’Barry’: Bill Hader er lejemorder og absurd sjov på samme tid i ny HBO-serie

’Barry’: Bill Hader er lejemorder og absurd sjov på samme tid i ny HBO-serie
Bill Hader som lejemorderen Barry.
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Bill Hader og Alan Berg

Medvirkende

Bill Hader, Stephen Root, Sarah Goldberg, Glenn Fleshler, Anthony Carrigan, Henry Winkler

Spilletid

Otte afsnit á 30 min.

Premiere

Den 26. marts på HBO Nordic

De er excentriske egocentrikere med spotlyset i sigte. Han lever i selvforglemmende solformørkelse. De føler følelser til døde. Han er en funktionel træmand. De er et hold målbevidste amatørskuespillere. Han er en desillusioneret lejemorder.

Kontrapunkterne danner fundamentet for ’SNL’-disciplen Bill Haders nye HBO-serie ’Barry’. Serien kommer let fra start med Barry (Bill Hader), der ikke længere kan finde motivationen i den anonyme tilværelse som iskold ekspert i drab. Onkelfiguren/manageren Fuches (Stephen Root) fik i sin tid den tidligere marinesoldat ud af et depressivt hul med lejemordertjansen og foreslår nu Barry at tage imod et job fra den tjetjenske mafia i det solrige Los Angeles.

Barrys mission er at likvidere en mand, der har en affære med hustruen til gangsterbossen Goran (Glen Flescher). Og før Barry ved af det, befinder han sig blandt en gruppe håbefulde unge skuespillere. Han introduceres med en overfusning fra den ellers umådeligt søde Sally (Sarah Goldberg), som øver sig på Julianne Moores »suck my dick«-dialog fra ’Magnolia’. I L.A. er teater lig med filmgengivelser, erfarer Barry.

Ved et tilfælde ender Barry selv på scenen i en opførsel af scenen fra ’True Romance’ med Gary Oldman som rasta-pimp, der her spilles til latterligt overmål af Ryan – manden Barry er bestilt til at nakke. Det glemmer Barry dog på scenen, hvor han trods sit livløse skuespil finder mening, en vokation.

Holdets benhårde og fagligt ærekære lærer Gene (en Emmy-værdig præstation fra veteranen Henry ’Fonzie’ Winkler) ser ikke noget lys i Barry. Han ændrer dog holdning, da Barry i et desperat forsøg på accept fortæller sin rigtige baggrund. »Historien er nonsens, men der er noget at arbejde med«, erkender Gene metakommenterende.

Annonce

Gene bliver med kongstanker som »skuespil er sandheden« og »du skal bryde ud af din skal« en mentor på scenen og i livet for Barry Block. Gu’ skal udtryksløse Barry da prøves af som Alec Baldwins kapitalistiske dundertaler fra ’Glengarry Glen Ross’ og selveste Macbeth! Efter Stanislavskijs skuespilteori har Barry som få en dramatisk livserfaring at trække på. Det handler blot om at turde aktivere den. Og få tid og plads til det.

Tre kvindelige medlemmer af teatertruppen, som Barry indrulleres i ved et tilfælde.

Barry og seeren kastes fra det perspektivrige skuespilpunkt tilbage til den brutale mordsti, idet tjetjenske hitmen gør Barrys arbejde med Ryan færdigt, hvorpå han reagerer ved at skyde dem. Barrys to verdener støder sammen, og med sig følger et stadigt større karaktergalleri af LAPD-betjente, bolivianske gangstere og kollegaer fra marinetiden.

Det bevidst karikerede krimiplot fylder indimellem for meget i forhold til Barrys fish out of water-oplevelser med skuespilholdet. Den hårløse Anthony Carrigan godtgør dog gangsterfokusset som Gorans indsmigrende højrehånd NoHo Hank, der er en konstant scenestjæler og komisk gave med ’Space Jam’-metaforer, bitmojis og sin halvt stønnende udtale af »Baaarrry«. En karikatur med personlig karakter, som er sigende for serien.

Hver scene er som udgangspunkt grotesk morsom og så alligevel aldrig langt fra et voldeligt mørke og alvorstung tragik. Barry med de flakkende øjne er en eksistentiel fange af sin egen fortid. Det kræver ofre at realisere skuespildrømmen og forelskelsen i Sally. Hader instruerer selv de første mere lette afsnit, mens ’Atlanta’-instruktøren Hiro Murai mod slutningen understreger, at han er mester i eksplosive stemningsskift.

Bill Hader har beskrevet serien, som hvis den Camus’k fremmedgjorte Travis Bickle fra ’Taxi Driver’ mødte det barokke dilettantensemble i mockumentary’en ’Waiting for Guffman’. Haders cinefile hjerte kammer aldrig over, men bruges raffineret som absurd overraskelseselement, når en politikommissær refererer til Akira Kurosawas ’Yojimbo’, en montage med fjollede mimeøvelser tilsættes ’Commando’-temaet på harpe, og en gangsterredde angribes med det idiotiske »Leeroy Jenkins«-brøl.

Hader vil have os til at tage ham seriøst og grine af ham på samme tid. Det lykkes mestendels. Får han finpudset synkroniseringen mellem kontrapunkterne, står han selv med en serie, som andre i fremtiden vil referere til.


Kort sagt:
’Barry’ kunne have været et langt showcase for Haders vidtstrakte gummiansigt og imitationstalent, men klogeligt har han påtaget sig straight man-rollen midt i et galgenhumoristisk univers af dramaqueens og gangsterkonger. Fra sin midterposition lykkes han langt hen ad vejen med at få absurd sjove scenarier til at spille sammen med nådesløs vold, og han når flere gange rørende dramatiske dybder med både karakteren Barry og skuespilleren Bill Hader.