Mila Kunis og Kate McKinnon er umage actionhelte i første trailer til komedien ’The Spy Who Dumped Me’

Den ofte karikerede og mandsdominerede agentgenre, der især forbindes med de efterhånden 26 James Bond-film, har altid været oplagt at parodiere, og senest har film som ’Spy’ og ’Kingsman: The Golden Circle’ gjort netop dette. Næste skud på stammen kommer til sommer med den tydeligt James Bond-refererende ’The Spy Who Dumped Me’.

Venindeparret Morgan og Audrey, spillet af Kate McKinnon og Mila Kunis, bliver ufrivilligt smidt ud på et actionfuldt eventyr, da de finder ud af, at Audreys ekskæreste er CIA-agent. Den første trailer spiller på, at hovedkaraktererne gennemfører de klassiske agentfilmscener på noget atypisk, overvejende skrigende, facon.

Den relativt uerfarne Susanna Fogel er instruktør på filmen, som hun har skrevet i fællesskab med David Iverson, der tidligere har været inde over blandt andet ’New Girl’, ’Mad Men’, ’Mr. Robot’ og ’Mozart in the Jungle’.

’The Spy Who Dumped Me’ kommer i biografen 16. august.

Læs også: Kate McKinnons Gal Gadot-parodi understreger, at hun er ’Saturday Night Live’s trumfkort

Annonce