‘Montparnasse Bienvenüe’: Irriterende quirky-film er langt fra en ny Amélie

‘Montparnasse Bienvenüe’: Irriterende quirky-film er langt fra en ny Amélie
Laetitia Dosch i 'Montparnasse Bienvenüe'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Léonor Serraille

Medvirkende

Laetitia Dosch, Souleymane Seye Ndiaye, Grégoire Monsaingeon & Nathalie Richard

Spilletid

97 min.

Premiere

Den 22. marts

(Opdateret 23. marts 14.28)

»Der er ikke plads til fantasi i Paris. Her er for mange penge«, siger vores hovedperson i ’Montparnasse Bienvenüe’, opkaldt efter et metrostoppested i nabolaget. Filmen her vil næppe gøre for denne bydel ved venstre Seine-bred, hvad Amélie har gjort for Montmartre. Léonor Serrailles instruktørdebut laver i sit portræt af en ung, søgende kvinde en slags romantisk funderet samfundskritik af et moderne Paris, der kunne være mange andre europæiske storbyer med sine sjælløse shoppingcentre, immigrant-proletariat og metrorejsende, der stirrer ned i deres smartphones.

I denne kolde byvirkelighed er den omtrent 30-årige Paula Simonian pludselig husvild. Hun er ulykkelig og ude af sig selv, når vi møder hende første gang, men tørrer alligevel hurtigt tårerne bort, finder kampgejsten og begiver sig videre. Hendes ældre fotografkæreste og tidligere universitetslærer Joachim har afbrudt forbindelsen og efterladt den unge, maniske kvinde til sig selv.

I filmens første lange træk følger vi hendes ensomme færd gennem byen i følgeskab med ekskærestens perserkat. Lidt efter lidt bliver vi fortrolige med hendes barlige, nærmest borderline-autistiske væremåde. Filmen er et flagrende karakterportræt af en lige så flagrende ung kvinde, der ikke passer ind i de trange rammer, som samfundet og andre usolidariske kvinder konstant sætter op for kvinder, der er anderledes.

Paula er en rødtop med nedbidte negle, fladt hår og småforhutlet tøj. Der er meget få aspekter af voksenlivet, som hendes barnlige, uortodokse og skrøbelige sind rigtigt passer ind i, og mange – i egen selvforståelse misforståede – kunstnersjæle vil sikkert se filmen med en snert af genkendelse.

Hun udviser kun ringe forståelse for de krav til kvindelighed, kutyme og ordentlighed, som andre kvinder stiller, nu hvor hun skal gøre sig i en rå arbejdsvirkelighed. Hun tager til gengæld med kyshånd imod de ret så fantastiske tilfælde, som manuskriptguderne tildeler hende på sin vej: Utroligt nok indvilliger en følelseskold kvinde i at lade Paula passe sin datter, uden at vores hovedperson kan dokumentere nogen som helst erfaring. På denne måde får hun tag over hovedet, et kammer på loftet.

Annonce

Men Paulas afslappede syn på børneopdragelse og -ernæring falder ikke i god jord. Filmen er lavet næsten udelukkende af kvinder, og flere steder beskriver den, hvordan kvinde kan være kvinde værst*.

‘Montparnasse Bienvenüe’.

Der er i lange dele af filmen mest modgang og kolde skuldre m/k i en verden, der afkræver flere fremtidsplaner af Paula, end hun selv kan mønstre. Her bliver dog også plads til sød musik og forudsigelig romance. Hun udvikler et forhold med en afrikansk, økonomi-uddannet security-vagt (man kunne stå på månen og stadig ane denne flirt på forhånd).

Filmens appel bunder i sidste ende i, hvordan man oplever Laetitia Doschs Paula. Hendes ægthed, umiddelbarhed og barnlighed skal være forfriskende og måske tale tidsånden imod. Men i de fleste scener har jeg det desværre ligesom de mange andre kvinder i filmen, der reagerer på hendes quirkyness med opgivelse og irritation. Filmen driver frem til finalen rundt i en lidt plotløs sky, der måske ligner Paulas flimrende væsen, mere end godt er.

Optimistisk og positivt indstillede kvinder i en grå virkelighed kan skabe fremragende film. Nogle af de allerbedste af slagsen, som eksempelvis ’Happy-Go-Lucky’ med Oscar-aktuelle Sally Hawkins. Den her film kan slet ikke nå sin britiske halvkusine til sokkeholderne. Quirky-faktoren kammer flere steder helt over, og jeg ventede forgæves på det farverige twist eller den overraskende åbenbaring, der skulle kaste lys over, hvorfor man skal indløse billet til netop dette stykke uafklarede menneskeskæbne.


Kort sagt:
Håndholdte indie-karakterportrætter om utilpassede mennesketyper står og falder med, om man bliver draget og nysgerrig på hovedpersonen. Når man næsten fra start til slut kun kan mønstre mild irritation og utålmodighed, og forsøgene på humor lander som maveplaskere fra femmeter-vippen, bliver en film som denne svær at sidde igennem.

*I en tidligere version af denne anmeldelse stod der: »Filmen er lavet næsten udelukkende af kvinder, og flere steder kaster den lys over, hvordan kvinde kan være kvinde værst. At de ofte modarbejder og undertrykker hinanden, uden at der er skruppelløse Harvey Weinstein-typer inde over og klirre med nøglerne ind til paradis«.

Det kan læses, som om det er vores anmelders syn på kvinder, der formidles, mens hensigten var at beskrive, hvordan filmen – ifølge anmelderen – portrætterer kvinder. For at undgå misforståelser har vi omformuleret og taget sidste del af sætningen ud.

Læs også: Her er filmene, du skal se i biografen i marts – med nyt fra Haneke, Spielberg og Bornedal