HBO’s bedste komedieserier gennem tiden – rangeret

HBO’s bedste komedieserier gennem tiden – rangeret
Laura Dern i 'Enlightened'

(Opdateret 23. marts 2018)

HBO blev kendt over hele verden for deres dramaserier som ’The Sopranos’ og ’The Wire’, men de har også længe været den mest progressive producent af serier i komediegenren. Vi følger vores rangering af de 20 bedste dramaserier op med de mest seværdige på komediefronten. Fra de lårklaskende til de inderlige.

10. ’Bored to Death’ (2009-11)

Der er få skuespillere, der er mere elskværdige end Jason Schwartzman, der lige siden gennembruddet i Wes Andersons nyklassiker ’Rushmore’ fra 1998 har gjort det til en karriere at spille skæve, småneurotiske outsidere. Således også i ’Bored to Death’, hvor han spiller forfatteren Jonathan Ames, der – inspireret af en Raymond Chandler-krimi – beslutter sig for at supplere sin skrantende forfatterøkonomi ved at bijobbe som privatdetektiv.

I løbet af tre sæsoner udforsker, løser, men mest forplumrer Jonathan en række mere eller mindre fjollede sager om blandt andet identitetstyveri, stjålne skateboards og hundekidnapning, der byder på et væld af forrygende gæsteskuespillere (Patton Oswalt, Kristen Wiig, Jenny Slate, Stacy Keach med flere).

Det er dog Schwartzman, Zach Galifianakis (som vennen Ray) og Ted Danson (som faderfiguren George), der gør ’Bored to Death’ bedre end andre krimier med komisk tilsnit som ’Monk’, ’Castle’ og hvad de nu ellers hedder. Bevæbnet med en dyb forståelse af krimigenrens troper og sylespids dialog skiftevis masserer og prikker trekløveret til hinanden i en velsmurt buddy cop-tv-serie med et tredje hjul.

Og så er det simpelthen befriende med en serie, der tør være litterær og dekonstruere sproget med rekursiv dialog, der peger tilbage til både Woody Allen og Hal Hartley. Det får man altså ikke i ’Bones’.

9. ’Getting On’ (2013-15)

Hvor mørk skal en komedie egentlig blive, før den ikke længere er sjov? Mørk som en dement patients fæces efterladt på en stol i venteværelset? Mørk som en døende kvindes koksgrå cancer? Eller blot mørk som en uendelig, deprimerende arbejdsdag på en underbemandet plejefacilitet for ældre kvinder på et nedslidt hospital?

Hospitalsserien ’Getting On’ er en beskidt perle af en workplace comedy bestående af bare 18 afsnit, som alvorligt tester vores kapacitet for sortsyn – i slægtskab med de realistiske elementer i Lars von Triers grynede, håndholdte ’Riget’ og galakser fra de sentimentale fjollerier i ’Scrubs’.

Sygeplejerskerne på Billy Barnes Extended Care Unit kæmper prisværdigt for at gøre opholdet tåleligt og værdigt for de ældre patienter, men slås selv med afsporede privatliv, svindende tålmod, kvælende bureaukrati og en karriereliderlig lægestab med den fænomenale Laurie Metcalf i spidsen som nedladende chef, der håber, at hendes forskning i fækal inkontinens kan føre til en forfremmelse ud af den livløse afdeling.

Serien finder en helt afsindig deadpan-humor på den sårbare sidste mil mod dødens port, hvor familie, venner, kropsfunktioner, selve sindet – eller dem alle tilsammen – kan have forladt dig. Hvor absurditeten i de praktiske detaljer bliver blottet, og afmålte stænk af medfølelse betyder alt.

8. ’Extras’ (2005-07)

Ricky Gervais og Stephen Merchant fulgte genistregen ’The Office’ op med endnu en seværdig og ofte vanvittigt morsom komedieserie. Præmissen er besnærende for enhver med fascination af underholdningsindustrien: En fortælling om de dedikerede og fuldkommen selvbedrageriske mennesker, der er statister på filmsets i håb om at blive fortrolige med stjernerne og en dag selv at blive opdaget.

Gervais’ er befriende underspillet (på Gervais’-skalaen, i hvert fald) som den intelligente, men usympatiske Andy Millman, mens Ashley Jacobs er mere likeable som hans veninde Maggie. Seriens virkelige trumfkort er dog de gæstestjerner, der er omdrejningspunktet for hver enkelt afsnit, fra Ben Stiller og Samuel L. Jackson til Orlando Bloom, Daniel Radcliffe og Chris Martin.

