Netflix’ forfærdeligt fascinerende ‘The Push’ skubber vores egen moral over kanten

Netflix’ forfærdeligt fascinerende ‘The Push’ skubber vores egen moral over kanten
Illusionist Derren Brown.
Foto: Netflix
Den engelske illusionist Derren Brown er kendt for kontroversielle tricks og mentale eksperimenter, men med tv-eventen ’The Push’ på Netflix går han planken ud og undersøger, om almindelige mennesker kan skubbes til at begå mord. Programmet er uhyggeligt fængslende, men er det også forsvarligt?
Netflix’ forfærdeligt fascinerende ‘The Push’ skubber vores egen moral over kanten
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

Spoiler-advarsel: Hvis du ikke vil have udfaldet af Netflix’ ’The Push’ afsløret, så gem artiklen til senere.

KOMMENTAR. Man sidder med åben mund og polypper i samtlige 69 minutter og stirrer i vantro fascination på skærmen: Kan et angiveligt helt normalt, velfungerende menneske blive overtalt til at begå mord inden for en times tid? Uden at vedkommendes familie og venner vel og mærke bliver truet, eller at hovedpersonens eget liv er i dødelig fare, men til en velgørenhedsevent for udsatte unge, af alle steder.

’The Push’ er en vanvittig, enkeltstående tv-oplevelse, hvori den verdenskendte engelske illusionist Derren Brown iscenesætter et enormt omfattende manipulationseksperiment, der tester menneskets flokmentalitet og moralske eftergivenhed over for autoriteter.

Den intetanende Chris inviteres til lanceringen af den nye velgørenhedsorganisation Push, hvor han tror, at han skal netværke i arbejdsøjemed. Men inden længe begynder der at ske mystiske ting.

Det starter i det små: Eventens dresscode er black tie, men det har Chris ikke fået at vide. Denne detalje alene vil automatisk få manden til at føle sig inferiør og udenfor, forklarer Brown, der følger slagets gang fra et kontrolcenter i bygningen.

Chris ser da også lidt beklemt ud – som mange af os formentlig ligeledes ville, hvis vi fik den forkerte fod ind ad døren til et vigtigt arrangement – men han tages hurtigt under vingen af en af eventens arrangører, Tom. Chris virker lettet over at have en allieret i havet af fremmede (alle som en nøje briefede skuespillere), men er selvfølgelig på vej lukt i en underdanighedsfælde, der strammer sit greb om hans frie vilje for hver lille tjeneste, han fra nu af gør sin nye ’ven’.

Weekend at Bernie’s

Først bliver Chris bedt om at sætte et par vegetarskilte i pindemadder med kød. Vegetarmaden er ikke kommet, og Chris kan da godt liiige hjælpe med at afværge en mindre krise. Så langt, så lusket, og nu er Chris og Tom partners in crime. Ikke længe efter bliver Chris introduceret til den stenrige hovedinvestorer bag Push, Bernie, og bedt om at bære den ældre herres taske. Det er måske nok lidt underligt, men igen adlyder vor høflige hovedperson.

Annonce

Herefter går det stærkt: Bernie får hjertestop, og Tom erklærer ham død på stedet til Chris’ forfærdelse. Tom vil for alt i verden ikke aflyse eventen for »tænk på børnene«, og Chris overtales til at gemme liget af vejen i en kasse (fristelsen til at råbe »WTFFFFF« ad fjernsynet er overvældende). Efterfølgende bliver Chris forvekslet med Bernie – som ingen af de andre gæster ved, hvordan ser ud – og sågar presset til at holde en tale!

Nettet strammes, da ‘Bernie’ falder død om, og ‘Tom’ overtaler Chris til at gemme liget. (Foto: Netflix)

Jeg havde decideret svært ved at være i min egen krop, da storsvedende Chris adresserede 70 festklædte fremmødte under påskud af at være eventens pengemand. Hvordan ville man selv hænge sammen, hvis det kom så vidt?

