‘EuroTrump’: Geert Wilders lukker ingen ind – heller ikke filmholdet

»Amerikanske journalister spørger mig ofte: ’Er du den hollandske Trump?’«, fortæller den hollandske politiker Geert Wilders cirka 20 minutter inde i dokumentarfilmen ’EuroTrump’. Svaret lyder: »Jeg er min egen person, og jeg er ikke Trump«.

Det er dog ikke en påstand, omverdenen vil høre tale om. Og lighederne er da også slående: Begge er højreorienterede, systemkritiske, nationalistiske og populistiske skikkelser i medierne, og deres respektive kontroversielle udtalelser har genereret et stort følge. Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig den orange hud og det blonde, tilbagestrøgne hår, som pryder dem begge.

Wilders adskiller sig dog fra sin amerikanske kollega ved at proklamere en utvetydig og uforbeholden islamofobi. Ifølge ham er islam en frihedsberøvende og intolerant religion, der er i gang med at ødelægge alle vestens samfund, som er blevet bygget på kristne værdier.

Instruktørerne Nick Hampson og Stephen Robert Morse er tydeligvis begejstrede for at have fået en sjælden mulighed for at interviewe kontroversielle Geert Wilders, der følges døgnet rundt af bodyguards på grund af dødstrusler fra ISIS, Al-Qaeda og Taleban. Filmens dramatiske introtekst lover således »hidtil uset adgang til et liv, som aldrig før er blevet set på nær hold«.

Desværre holder filmskaberne ikke, hvad de har lovet. Wilders viser ganske vist et billede af sig selv som barn, og han fortæller om kærligheden til sin kone, men man får alligevel ikke følelsen af komme tæt på mennesket, der i flere henseender ikke tør lukke fremmede ind. Dette personlighedstræk fik i tidernes morgen Wilders til at lukke for medlemstilgang i sin forening, der nu står bag Hollands næststørste parti Partij voor de Vrijheid (Parti for frihed), hvor han således fortsat er eneste bestyrelsesmedlem.

Filmholdets begrænsninger handler sandsynligvis om Wilders egne sikkerhedsforanstaltninger. Med dødstrusler hængene over hovedet kan man godt forstå, at Wilders ikke vil have et kamerahold med hjem i privaten, hvis placering er hemmeligholdt for offentligheden, men man bliver ikke klogere på et menneskeliv alene ud fra optagelser fra ministerbilens bagsæde og i opstillede studieinterviews.

Havde Hampson og Morse så bare fået det meste ud af det materiale, de har haft til rådighed. Men her sløser instruktørparret også flere gange, når de eksempelvis får Wilders til at sige det første, der falder ham ind, når han hører ord som ’frygt’, ’tro’ og ’krig’. Den klodsede journalistiske fremgangsform understreges af en unødvendig bas, der slår hvert ord fast, når de i kæmpestore bogstaver smækkes op på lærredet.

I filmens mest interessante perioder træder hovedpersonen faktisk i baggrunden. Løbende sætter diverse eksperter nemlig Wilders i et større perspektiv, når de beskriver den vestlige verdens simultane højredrejning og sammenligner politikerens metoder og retorik med en vis Adolf Hitler. Det krydres effektivt med personlige fortællinger, når hollandske borgere med og uden muslimske tilhørsforhold sideløbende formulerer deres mening om politikeren. Men det virker useriøst, når filmen klipper fra en eksperts Hitler-sammenligninger til Wilders, der med et smil på læben fremviser billeder af sine katte.

Mod slutningen bygges der imidlertid op til det hollandske parlamentsvalg i 2017, hvor Geert Wilders håber, at Partij voor de Vrijheid bliver landets største parti.

Den højdramatiske musik understreger, at der virkelig er noget på spil, mens kameraet følger Wilders på afstand. Taletiden er tilsyneladende brugt op, for ikke en eneste gang får vi lov til at høre hans reaktioner på hele det spændende forløb. I stedet må instruktørerne igen gribe fat i eksperter og menigmand, der kan kommentere valgets for- og efterspil.

Filmskaberne har med ’EuroTrump’ forsøgt at tegne et personligt portræt af en kontroversiel politisk figur, men helt tæt på Wilders kommer man aldrig. Han forbliver utilnærmelig.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted