KOMMENTAR. Skal en hed filmromance nødvendigvis supporteres af eksplicitte sexscener for at cementere karakterernes relation, eller kan det lige så vel være antydningens kunst, der får lærredets sommerfugle til at flakse lukt ind i publikums hjerter?
I italienske Luca Guadagninos Oscar-nominerede drama ’Call Me By Your Name’ forelsker 17-årige Elio (ditto Oscar-nominerende Timothée Chalamet) sig i sin fars 24-årige researchassistent Oliver (Armie Hammer) over en varm sydeuropæisk sommer i 80’erne. Cikaderne synger, sollyset flimrer forførende, og hormonerne løber løbsk i Elio og Oliver, der famlende finder hinanden.
Filmen oser af erotik, men Guadagnino holder igen med sexscenerne i forhold til det originale bogforlæg – og da parret endelig smider badebukserne, nærstuderer kameraet i stedet høfligt det blafrende løv uden for vinduet. Det er et trick så gammelt som celluloiddrømmene selv, men i en tid, hvor indiefilmen for længst har smidt hæmningerne, er det faldet flere for brystet, at Guadagnino har undladt at gå i detaljer med Elio og Olivers kødelige lyster. Især fordi ’Call Me By Your Name’ indeholder en mere udpenslet sexscene mellem Elio og hans pigekæreste.
The New Yorkers kritiker Richard Brody mener, at ’Call Me By Your Name’ er »blottet for intimitet« og argumenterer for, at Guadagnino virker mere interesseret i at skyde lækkert italiensk boliginteriør end sine hovedkarakters seksuelle interaktioner. The Washington Posts Garrett Schlichte skriver, at »’Call Me By Your Name’ er en homokærlighedshistorie. Den burde have inkluderet homosex«. Alt imens Slates Billy Gray begræder, at filmen ikke er mere progressiv i sin skildring af homosex i forhold til de ældre ’Brokeback Mountain’, ’Shortbus’ og ’Blue Is the Warmest Color’.
På New York Film Festival sidste år forsvarede Guadagnino (som selv er homoseksuel) sin beslutning om ikke at inkludere flere sexscener:
»Det ville have virket som en form for uvenlig invasion at stirre på deres elskov. Jeg synes, at deres kærlighed er i alting omkring dem, så når vi ser mod vinduet, og vi ser træerne udenfor, så føles det netop, som om kærligheden er overalt. Jeg vil gerne afvise blankt, at jeg skulle have været blufærdig ved at vise sexscener, for jeg synes, at Oliver og Elio – og Armie og Timothée – udstrålede en stærk intimitet og tæthed på så mange måder, og det var nok«.
Den forklaring har imidlertid ikke pacificeret sexscenekritikerne, og førnævnte Billy Gray mener endog at have spottet en kedelig tendens, hvori de nyere homoindiefilm, der får bred anmelder og prisopmærksomhed, sjovt nok samtidig er renset for eksplicit homosex. Således var sidste års Oscar-vinder ’Moonlight’ for eksempel også en relativt kysk oplevelse, skriver Gray – om end manglen på ’Moonlight’-sex i langt højere grad end i ’Call Me By Your Name’ knyttede sig uløseligt til filmens centrale tematikker (tabuiseret homoseksualitet i udsatte minoritetskulturer).
Sætter man sig foran skærmen og tæller close-ups af penetration, nøgenhed, håndere og blowjobs vil ’Call Me By Your Name’ og ’Moonlight’ halte bagud i forhold til tidligere års homoromancer, men der er ikke evidens for, at det netop skulle være manglen på sex, der har forsødet de to films Oscar-tække. ‘Brokeback Mountain’ – der famøst indeholdt en analsexscene mellem Heath Ledger og Jake Gyllenhaal – snuppede otte nomineringer og tre statuetter, blandt andet for bedste instruktør og manuskript.
Hertil kommer desuden at Oscar a) slet ikke før for ganske nylig har åbent døren for indiefilm i de tunge kategorier og b) yderst sjældent honorerer film med eksplicit sex, punktum. Hvorfor ‘Brokeback Mountain’s Oscar-succes heller ikke har dannet præcedens for mere seksuelt grafiske vinderfilm, straight som gay. Det siger en del, at ’Titanic’ og ’The English Patient’ stadig figurerer blandt historiens ’frækkeste’ Oscar-vindere for bedste film. I det selskab er ’Call Me By Your Name’ en erotisk knaldperle.
Man kan også diskutere, om en films emotionelle punch kan gøres op i antallet af sexscener. I 2013 fik det lesbiske drama ’Adèles liv’ stor opmærksomhed for sin næsten 10-minutter-lange, yderst deltaljerede sexscene mellem hovedrolleindehavere Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos, men mens flere anmeldere givetvis savlede ned i notesbøgerne, modtog scenen kritik fra både Seydoux og Exarchopoulos – som følte, at de var blevet presset af instruktøren Abdellatif Kechice – såvel som forfatteren af den tegneserie, filmen var baseret på, Julie Maroh, der mente, at scenen forvandlede lesbisk sex til ren porno.
I ’Call Me By Your Name’ forstår og mærker publikum helt ned i maven, at Elio og Oliver er fuldstændig skudt i hinanden, uden at filmen dvæler ved akten. Tværtom er Elio og Olivers seksuelle møder langt mere pirrende end førnævnte sexscene mellem Elio og pigekæresten, der er blottet for det længselsfulde begær, der præger hver en berøring mellem mændene. Det er Luca Guadagninos pointe og ikke en, der på nogen måde gør parrets forhold mindre sexet: De længes, og vi længes i den grad med dem.
Den samfundskulturelle symbolværdi i at normalisere homosex på lærredet vejer tungt. Og det er heller ikke uvæsentligt at holde sig for øje, at anmeldere og eksempelvis Oscar ikke metodisk favoriserer homodramaer, der konsekvent rimer hjerte på smerte og stiller sexakten i et problematisk lys. I det regi er flere prominente instruktører – om de selv er homoseksuelle eller ikke – farvet af at være vokset op i en anden filmgeneration, for hvilken påpasseligheden med ikke at ’frastøde’ straight publikummer endnu sidder fast. Det vil yngre filmmagere efter al sandsynlighed gøre op med over de kommende år, ikke mindst fordi serielands skildringer af sex på tværs af seksuel orientering heldigvis har kurs mod at gøre homosex til en lige så integreret del af mainstreampopkulturens levende billeder som heteroseksuelle karakterers lagenudfoldelser.
Den positive udvikling er dog ikke ensbetydende med, at samtlige kærlighedshistorier partout taber realismepoint uden sexscener i manuskriptet, og det er ikke fair at statuere et eksempel ud af ‘Call Me By Your Name’, der nu engang er mere smægtende skærsommernatsdrøm end socialrealisme. Penetration eller ej: Guadagninos film er ikke en forpasset politisk chance, men en af årets smukkeste love storys.
Læs også: ‘Call Me By Your Name’: 120 procent ægte kærlighed i pragtpræstation af en Oscar-kandidat
Læs også: Timothée Chalamet er det største talent, Hollywood har set længe