De fleste af dem leverer virkelig udleverende selvparodier, som oftest i rollen som selvoptagede røvhuller. Helt legendarisk er selvfølgelig optrædenen fra en voldsomt bramfri Kate Winslet (»I would love it if you stuck your Willy Wonka between my own Oompa-Loompas«), der på settet til en Anden Verdenskrigsfilm slår fast, at hvis man laver en film om holocaust, er man garanteret en Oscar (hvilket senere gik i opfyldelse, da Winslet vandt for ’The Reader’).

Men også afsnittet med David Bowie, hvor han leverer verdens bedste syngende sviner til Andy Millman, er formidabelt og står selvfølgelig særligt stærkt tilbage netop i år: »Little fat man… who sold his soul«.

’Extras’ er en dejligt ond satire over filmbranchen.

7. ’Silicon Valley’ (2014-)

Den er ikke specielt filmisk, ikke specielt eksperimenterende, ikke specielt original i sin fortælleform. Ja, faktisk er ’Sillicon Valley’ den mest konventionelle komedieserie på denne liste. Men ikke desto mindre sublim.

Den er nemlig vanvittigt morsom, også selvom man ikke har spenderet sine teenageår på at skrive ASCII-koder på sin pc. Grundlæggende er John Altschuler, Dave Krinsky og Mike Judges serie en klassisk underdog-historie om en flok unge iværksættere, der prøver at score den store gevinst blandt Silicon Valleys etablerede tech-moguler. Men den tager meget sjældent sig selv seriøst, og hver gang der er så meget som antydningen af et sentimentalt eller dramatisk øjeblik, punkteres det øjeblikkeligt (man kan altid få et mariachi-band til at spille ind over en vigtig cliffhanger).

Kemien mellem ultranørderne Richard, Gilfoyle, Dinesh og Jared er uimodståelig og den storskrydende Erlich Bachman en allerede legendarisk tv-karakter. Man ville ikke tøve et sekund, hvis man fik muligheden for at flytte ind sammen med Pied Piper, og er det svært at tro på, så tjek gruppens dick/jerk-algoritme ovenfor som et kongenialt eksempel på seriens kvalitet. Det kan ikke forklares, men skal bare ses.

Men når ’Silicon Valley’ også føles som en serie lige til tiden, er det selvfølgelig også, fordi det er en fuldstændigt fantastisk satire på vor tids mest dagsordensættende branche, fra de new age-inspirerede CEO’s til hurtigtkørende milliardærer med et fetichistisk forhold til the threee commas.

Annonce

6. ’Eastbound and Down’ (2009-2013)

Smidt af sit hold for at være et utåleligt røvhul rejser den fallerede baseballspiller Kenny Powers tilbage til sin hjemby for at få sit liv på ret kurs. Han får sig et job som gymnastiklærer og finder sammen med sin high school sweetheart April, men det, der ligner en romantisk komedie om second chances, viser sig hurtigt at være alt andet.

’Eastbound & Down’ er en rigtigt god komedieserie med en helt forrygende hovedperson. Den racistiske, sexistiske, homofobiske og ulideligt narcissistiske Kenny Powers burde være umulig at heppe på, men takket være Danny McBrides charmerende levering af selv de mest hadske, sårende one-liners og bittesmå glimt af figurudvikling, ender man alligevel på Powers’ side – hvad enten han snakker om sine nosser med folkeskoleelever, skyder fyrværkeri af indendørs på et proppet diskotek eller (i en forrygende scene) hi-jacker en vens begravelse og får den til at handle om sig selv.

Fra gymnastiklærerjob over deroute i Mexico til comeback i USA og endelig en sidste chance for redning tager Danny McBride og medskaber Jody Hill seeren med på en vred hvid mands forkvaklede dannelsesrejse proppet med op- og nedture. Det er kras og infantilt, og der er nok bandeord til at fylde halvdelen af Urban Dictionary, men med et flig af hjerte og komisk timing uden sidestykke er det også forrygende underholdning. Det er umuligt at fjerne blikket fra Kenny Powers.

5. ’Girls’ (2012-17)

Lena Dunhams newyorkerserie har mødt megen kritik gennem tiden: Den er for hvid, for nøgen, for irriterende, for selvoptaget, for selvdestruktiv, for quirky, for Marnie.

