Oscar er trådt ind i en ny tidsalder

Oscar er trådt ind i en ny tidsalder
'Moonlight' vandt Oscar for bedste film sidste år og indikerer, at prisen har ændret karakter de seneste år.
Akademiets præferencer har de senere år forandret sig på opsigtsvækkende vis holdt op mod 90’ernes forkærlighed for klassisk Oscar-bait. Sidste års vinder, ’Moonlight’, illustrerede med al tydelighed tidsåndens betydning, men samtidig er Oscar lige nu fanget som en lus mellem to negle – mellem behovet for selvfejring og selvransagelsen i kølvandet på Weinstein.
Oscar er trådt ind i en ny tidsalder
Mads Kjær Larsen

Soundvenues faste Oscar-ekspert

Det vil nok være en tilsnigelse at påstå, at de cirka 7000 Akademi-medlemmer, der skal afgøre, hvilken film der vinder hovedprisen for bedste film på søndag, stemmer på den film, de oplever bedst taler ind i tiden/bedst rammer tidsånden.

I udgangspunktet stemmer langt hovedparten af medlemmerne formentlig bare på den film, de personligt bedst kan lide (og baggrunden herfor kan være nok så kompleks: en pærevælling af æstetiske præferencer, karakteren af filmens budskaber og skuespillerpræstationernes umiddelbarhed eller tekniske flair).

Omvendt: Forestil dig, at et medlem står og vakler mellem at stemme på ’Get Out’, ’Dunkirk’ eller ’Phantom Thread’, mon så ikke ’Get Out’ i sidste ende trækker det længste strå?

’Dunkirk’ og ’Phantom Thread’ omhandler Historien snarere end presserende tidsånd, og selvom de taler ind i evigtgyldige temaer som opofrelse for fællesskabet og den gode sag (’Dunkirk’) og kærlighedens og kunstens besættende kraft samt kontroltabets befriende mulighed (’Phantom Thread’), så kan de dårligt siges at tale særskilt ind i 2018. De kunne lige så godt have været lavet i 1994 eller i 2032.

’Get Out’ – en usædvanlig Oscar-film

Med ’Get Out’ forholder det sig anderledes: Det er et værk, der formentlig af langt de fleste opleves som særlig presserende og relevant netop nu. Det er en film, der uden skyggen af tvivl taler ind i 2018 (selvom den sådan set også kunne have talt ind i 1994, det er bare svært at forestille sig, at den var blevet produceret dengang – og hvis den var blevet lavet, havde den næppe nået et ret stort publikum). ’Get Out’ stiller dels skarpt på de interne brydningslinjer mellem sorte amerikanere (snarere end at prætendere en eller anden forkromet – forløjet? – enhed), dels på, at den systemiske racisme også optræder blandt hvide liberale. Og så er den naturligvis helt generelt en ufravendt fuckfinger til den mere åbenlyst racistiske amerikanske højrefløj.

Daniel Kaluuya og Allison Williams i ‘Get Out’.

Men den taler også ind i 2018 med sin originale blanding af horror, komedie og politisk satire. Det forlener filmen med en særlig friskhed og kompromisløs energi, der er meget lige nu og her.

Gør det ’Get Out’ til favorit til at vinde for bedste film i år? Nej, men hvis tidsåndsfaktoren spiller så vigtig en rolle, som mange kommentatorer tror, gør det den afgjort til en af de stærkeste kandidater i feltet.

Akademiet ville udsende et meget stærkt signal, hvis det ’turde’ pege på Jordan Peeles debutfilm, der har spillet sit budget ind 50 gange (!) og hvis – i forhold til Oscartiming – mildt sagt utraditionelle premieretidspunkt for mere end 12 måneder siden understreger, at ’Get Out’ i udgangspunktet var en håbefuld Sundance-film uden udsigt til massesucces og den så godt som sidste film, man ville have forventet havde Awards Season-gennemslagskraft.

Fortællingen om 2017

I kølvandet på #OscarsSoWhite og Black Lives Matter står ’Get Out’ stærkt positioneret i forhold til den lettere uhåndgribelige tidsåndsfaktor, men målt efter et andet parameter, der har bemægtiget sig hele verdens opmærksomhed de seneste fem måneder, er ’Get Out’ knapt så oplagt en vinder.

