Sløjt konkurrenceprogram giver medvind til Berlinalens kritikere

Sløjt konkurrenceprogram giver medvind til Berlinalens kritikere
Mia Wasikowska i 'Damsel'.
Idris Elba skyder forbi med sin debut som instruktør, mens Robert Pattinson og Mia Wasikowska lyser op i feministisk western. Vores udsendte gør midtvejsstatus over årets Berlin-festival.

Lidt over halvvejs ind i årets Berlinale venter vi stadig på det uomgængelige mesterværk. Erik Poppes ‘Utøya 22. juli’ var tæt på for mig, men det er en film, der i den grad deler vandene, og mange kritikere finder den usmagelig. Selvom jeg personligt blev ret overbevist af instruktørens og overleveres argumenter på pressemødet, kan jeg heller ikke slippe en lille nagende tvivl om de etiske aspekter af at lave en spændingsfilm om massakren for blot syv år siden.

Wes Andersons åbningsfilm ‘Isle of Dogs’ ligger stadig i toppen hos branchemagasinet Screens kritikerpanel, der uddeler stjerner til konkurrencefilmene – på trods af en enighed om, at filmen lå i den lette ende. De fleste kritikere hernede klager over, at konkurrenceprogrammet er sløjt i år. Måske trænger man også bare til at grine på Berlinalen, der er kendetegnet af politiske og meget, meget alvorlige film.

»Lighten up!« var et af fem råd fra branchemagasinet The Hollywood Reporter til at forny festivalen, når festivaldirektør Dieter Kosslicks kontrakt slutter i 2019. »Ville ikke både det lokale publikum og kritikere nyde muligheden for en lindring af al angsten med nogle mere muntre rent underholdende indlæg – specielt fordi det ofte er koldt og mørkt udenfor?«

Wes Andersons ‘Isle of Dogs’.

Kosslick, der har ledet Berlinalen siden 2001, er i de senere år blevet kritiseret for at vægte politik højere end filmkunst og lade festivalen ekspandere på bekostning af kvalitet. 79 tyske instruktører, inklusive prominente navne som Maren Ade (‘Toni Erdmann’), Fatih Akin (’Mod muren’, ‘In the Fade’) og Christian Petzold (‘Phoenix’), efterlyste i november i et åbent brev på nyhedssitet Spiegel Online til den tyske kulturminister »en ny start« med en ledelse, der er i stand til at bringe Berlinalen op på niveau med Cannes og Venedig.

Feministisk westernsatire

Årets festival har indtil videre ikke givet Kosslick oprejsning. Nye film fra rutinerede instruktører som amerikanske Gus Van Sant, spanske Isabel Coixet, franske Benoît Jacquot og filippinske Lav Diaz har skuffet. Jeg var også skuffet over Idris Elbas instruktørdebut i Panorama-programmet, gangster- hævn- og kærlighedsdramaet ‘Yardie’, der er stemningsfuld, men en rodebutik med et overfyldt plot, der ikke giver mening. I det hele taget har der har ikke været nogle overraskende nye gennembrud, og bortset fra ‘Utøya’ er der ingen film, som alle taler om.

Det betyder ikke, at festivalen er ren elendighed. Der har været en række fine film med gode takter.

‘Damsel’ af David og Nathan Zellner er en feministisk westernsatire, hvor Robert Pattinson sætter ud for at redde sin forlovede, spillet af Mia Wasikowska, fra en kidnapper. Hun viser sig dog ikke at være en klassisk damsel in distress. Filmen er sjov og overraskende, men bruger også lidt lang tid på at banke sin pointe på plads.

‘Mia Figlia’ af italienske Laura Bispuri er en følsom, rå, sanselig og velspillet fortælling om moderskab og identitet. 10-årige Vittoria bliver splittet mellem sin fornuftige og kærlige adoptivmor og sin uansvarlige og viltre biologiske mor, fremragende spillet af Alba Rohrwacher, der pludselig træder ind i hendes liv igen. Dilemmaet for alle parter er ægte, men løses lovlig let.

Alba August spiller Astrid Lindgren i Pernille Fischer Christensens ‘Unge Astrid’.

Franske Cédric Kahns ‘The Prayer’ er en smuk og lidt forudsigelig film om en 22-årig heroinmisbruger, der kommer på afvænning i en katolsk facilitet i Alperne. Efter en hård start finder han ro og broderskab med de andre unge mænd.

Annonce

Ikonisk interview

Fransk-tyske Emily Atef rekonstruerer i ‘3 Days in Quiberon’ et ikonisk sidste interview med skuespillerstjernen Romy Schneider med det tyske magasin Stern over tre dage i 1981, et år inden hun døde. Schneider er i et dybt hul af alkoholisme og depression og deler ud af sine ulykkeligheder til den borende journalist. Journalisten går efter en saftig historie, men Schneider ønsker også at fortælle sin version. Hvem kontrollerer historien, og hvem udnytter hvem, lyder filmens spørgsmål, der ikke er mindre relevant i nutidens mediekultur.

Svenske Måns Månsson og Axel Petersons ‘Toppen av verden’ er et grotesk kulsort komediedrama om en kvinde i 60’erne, der vender hjem til Sverige fra udlandet. Hun har arvet et lejlighedskompleks fra sin far og forsøger nu med alle midler at skille sig af med ulovlige lejere for at sælge sin bygning. Filmen dyrker en klaustrofobisk grimhedsæstetik med ikke-flatterende nærbilleder af de mestendels usympatiske karakterer. Mange kritikere kunne ikke lide den, men jeg fandt den forfriskende overraskende.

I den mere klassiske ende af svensk film er danske Pernille Fischer Christensens ‘Unge Astrid’, som spiller i sektionen Berlinale Special Gala, et gribende portræt af Astrid Lindgren i sine formative år, hvor hun får et barn uden for ægteskab. Mere om filmen følger.

Læs også: Film om Utøya er ubærlig og uafrystelig

Læs også: Wes Anderson åbner Berlinalen med et galgenhumortistisk bjæf