Annihilation’-instruktør er dødskuffet over, at hans næste film ryger direkte på Netflix

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af