Metoo eller Time’s Up er naturligvis dén dominerende fortælling om Awards Season 2017-18. Om det er ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, der taler til kvinders vrede over alt for længe at have fundet sig i alt det pis, mænd i magtpositioner bringer ind i verden, eller ’Ladybird’ – skrevet og instrueret af – og om – en ung kvinde, er nok mere åbent.

Hvis ’Three Billboards’ vinder, kan jeg ikke undgå at se en interessant sammenblanding af en lidt søgt Metoo-vinkling med en vrede og frustration, der både i filmen og i virkelighedens verden kommer til udtryk på positiv og negativ vis. Mildred Hayes’ vrede kan ses i forlængelse af Metoo, Time’s Up, Black Lives Matter og – senest – den gryende protestbevægelse vendt mod National Rifle Association oven på skolemassakren i Florida. Men Hayes – og filmen som helhed – afspejler også en tilbøjelighed i tiden til at lade en ukontrolleret vrede kamme over i vold (verbal som fysisk).

På den måde er McDonaghs film et billede på alt fra ’mænd der hader kvinder’ til internettets talrige lommer af troldehære, der er med til at underminere det samtaledemokrati, vi troede velforvaret før 9/11 og siden finanskrisen rev vores trygge forestillinger om evig sikkerhed og velstand op med rode. Filmen har et rodet eller ligefrem forvirret budskab, men filmens måde at udtrykke det på – gennem indignation og vrede – rammer helt sikkert en nerve i tiden.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Diversitet er kodeordet

Vi lever i en tid, hvor det politiske og sociokulturelle klima kan ændre sig hurtigt, og derfor bestandigt sætter en dagsorden af den ene eller anden art. Tidsånden udgør en kontekstuel ramme om den måde, kunsten giver sig til kende på: hvilke film der bliver greenlightet, hvilke manuskripter der skrives og videreudvikles, og hvilke skuespillere der castes i hvilke roller.

Det er næppe tilfældigt, at Guillermo del Toro, den mexicanske forfatter og instruktør bag ’The Shape of Water’, har udset sig en stum kvinde, en homoseksuel mand og en sort kvinde som sin fortællings helte (foruden amfibiemanden, der naturligvis også indkapsler en skarpt optegnet ’outsider’-aura), mens den altoverskyggende bad guy er Michael Shannons hvide, midaldrende, heteroseksuelle mand.

Kodeordet er mangfoldighed – og viljen til diversitet er tidens løsen. Hvis du som filmskaber og producent ønsker at signalere, at du står på den rigtige side af skillelinjen (der minder ganske meget om kulturkrigen mellem venstre- og højrefløj, og mellem kystmetropoler og landområder i Trumps splittede Amerika), er det oplagt at starte med at skrive om noget andet – og caste andre – end hvide mænd.

Richard Jenkins og Sally Hawkins i ‘The Shape of Water’.

Det er oplagt at se Marvel-satsningen ’Black Panther’s fænomenale succes i forlængelse af biografpublikummets aktuelle appetit på og velvilje over for film, der fremviser en anden side af Amerika. Det samme kan i øvrigt siges om sidste års overraskende store biografhit, den Oscarnominerede ’Hidden Figures’ (om sorte kvindelige matematikere i NASA under rumkapløbet med russerne) og Ryan Cooglers forrige film, ’Creed’ (hvor Rocky Balboa tager mentorrollen på sig for en ung sort bokser, sønnen til Adonis Creed, hans gamle ærkerival).

Kritikernes betydning

Ligesom tidsånden spiller en rolle, i forhold til hvilke film der laves, er tidsånden naturligvis også bestemmende, eller i hvert fald rammesættende for, hvordan medierne skriver om, anmelder og helt generelt dækker film. Og – kan man tilføje – for hvordan Akademiet stemmer.