Det ville det selvfølgelig ikke, forsikrer man de højere magter og sin samvittighed om og bliver skråsikker i sin sag, da Bernie i en galgenhumoristisk insider-hyldest til ’Weekend at Bernie’s’ umiddelbart efter placeres i en kørestol med solbriller på og hjules igennem bygningen af en desperat Chris.

Browns iver i kulissen er decideret ulækker, men knap har man løftet en pegefinger, før boomerangen rammer en i nakken, mens man kører lørdagsslik i gabet med et skamfuldt fnis stik imod al medmenneskelig anstændighed.

Hvad end man frastødes eller fascineres af ’The Push’, er der ingen vej udenom, at Brown succesfuldt implicerer sin seer direkte i eksperimentet, alene ved det faktum at man ikke slukker, og det er vanskeligt at komme i tanke om et realityprogram i den nordlige hemisfære (hvad de foretager sig af amoralske uhyrligheder på japansk tv er en historie for sig), der i dén grad har blottet ens egen sorte sjæl.

Sponsoreret indhold
Kæreste-lokkeri med Sara Hjort
‘Perfekte steder’-skuespilleren fortæller, hvordan hun lokker sin kæreste til at se film med hende. Hør om Saras tv-cravings her.

Det afgørende øjeblik

For at gøre Chris’ mareridtstime kort viser det sig, at Bernie slet ikke er død. Og manden har ikke bare overhørt Chris og Toms diskussioner om, hvordan de bedst kunne skjule hans lig, han har også haft en tændt mikrofon i lommen.

Bernie vil melde Chris og hele Push-teamet til politiet, men teamet ser en udvej: Chris skal skubbe Bernie ud fra taget og få det til at ligne en ulykke. Done deal, fængselsdom undveget.

Her kulminerer eksperimentet, da Chris nægter at begå drab. Ud af en dør springer Derren Brown og afslører, at det hele var et set-up og gratulerer Chris med ’sejren’. Han kunne lige så vel have affyret en konfettikanon som fejring over, at Netflix and chill er muteret til vor tids gladiatorcirkus, hvor masserne hylder folk for ikke at slå ihjel.

Endnu mere makabert bliver det, da Brown fortæller, at Chris blot var en ud af fire deltagere i ’The Push’, og at de andre rent faktisk endte med at skubbe Bernie i døden. I flashbacks ser vi de tre i gerningsøjeblikket – to tøvende, en chokerende beslutsom. Da Brown trækker tæppet fra, virker alle deltagere imidlertid overraskende okay, og en har endda overskud til at joke med, at han »næsten ikke gjorde det!«.

Chris skal træffe en afgørende beslutning. (Foto: Netflix)

»Jeg har lært at sætte mine egne grænser«, siger en kvindelig deltager/morder afslappet og smilende til kameraet, som var hun blot blevet overtalt til at stjæle slik fra en gammel dame. Alle deltagere har naturligvis sagt god for, at deres medvirken bliver vist i det færdige program (man kan spekulere i, hvor mange andre forsøgskaniner der sagde fra undervejs) og føler sig tilsyneladende blot taknemmeligt klogere på, hvor nemt det er blive manipuleret af omgivelserne.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Det kan holde en vågen om natten at fundere over, om de tre ’mordere’ udgør et særdeles fordærvet udsnit af befolkningen eller repræsentanter for majoriteten i et samfund på akut slingrekurs. Og ikke mindst hvor det i så fald placerer en selv på det moralske spektrum, skulle man have formastet sig til at nyde showet (hvis du på forhånd nægter at se det, er du et bedre menneske end jeg).

Et sådant brødflovt eksistentielt wake-up call er vel i grunden ganske sundt, eller hvad? ’The Push’ giver stof til dagevis af seereftertanke og ophedet debat i vennekredsen, men spørgsmålene omkring programmets udformning presser sig stadig på:

De sorte får har jo i princippet begået manddrab, uagtet at ingen kom noget til – men det vidste de ikke i gerningsøjeblikket. Er det så en reel forbrydelse?

