’De frelste’: Øjenåbnende kludetæppe om danske missionærer i Afrika

CPH:DOX. I 1913 drog den kristne danske missionær Niels Brønnum sammen med sin gravide hustru Margaret på mission til Nigeria. Dette for, som han skriver, »at danne et bolværk mod islam«. Hans dagbogsnotater om den strabadserende tur og mødet med afrikansk kultur udgør den (for undertegnede ganske ukendte) historiske rygrad i Morten Vests dokumentar ’De frelste’.

I filmen møder vi også nulevende Afrika-missionærer, der trods høj alder stadig fortsætter kaldet. Heriblandt den 76-årige Rikke Vestergaard, der finder både glæde og mening i, at der, som hun siger, »er brug for én«.

Rikke er uddannet sygeplejerske og arbejder for missionen på en yderst interimistisk klinik i en landsby i det nordlige Nigeria. Med smittende gå-på-mod og imponerende opfindsomhed får hun enderne til at mødes år efter år. Når blod- og urinprøver skal slynges og centrifugeres, og klinikken ingen professionel maskine har til dette, finder Rikke den ombyggede boremaskine og et kraftfuldt bilbatteri frem og – vupti – så er det problem løst. Selv et åbent kraniebrud på en ung dreng har hun egenhændigt behandlet med lidt hjælp fra den gamle håndbog i kirurgi.

Hun er et interessant bekendtskab og med til at sætte missionærgerningen i perspektiv filmen igennem. For er Rikke primært sygeplejerske eller kristen missionær (hvis man overhovedet kan adskille de to ting)?

Morten Vest, der ikke er traditionelt filmuddannet, har tidligere instrueret en række Afrika-dokumentarer. Heriblandt ’Masaier på vej’ (sammen med Robin Schmidt), der deltog på den internationale dokumentarfestival IDFA i 2010.

’De frelste’ lægger fra land som et historisk tilbageblik på pionermissionæren Niels Brønnums færd fra det kolde nord ned til de afgudsdyrkende stammer i Afrika. En bred vifte af arkivklip – mange øjensynligt optaget væsentligt senere end 1913 (og nogle afspillet i forkert hastighed) – ledsager Brønnums dagbogsnotater, der læses op. Og på lydsiden er der, for at sige det mildt, ikke sparet på effekter til at ledsage de ellers stumme strimler. Skibsklokker bimler, bølger bruser, og cikader synger så påfaldende, at lydtapetet sammen med de ellers dragende arkivbidder, skurer i øjne og ører.

I forsøget på at levendegøre Brønnums mission synes Vest beklageligvis at have overgjort arbejdet bag klippepulten.

’De frelste’ transformerer sig undervejs fra at være en fortælling om Brønnums missionstur i 1913, hvor hans kone på ganske tragisk vis omkommer, til at være en noget ufokuseret kontemplation over selve missionsgerningen, hvor et væld af parter inddrages: Førnævnte Rikke, der har missioneret i en menneskealder, andre danske missionærer i den pensionsmodne alder, den lokale ærkebiskop, der nu forkynder den kristne tro for kirkens menighed og såkaldte ’vidner’ fra den omvendte Bachamastamme, der endnu kan huske Brønnum eller i hvert fald har fået fortalt om ham.

Dokumentaren ender med at føles som lidt af et kludetæppe af strøtanker, grundlæggende interessante karakterer og halvt søsatte idéer, hvor arkivklip synes presset ind i en sammenhæng med illustrativt formål. Men indblikket i et stykke dansk missionærkolonihistorie er i sig selv så grundlæggende øjeåbnende, at det er værd at se igennem fingre med manglerne i ’De frelste’.  

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted