»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

‘120 slag i minuttet’: Årets største Oscar-snub går lige i hjertet

‘120 slag i minuttet’: Årets største Oscar-snub går lige i hjertet
Nahuel Pérez Biscayart i '120 slag i minuttet'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Robin Campillo

Medvirkende

Nahuel Pérez Biscayart, Arnaud Valois, Adèle Haenel, Antoine Reinartz

Spilletid

143 min.

Premiere

Den 8. marts

‘120 slag i minuttet’ vandt Grand Prix-prisen under sidste års Cannes-festival og førte weekendens felt ved Frankrigs svar på Oscars, César-prisen, med 13 nomineringer og seks sejre – blandt andet for bedste film. Men da det amerikanske akademi skulle udpege årets bedste udenlandske film, var Robin Campillos instruktørgennembrud ikke engang at finde på shortlisten over de ni bedste. Årets største Oscar-snub.

Filmen har omtrent alt kørende for sig. Den er skræmmende aktuel i sin skildring af den parisiske aktivistgruppe Act Up, der i 1990’erne utrætteligt kæmpede for at få medicinalindustrien til at bruge kræfter på at stoppe den dødelige aids-epidemi. Selvom en aids-diagnose ikke længere er en dødsdom, vækker fortællingen om en udsat gruppe i oprør mod systemet genklang i tidens politiske landskab, hvor politikerlede og fremadstormende højrenationalister truer med at dele samfund over hele verden.

Men det er ikke kun på aktualitets- og minoritetsbarometeret, at ‘120 slag i minuttet’ stråler. Filmen er også en visuel og poetisk tour de force, der stilsikkert balancerer henført ekstase og feberdrømmens mørke på en knivsæg.

Nahuel Pérez Biscayart og Arnaud Valois i ‘120 slag i minuttet’.

Ikke ulig Campillos gennembrud som manuskriptforfatter, ’Klassen’, er filmens pulserende nerve et klasseværelse. Men modsat Guldpalmevinderen fra 2008 summer rummet her af et livsvigtigt engagement, når Act Up-deltagerne ugentligt diskuterer deres kommende aktioner, der skal øge opmærksomheden omkring aids. De har etableret et slags mini-demokrati på kanten af samfundet, hvor ordene farer frem og tilbage som projektiler, og hvor man ikke nødvendigvis behøver at være enige for at blive hørt.

Kollektivismen er i centrum i filmens første halvdel, hvor gruppens dynamikker sættes under lup. Der er ikke nogen egentlige hovedroller, men Antoine Reinartz’ glimrende portrættering af Act Up-formanden Thibault tilraner sig størstedelen af opmærksomheden, når det håndholdte kamera flakker rundt i klasseværelset og kortvarigt taber pusten.

Men et godt stykke inde i filmen skifter Campillo fokus og zoomer ind på to skikkelser i hver deres ende af kollektivets brede spektrum. Nathan (gennembrudstalentet Arnaud Valois) er den nye dreng i klassen og en af de få, der ikke selv har brune pletter op ad halsen og stadig foretrækker at knalde uden kondom til trods for den forbundene risiko. Sean (en fremragende Nahuel Pérez Biscayart) fører derimod an i gruppens militante aktioner, hvor falsk blod sprøjtes over paniske beslutningstagere, og eksplicitte billeder af analsex hænges op på gadehjørner for at skabe opmærksomhed om sygdommen.

Annonce

De to mænd forelsker sig, men den rørende kærlighedsfortælling tager aldrig opmærksomheden fra filmens hovedærinde: At skildre Act Up som enhed. Vi ser stadig stort set kun elskovsduoen i forlængelse af deres arbejde med Act Up – det er bindeleddet, der holder dem sammen.

Man kunne se det som et problem, at parret som sådan ikke har noget liv uden for aktivismen, men i ‘120 slag i minuttet’ forholder det sig anderledes. Campillos elegante manuskript behøver nemlig ikke stort albuerum for at skabe dybe karakterer. Som gruppens eneste midaldrende, heteroseksuelle kvinde, der har engageret sig fuldt ud i foreningen for at støtte sin smittede teenagesøn. Hun er der sådan set bare, men småkommentarer om sønnens diagnose gør, at man alligevel bliver ramt af hendes smerte.

Arnaud Valois i ‘120 slag i minuttet’.

Act Up er filmens sjæl, så dybt indgroet i medlemmernes dna, at selv de mest intime situationer finder vej til lærredet. Og samtidig bliver aktivismen et udtryk for det smukke ved fællesskabet, der bringer en gruppe i bund og grund vidt forskellige mennesker sammen og vækker et stille håb om, at vi også i dag kan finde enighed på trods af gabende kulturkløfter.

Det er sigende for filmen, at de to stærkeste scener er en sex- og en dødsscene. I disse kontraster er’120 slag i minuttet’ fremragende. Som når Nathan og Sean har sex for første gang og tænker tilbage på deres første møde med den dødelige sygdom, de hårdnakket forsøger at bekæmpe. Kameraet stirrer insisterende uden på noget tidspunkt at blinke. Det er både hudløst ærligt og enormt rørende.

Ekstasen og døden går hånd i hånd, hvilket også understreges af filmens krydsklipning mellem det pumpende dansegulv på Act Ups stamklub, hvor medlemmerne finder adspredelse, og et tyst begravelsesoptog gennem Paris’ gader. Selv med døden på tæt hold lever de livet til fulde – uden fortrydelse og blottet for nogen som helst form for offermentalitet.

Campillos portræt af Act Up og 1990’ernes AIDS-aktivisme er så oprigtigt, at man mærker instruktørens egen fortid i selvsamme gruppe. Det er fiktion, men kunne næppe være fortalt så overbevisende af en udenforstående. Det beviser filmens kraftfulde afrunding, hvor den altopslugende sorg emmer fra lærredet, men alligevel efterlader en glød af optimisme.

Døden har sjældent taget sig smukkere ud på film.

Læs også: Her er filmene, du skal se i biografen i marts – med nyt fra Haneke, Spielberg og Bornedal