‘Phantom Thread’: Daniel Day-Lewis’ sidste sting er stor filmkunst

‘Phantom Thread’: Daniel Day-Lewis’ sidste sting er stor filmkunst
Reynolds Woodcock med sin muse Alma i 'Phantom Thread'.
5 6
Spillefilm
Instruktør

Paul Thomas Anderson

Medvirkende

Daniel Day-Lewis, Vicky Krieps, Lesley Manville

Spilletid

125 min.

Premiere

Den 15. februar

Daniel Day-Lewis takker af med et hovedværk i karrieren.

Gud ske tak og lov, har man næsten lyst til at tilføje.

Kombinationen Day-Lewis og filmmaestro Paul Thomas Anderson viste sig som et match made in movie heaven i ’There Will Be Blood’ (der sidste år blev kåret som årtusindets bedste film her på Soundvenue), og her 11 år senere gentager duoen succesen med et ditto imponerende værk, der dårligt kunne stå i større kontrast til det foregåendes bombastiske elegi over det industrielle USA’s kulsorte hjerte.

I ’Phantom Thread’ erstattes præriens enorme endeløse vidder og larmende oliebors voldtægt af landskabet med små smagfuldt dekorerede rum og synålens tyste penetration af delikate stoffer. Alt imens Day-Lewis flekser sit transformative talent foran Andersons kamera i hamskiftet fra den djævelske bulderbasse Daniel Plainview til den introverte (men ikke mindre dedikerede) couture-designer Reynolds Woodcock. To mænd optagede af at forme verdenen i eget billede.

I 1950’ernes London styrer Reynolds sit højt estimerede modehus og flittige syersker med metikuløs, snorlige disciplin. House of Woodcock – hvis design er inspireret af datidens Cristóbal Balenciaga – er et mikrokosmos af udsøgt smag og traditioner, hvor Reynolds ord er lov og søsteren og samarbejdspartneren Cyril (velfortjent Oscar-nominerede Lesley Manville) altid har ret.

Og hvor der for guds skyld ikke skal smaskes ved det pertentligt opdækkede morgenbord, så Reynolds får sin dag ødelagt (man ønsker i sit stille sind, at man selv var krukket nok til at opstille lignende regler derhjemme).

Lesley Manville som Cyril ‘Phantom Thread’.

Søskendeparrets dynamik udgør den røde tråd, der får House of Woodcocks væv til at spinde guld, hvorfor ankomsten af Reynolds’ seneste, ukarakteristisk egenrådige muse, den tyske immigrant Alma (Vicky Krieps), indledningsvist skaber forstyrrende ringe på overfladen.

Der er en vis snu skæbneironi over måden, Paul Thomas Anderson iscenesætter turtelduernes første møde over et anderledes afslappet morgenbord, som Almas servitrice dækker op for den ældre mand på en landsbycafe. Reynolds betages af pigen, der gengælder hans flirt med en let rødmen og et smil, der får øjnene til at stråle og sommerfuglene til at flakse ud i biografsalen.

Sponsoreret indhold
Portræt af Ninna York
Smykkedesigneren om frygten for at miste troen på sig selv i den kreative proces. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Tilbage i London forfører Reynolds Alma på egen boldgade og med – set med moderne, kønspolitiske briller – opsigtsvækkende metoder, da han beder Alma stå model, så han bogstaveligt talt kan måle hendes former.

Det er en stærkt provokerende seance, der blotlægger Reynolds’ dominerende natur og hans ’gave’ til Alma: Han ønsker, at hun skal føle sig smuk igennem hans anerkendelse af hendes »ideelle mål« – noget, House of Woodcocks ældre kvindelige klientel drømmer våde drømme om. Samtidig afsløres Alma heldigvis også som mere og andet end en blåøjet ingenue. Først er hun betuttet, så går hun med på legen med et blik, der fortæller os, at hun lader sig bedåre.

Som relationen udvikler sig, bliver Reynolds og Almas bølgende afhængighedsforhold straks mere giftigt kompliceret, da Alma afkræver sjælelig intimitet af designeren, der til gengæld oplever hendes behov som kvælende for kreativiteten. »Jeg tror, at de er godt og grundigt rystet nu!« snerrer Reynolds ad pigen, da hun tager sig overdrevent lang tid til at kaste terningerne under et spil backgammon (som hun taber), ligesom han beordrer hende at forsvinde, da hun bringer ham forfriskninger under arbejdet: »Teen bliver taget ud, men forstyrrelsen bliver her hos mig!«

Behøver jeg at nævne, at manuskriptet synger af sviende træfsikre replikskifte?

Almas baggrund i Tyskland under Anden Verdenskrig uddybes ikke, men Krieps negler karakterens rodløshed med sit tiltagende frustrerede kropssprog: Alma må ikke alene finde sig i at blive opfattet som et fremmedelement i Reynolds’ verden, men i selve landet, hun bor i.

Daniel Day-Lewis og Vicky Krieps i ‘Phantom Thread’.

Filmiske beretninger om mænd og muser er en tendens i tiden, der synes at gå stik imod samfundsstemningen, men ’Phantom Thread’ giver Darren Aranofskys tematiske beslægtede, selvfede ’Mother!’ overlegent baghjul, idet Paul Thomas Anderson skyer højdramatiske armbevægelser og rituel offergørelse af kvinden til fordel for et knivskarpt psykologisk portræt af tre mennesker, der kannibaliserer på hinandens affektioner til tonerne af usvigeligt elegant klassisk musik.

Der er ikke så lidt ’Rebecca’ over ’Phantom Thread’, når instruktøren strammer garnet og tipper på hatten til Alfred Hitchcock – hvis hustru og samarbejdspartner hed Alma. Filmen hylder suspense-legendens forkærlighed for sorthumoristisk katarsis, men i modsætning til inspirationen (som ’Mother!’ ligeledes lænede sig tungt op ad) er der taknemmeligt mere pep i Krieps tvetydige Alma, som ikke uden videre taber sig selv i syningerne af Reynolds’ kreationer – om end hun i al hemmelighed skriver sit navn ind i dem. Blev skuespillerindens Oscar-nominering væk i posten??

’Phantom Thread’ smyger sig om ens krop som kølig silke. Tempoet og den distancerede hovedperson vil givetvis afskrække nogle, men som så ofte før beundrer man Paul Thomas Andersons kompromisløse dedikation til at kravle helt ind under couturen på sine aparte eksistenser på kant med samfundets sociale forskrifter. Ve den, der formaster sig til at skynde på ham eller Daniel Day-Lewis i kommercialiserings uhellige navn.

Sammen med Krieps og Manville har de gamle venner begået en blændende flot og nær fejlfri film (dramaet i tredje akt er vel tungt af religionssymbolik), der i al sin stilfærdighed og udsøgte billedtableauer fænger som en thriller, mens man sidder åndeløs i sædet og ønsker, at oplevelsen aldrig ender. Jeg kan ganske enkelt ikke mindes, hvornår jeg sidst har haft en lignende følelse i biografen.


Kort sagt:
Daniel Day-Lewis svanesang er et smukkere farvel til filmverden, end de fleste skuespillere tør drømme om. Fortællingen om couture-designeren Reynolds Woodcocks komplicerede forhold til musen Alma (Vicky Krieps) er fortalt igennem gudesmukke billeder og i et delikat adstadigt tempo – men Paul Thomas Andersons film er så besnærende som nogen neglebidende thriller.

Læs også: Tak for filmene, Daniel Day-Lewis: Lad ikke eftermælet drukne i ekstreme method-myter