Det er naturligt, at en serie, der bliver et fænomen, allerede før første afsnit er løbet over skærmen, bliver set ekstra efter i sømmene. Men skræller vi al palaveren væk og lader serien stå for sig selv, er der ingen tvivl om, at den, da første sæson fik premiere, blot 27-årige Dunham har skabt et enestående værk.

’Girl’ satte sammen med ’Louie’ standarden for, hvor alvorlig og punchline-ligeglad en komedieserie kunne være, og den er til stadighed et præcist generationsportræt af en flok unge mennesker, der føler sig entitled og mindreværdige på én og samme tid.

Det har alle dage været et problem for serien, at Hannah var mere interessant end de fleste bifigurer (okay, måske minus Adam), men efterhånden har Dunham og medforfatter Konner faktisk fået Shoshanna, Jessa og ja, selv Marnie mulighed for at stråle.

Det er også gået op og ned for serien, med sæson 3 som et foreløbigt lavpunkt, men i den seneste sæson 5 var den så virilt tilbage, som da den først så dagens lys. Eller rettere: Den fandt en ny modenhed for karaktererne, og der var flere mesterlige øjeblikke, som Marnies soloafsnit og gensyn med Charlie og Hannahs redemption mod slutningen af sæsonen, kulminerende med en mindeværdig Moth Story Slam.

I historiens lange løb vil ’Girls’ stå tilbage som en milepæl. Ærlig, udleverende og sjov.

4. ’Enlightened’ (2011-13)

HBO har specialiseret sig i komedieserier, hvor det er endog meget svært at holde af hovedkarakteren – fra Kenny Powers til Hannah Horvath og Selina Meyers.

Men Amy Jellicoe er tæt på at tage prisen i de første afsnit af Laura Dern og Mike Whites ’Enlightened’: Selvgod, frelst, bedrevidende, egoistisk, nævenyttig, pinlig og, mest fatalt og i modsætning til ovennævnte, ikke engang særlig sjov. Et modigt valg som hovedkarakter til det, der med 30 minutter per afsnit umiddelbart ville blive afkodet som en komedieserie.

Laura Dern spiller selv Amy, der efter et grimt mentalt sammenbrud har været på åndeligt selvhjælpskursus og vender tilbage til Californien som et bedre menneske, der har sat sig for at være en »agent of change« i sit eget liv og simpelthen gøre tilværelsen bedre for sig selv og sine omgivelser. Hun vender tilbage til medicinalvirksomheden Abbadon i troen på, at hun får sit gamle chefjob tilbage, men skandaliseret må hun tage til takke med en kafkask stilling i kælderetagen sammen med virksomhedens øvrige udskud, heriblandt den anæmiske, elskelige nørd Tyler (Mike White selv).

Det er en spiddende parodi på såvel new age-industrien som moderne virksomhedskultur foruden at være et ofte tåkrummende, men i sidste ende også dybt bevægende billede af en kvinde »på renden af et nervesammenbrud«, som taglinen lyder med reference til en Pedro Almodovar-film fra 80’erne.

Med drømmesekvenser, farveladeæstetik og en new age-inspireret voiceover tager ’Enlightened’ mange chancer, nok også for mange til at blive elsket vidt og bredt. Den blev lukket efter to sæsoner, men hvilke sæsoner. ’Enlightened’ er helt sit eget dyr og ikke lårklaskende sjov. Men finurlig, legesyg, satirisk og – ligefrem – tankevækkende.

3. ’Veep’ (2012-)

Mens komedieserier efterhånden dyster om, hvem der kan være mest deprimerende, er det betryggende med en serie som ’Veep’, der kører en joke per minute-ratio så høj, at man mister pusten.

I første sæson er Selina Meyer en totalt overset og, for nu at sige det direkte, dybt ignorant vicepræsident, der med sin udspekulerede fedterøvsforsamling af en stab i ryggen opportunistisk forsøger at hævde sig selv for enhver pris. Senere stiger hun mod magtens tinder, og hele vejen igennem får vi præsenteret et fantastisk kynisk blik på politik, en skildring, der i disse tider føles lige så sand, som det er sjovt.