Hvilke sociale konsekvenser vil det få for deltagerne, når familie, venner, kolleger og chefer ser programmet?

Hvordan kunne Brown gamble med alle fires mentale ve og vel?

Hertil skal det indskydes, at de medvirkende faktisk var igennem et psykologforløb inden showet, idet de måneder forinden havde meldt sig til et unavngivet Derren Brown-projekt, vel vidende at Browns shows er grænsesøgende. Alle underskrev de kontrakter, men fik som en del af ‘The Push’s snedige konstruktion at vide efter psykologtimerne, at de ikke var blevet valgt til projektet.

På denne vis havde Brown forsøgt at sikre, at deltagerne ikke tidligere havde været udsat for traumatiserende hændelser, og at de havde en høj tolerancetærskel for at håndtere stres.

Men alligevel – det er vel ikke en fool-proof-garanti for, at et menneske ikke mærkes alvorligt?

Spil for galleriet

Igennem historien har adskillige mentale føjelighedseksperimenter presset menneskets psykiske modstandsdygtighed, fra psykologen Stanley Milgram der i 1961 coachede sine forsøgspersoner til at give fremmede mennesker elektriske stød på kommando, til Stanford-fængselseksperimentet i 1971, hvor en gruppe frivillige collegestuderende blev delt op i fanger og fangevogtere med uhyggelige følger.

Annonce

Til sammenligning er der (forhåbentlig!) gået anderledes omhyggelige sikkerhedsforanstaltninger forud for eksekveringen af ’The Push’, der oprindeligt blev sendt på engelske Channel 4 i 2016 som ’Pushed to the Edge’. Dengang fik Derren Brown ikke så lidt kritik for at have leflet for laveste tv-sensationalistiske fællesnævner og bedrevet ondskabsfuld psykisk tortur mod de medvirkende – om end disse ikke selv har klaget ­– og det har naturligvis også været diskuteret, om showet er fake.

Lignende mistro omgav tv-eventen ’The Heist’ fra 2006, i hvilket Brown med tilsvarende metoder overtalte en gruppe forretningsmænd og kvinder til at begå bankrøveri uden direkte at bede dem om det (det kunne han). Manden er en af verdens fremmeste tryllekunstnere, så det er oplagt at nære en god portion skepsis til de metikuløst velproducerede programmers legitimitet.

Derren Brown styrer showet i kulissen. (Foto: Netflix)

Man kan sagtens argumentere for, at ’The Push’ havde været lige så fascinerende, hvis indsatsen havde været mindre. Showet behøvede ikke munde i ud spørgsmålet om, hvorvidt man kan få mennesker til at dræbe for effektivt at hudflette, hvordan vores selvstændighed kan bøjes af mere subtile, dagligdags underkastelsesmekanismer og det instinktive behov for at blende ind.

Hvem har ikke fra tid til anden prøvet at snakke andre lidt efter munden, fordi man bilder sig selv ind, at man ikke i situationen orker at være på tværs, når alle i gruppen nu synes at være synkroniserede?

Brown fremstår meget langt fra som underholdningsbranchens mest sympatiske mand, og at han som en anden dukkeførerpsykolog fra helvede bruger sine fintunede manipulatoriske evner til at fucke med folks mentale tilstand er voldsomt kritisabelt. Igen, det kan være en del af illusionen, men Browns konkrete observationer af sociale adfærdsmønstre er reelle, og selvom man både før og efter måtte hade ’The Push’ af et godt hjerte – såvel som frygte, at værre copycat-serier følger – åbner showet ens øjne for de lemmingkarakteristika, der i større eller mindre grad farver vores dømmekraft i hverdagen. Hvor ville du have trukket stikket?

’Black Mirror’ go home – civilisationens forfald anno 2018 starter med at forklæde cocktailpølser som tofu.

Læs også: DR3’s ‘Fuckbois’ var et klamt fejlskud, ikke en indforstået joke

Annonce
Advertisement