Se ny action-packed ‘Pacific Rim: Uprising’-trailer med John Boyega

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I næste uge har Guillermo del Toros ‘The Shape of Water’ dansk premiere, og den er et noget mere afdæmpet bekendtskab end den mexicanske instruktørs fem år gamle actionbasker ‘Pacific Rim’, hvor blandt andre Idris Elbas karakter Stacker Pentecost i en Jaeger-mecha måtte bekæmpe kaijus – kæmpestore søuhyrer.

Til marts kommer efterfølgeren ‘Pacific Rim: Uprising’, som Guillermo del Toro denne gang nøjes med at producere. I stedet har Steven S. DeKnight indtaget instruktørstolen i sin spillefilmdebut. Tidligere har han instrueret afsnit af tv-serier som ‘Daredevil’ og ‘Smallville’, men ellers har han mest været manuskriptforfatter.

Den nye film foregår 10 år efter ‘Pacific Rim’. I hovedrollen ses ‘Star Wars’-stjernen John Boyega som Jake Pentecost – søn af Idris Elbas karakter. Han er ellers godt i gang med at rode rundt i den kriminelle underverden, men får en chance for at vågne op til heltedåd og redde jorden, ligesom farmand gjorde det.

Charlie Day, Burn Gorman og Rinko Kikuchi fra den første film vender tilbage, og de får selskab af blandt andre Scott Eastwood, Tian Jing og Adria Arjona.

‘Pacific Rim: Uprising’ får premiere 22. marts.

Læs også: Spielberg og Guillermo del Toro reagerer på Natalie Portmans Golden Globes-bemærkning

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af