Det er en serie, hvor en karakter – den historisk akavede og selvhævdende Jonah – i ét afsnit på små 30 minutter får 21 øgenavne, fra Spewbacca til The 60-Foot Virgin og Benedict Cum-in-his-own-hand. Hvor Selina Meyer ikke kan undertrykke sit selvtilfredse grin, da præsidenten får et alvorligt hjerteanfald. Og hvor hun beskriver et tilfælde af misplaceret tillid til førnævnte Jonah med sætningen: »That’s like trying to use a croissant as a fucking dildo… It doesn’t do the job and it makes a fucking mess«.

Hovedforfatter Armando Iannucci forlod roret efter sæson fire, men afløseren David Mandel er gledet ubesværet ind og har ført det sammentømrede hold af brillante komiske skuespiller (Matt Walsh som den verdensfjerne pressechef Mike McLintock er en personlig favorit) mod nye niveauer. ’Veep’ er i sin grundsubstans en klassisk arbejdspladskomedie, men den er bare så vanvittigt godt skrevet og leveret, at den hæver sig over det meste andet.

2. ’Flight of the Conchords’ (2007-2009)

Da HBO i 2007 hyrede et stort set ukendt newzealandsk tomandsband til at lave en tv-serie, løftede de færreste et øjenbryn. Sølle 100.000 så premieren, men da sange som ’Business Time’ og ’If You’re Into It’ gik viralt på først MySpace og senere Youtube, blev tallet mangedoblet. En succes var født.

Over to sæsoner og 22 afsnit følger vi de to lige dele underligt apatiske og utroligt neurotiske newzealændere Brett og Jermaines patetiske forsøg på at slå igennem i New York med hjælp fra deres uduelige manager Murray og deres ene fan, stjernepsykopaten Mel. Lige fra bandmøder i Murrays kontor på det newzealandske konsulat, der mere handler om agentens sociale liv end bandets ve og vel, over koncerter i elevatorer til syrede David Bowie-drømmesekvenser dyrker ’Flight of the Conchords’ en skiftevis legesyg absurd og deadpan-kulsort humor et sted i krydsfeltet mellem Michel Gondry og Wes Anderson, der stadig føles frisk den dag i dag.

Det er dog musikken, der løfter serien helt op i de øverste luftlag blandt HBO’s allerbedste serier. ’Inner City Pressure’, ’Hiphopopotamus vs. Rhymenoceros’, ’The Prince of Parties’, ’Robots’ og alle de andre er ikke kun humor, men også musikpastiche på højt niveau. Stadig lårklaskende morsomme efter tusindvis af afspilninger.

1. ’Curb Your Enthusiasm’ (2000-)

Larry David gør det umulige med serien, hvor han gennemspiller sit eget fiktionaliserede og monumentalt pinlige liv i otte gradvist mere suveræne sæsoner, og det endda på flere niveauer.

For det første fordi David gør op med den sandhed, som mange manuskriptforfattere synes at have glemt i deres egen selvcentrerede ego-kærlighed: At de ikke er skuespillere.

Han er unik i rollen som sig selv. Hans lange tennisskobeklædte lemmer transporterer hans prunkløse fremstilling af ’det grimme’ – for »the bald fuck« er ved Gud grim – rundt i den forstillede (og meget jødiske) Hollywood-virkelighed.

David er vor tids neurotiker: En ond lillebror til Woody Allens elskede snakkehoved, der samtidigt får Frank Hvams regelrytteri i den danske kopi ’Klovn’ til at føles acceptabelt.

For det andet fordi han på naturstridig vis formår at vende tilbage ovenpå den største sitcom-sensation i 90’erne, ’Seinfeld’, med 00’ernes ditto. Og det går endda op i en metamorsomt højere enhed i sæson 7, hvor hele ’Seinfeld’-banden (Jerry Seinfeld, Julia Louis-Dreyfus, Jason Alexander og Michael Richards) samles til verdens mest efterspurgte reunion.

For det tredje fordi ’Curb’ simpelthen genopfinder sitcom-genren. Virkelighed og fiktion blander for første gang for alvor celebrity-reality-comedy-blod her, og lige siden har de to elementers fusion været uadskillelige i det ene fiktiobiografiske mesterværk efter det andet.

Uden ’Curb’ ingen ’Extras’ (se nummer 8 på denne liste), uden ’Curb’ ingen ’Louie’, uden ’Curb’ ingen…017.

Læs også: De 20 bedste HBO-dramaserier nogensinde – rangeret