’Annihilation’ på Netflix: Uhyggeligt fascinerende sci-fi-nyklassiker fra manden bag ’Ex Machina’

’Annihilation’ på Netflix: Uhyggeligt fascinerende sci-fi-nyklassiker fra manden bag ’Ex Machina’
Natalie Portman i 'Annihilation'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Alex Garland

Medvirkende

Natalie Portman, Oscar Isaac, Jennifer Jason Leigh, Tessa Thompson, Gina Rodriquez, Tuva Novotny, Benedict Wong

Spilletid

115 min.

Premiere

Kan ses på Netflix fra 12. marts

Det stod skrevet i stjernerne, at Alex Garland skulle jonglere med store budgetter oven på succesen med instruktørdebuten ’Ex Machina’, men selvom ’Annihilation’ har et af et af Hollywoods topstudier i ryggen og et budget på godt og vel 50 millioner dollars, er den langt mere vovet end de fleste af tidens amerikanske studieproduktioner.

Den leder tankerne hen mod en svunden æra, hvor fremsynede filmskabere fik kreativ frihed til at gå linen ud og forfølge deres visioner – uden at skulle tænke i lagkagediagrammer eller potentielle sequels. Instruktørens anden science fiction-færd er nemlig både kompromisløst visionær og voldsomt fascinerende.

Filmen er baseret på første roman i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi, hvis ry som ufilmatiserbar bliver gjort til skamme med den Oscar-nominerede brite ved roret. Det er en langt mere ambitiøs satsning, end noget Garland tidligere har stået bag, både som instruktør og manuskriptforfatter, med en ekspressiv billedside á la Kubricks ’2001’ og en sindsvridende fortælling, der trækker på både Tarkovskijs ’Solaris’ og ’Stalker’.

Og selvom det har vist sig at være en kombination, de store Hollywood-studier ikke viser megen tiltro, er det den perfekte opskrift på en sci-fi-nyklassiker, der på en gang er intens og eftertænksom, uhyggelig og dragende og ganske svær at blive klog på. Nøjagtigt ligesom det fremmedobjekt, den skildrer.

Den samlede ekspedition i The Shimmer.

’Det’ er en boblelignende masse – døbt The Shimmer for sin glimtende, regnbuefarvede overflade – der hastigt udvider sig og opsluger større landområder i den amerikanske ødemark. Ingen ved, hvad der breder sig inden for dens rammer, mindst af alt lederskikkelsen på den nærliggende forskningsbase Dr. Ventress (Jennifer Jason Leigh), som har sendt talrige ekspeditioner ind i boblens vingefang for aldrig at se dem igen. Teorien går på, at militærgrupperne enten er blevet dræbt af ’noget’ eller er blevet sindssyge og har dræbt hinanden.

Sandheden viser sig imidlertid at være langt mere kompliceret, da den forsvundne militærofficer Kane (Oscar Isaac) dukker op i dagligstuen hos sin kone Lena (Natalie Portman), 12 måneder efter han deltog i en hemmeligholdt mission til The Shimmer. Han har et tomt blik, en blakket hukommelse, og inden længe dratter han om ved køkkenbordet med organsvigt. Så meget for den glædelige genforening.

Fast besluttet på at finde ud af, hvad der er hændt hendes mand, melder Lena frivilligt sin ekspertise som Johns Hopkins-biolog med militærbaggrund til den næste mission ind i det ukendte, der bliver personligt anført af Dr. Ventress. Herfra bevæger ’Annihilation’ sig ned ad den klassiske science fiction-ekspeditionsformular, men puster nyt liv ind i den ellers let fortærskede undergenre, hvor tåbelige beslutninger i mødet med ’det andet’ ofte stjæler opmærksomheden – tænk bare på sidste års ’Alien: Covenant’.

En massiv albinoalligator er blandt de udfordringer, gruppen står overfor.

Annonce

Ekspeditionens fem forskere, der desuden tæller fysikeren Josie (Tessa Thompson), paramedicineren Anya (Gina Rodriguez) og antropologen Cass (svenske Tuva Novotny), handler i stedet rationelt i en sådan grad, at man bliver helt mistænkelig over for Portmans afmålte biolog, der utrætteligt tager dna-prøver og tester blodceller – selv efter hendes holdkammerater gradvist bliver pillet fra hinanden af nattens farer i den omkringliggende jungle. De udgør noget så forfriskende som en gruppe (mestendels) intelligente mennesker, man rent faktisk tør tiltro en mission, hvis udfald kan afgøre Jordens skæbne. Og nå ja, så er de alle sammen kvinder.

Dermed ikke sagt, at filmen kun spiller på et intellektuelt plan. Kort efter gruppens entre i The Shimmer er Josie nær blevet revet midt over af en kæmpestor albinoalligator, og det er bare begyndelsen på de farer, der venter forude. Alt fra plantevegetationen til dyrelivet har gennemgået en anormal mutationsproces, der også blokerer alle radiosignaler ind og ud ad den isolerede boble og efterlader femkløveret sårbar.

I filmens mest nervepirrende scene står gruppen ansigt til ansigt med en bjørnelignende skabning, der lægger an til at vippe ’The Revenant’ af tronen over bedste bjørnescener i nyere tid. Garland forstår antydningens kunst, så selv de gruopvækkende scener er blandet med en ambivalent fascination – både over det filmiske håndværk og de mystiske skabninger, der åbenbarer sig.

Oscar Isaac vender hjem til Natalie Portman efter at have været forsvundet i et år.

Filmen er i det hele taget fyldt med forunderlige ting. Som når flashbacks og en militærafhøring i nutiden – hvor Lena er vendt hjem fra missionen – punkterer kronologien fra første scene og fungerer som tidsforvrængende ellipser, der gør det ud for karakterernes drømmetimer (’Annihilation’ er den slags film, hvor karaktererne rent faktisk sover). Eller når Garlands kreative parløb med filmfotograf Rob Hardy tilfører et drømmende skær til hver en frame med et diset billede, der både afspejler et larger than life-møde, men også en virkelighed, hvor op og ned er svært at adskille.

Det er i tredje akt, at Garland kanaliserer sin indre Kubrick i et sansebombardement af dimensioner, der samtidig løfter sløret for mysteriet bag The Shimmer. Men selvom forklaringen viser sig at være rodfæstet i videnskab, er den stadig ganske ubegribelig. Som det bliver konkluderet i to særdeles mindeværdige monologer, er den bedste beskrivelse af boblens væsen, at den er anderledes fra os. Større end os.

På den måde stiller filmen spørgsmålet, hvordan vi reagerer som mennesker, når vi konfronteres med noget ufatteligt. Med rationel ærefrygt eller trukne geværer? Svaret viser sig at ligge et sted midt i mellem – med selvdestruktion som et bærende begreb, der ekkoer menneskets hybrisflirtende teknologidyrkelse i ’Ex Machina’ med såvel Nathans kampdruk og Calebs håbløse forelskelse i et væsen, der i sidste ende overmander ham både fysisk og psykologisk. I begge film er det fysiske og metaforiske dna, der konstituerer et menneske, i centrum.

Tess Thompson og Gina Rodriguez.

Der er mange paralleller at trække til Denis Villeneuves ’Arrival’, som også har en kvinde i billedet, videnskab i fokus og et fremragende elektronisk score, der smelter sammen med lyddesignet. Men ’Annihilation’ er mere radikal i sin fortællestil. Ethvert antræk til noget sentimentalt udebliver til fordel for en herlig tvetydighed, som kun vokser ved gensyn.

Man fristes i øvrigt til at sige, at Garland kom før Villeneuve, for ’Annihilation’ har ligget klar i hen ved to år, men er blevet holdt tilbage af rundforvirrede Paramount, der øjensynligt ikke har vidst, hvad de skulle stille op med en film som denne. Jeg har set filmen på det store lærred i USA, men uden for Amerika er det Netflix, der står for distributionen, og det er nemt at begræde, at det europæiske publikum må tage til takke med at se filmen fra sofaen, for den er på alle måder tænkt til det store lærred.

Men hvis Netflix-distribution betyder, at vi kan få flere filmsatsninger som ’Annihilation’, er det nu svært at stille sig utilfreds.

Læs også: ‘Annihilation’ er for udfordrende til at komme i de europæiske biografer