’Moonlight’s uventede triumf sidste år (der desværre var uskøn grundet den famøse kuvertombytning) var det hidtil tydeligste eksempel på, at tidsåndsfaktoren har skubbet afgørende til karakteren af den type film, der kan vinde en bedste film-Oscar. Ikke alene er ’Moonlight’ en film om en sort mands homoseksuelle dannelseshistorie, den var også skrevet og instrueret af en sort mand og lavet for et for en Oscarvinder yderst beskedent budget. Der var afgjort ikke tale om profilen på den typiske Oscarvinder.

Tematikkerne i ’Moonlight’ – samt filmens eksklusivt sorte cast – er én ting, noget andet er, at ’Moonlight’ også efter et andet parameter markerer overgangen til en anden type Oscarvinder: det anmelderroste auteurværk.

Førhen var fokus på prestigefilm med historisk og/eller biografisk indhold: Det er ikke tilfældigt, at de to film, der mest rent repræsenterer den type film i årets felt – ’The Post’ og ’Darkest Hour’ – er chanceløse i hovedkategorien.

De fem bedst anmeldte vindere af Oscaren for bedste film i de seneste 25 år er alle at finde i perioden 2006-16 (og de fem værst anmeldte i perioden 1995-2005). Det nægter jeg at tro er en ren tilfældighed.

Kritikerne (og bloggerne) sætter på den måde et tydeligere aftryk på Oscarsæsonen nu end i for eksempel 90’erne, hvor Oscar i langt højere grad var en intern brancheting, en ekskluderende boble, der hele tiden refererede til sig selv, snarere end den interagerede med den bredere kultur og medierne. Internettet har definitivt ændret spillereglerne for Oscarkapløbet, og på internettet sætter politiske dagsordener og hidsige holdningstilkendegivelser en større rolle for meningsdannelsen – og med mulighed for en langt hurtigere spredning.

Fornyelse af medlemsskaren

Akademiet er selv gået offensivt til værks i forhold til at afspejle udviklingen mod større diversitet. Den forrige præsident, Cheryl Boone Isaacs (en sort kvinde), igangsatte noget af en forårsrengøring af Akademiets støvede saloner. Mere end 2000 nye medlemmer – næsten 30 procent af den samlede medlemsskare – er blevet tilføjet siden 2014. Som gruppe betragtet er disse nye medlemmer i dramatisk grad mindre hvide og generelt en del yngre end det gængse medlem. Andelen af mænd er også langt mindre blandt de 2000 nye medlemmer end blandt de cirka 5000 ’gamle’.

Det er indlysende, at det nye kuld er med til at redefinere, hvad en ’Oscarfilm’ er nu og fremover, ligesom det synes at lakke mod enden for den nærmest per vedtægter dekreterede forrang for ældre, hvide mænd (der ofte nedsættende omtales som steakeater-segmentet i Oscarblogosfæren), og som længe har tenderet mod det politisk, æstetisk og sociokulturelt bagstræberiske.

Spørgsmålet er, om denne gruppe medlemmer post-’Moonlight’ endegyldigt har mistet definitionsretten over Oscars valg af vinderfilm?

Ashton Sanders i ‘Moonlight’.

Det er på sin vis en falsk præmis at opstille, for en hvilken som helst gruppe af medlemmer kan komme til at spille en afgørende rolle i et givent år, men i det omfang det giver mening at tale om en reaktionær, men ganske givet velmenende, gruppe af ældre hvide filmveteraner (hvoraf de fleste ikke længere er aktive) som netop en samlet stemmeblok, har de nok i takt med ’blodtilførslen’ af nye medlemmer mistet en form for ledestjernefunktion.

De er ikke længere det naturlige omdrejningspunkt for ’det typiske Oscarmedlem’, hvilket ydermere har en betydning for den type kampagne, filmselskaberne udtænker og udfører (hvem de forsøger at skræddersy kampagneindsatsen imod, med andre ord), og dermed i næste led en betydning for, hvilken type film der kommer i betragtning eller bliver ført frem som Awards Season-kandidater allerede før premieren.

Kampen om Akademiets selvopfattelse

Tidsånden spiller nok også en stor rolle for, hvordan Akademiet ser sig selv – eller ønsker at se sig selv fremover. Vil det være en kustodeinstitution for en kunstart, der connectede med et globalt filmpublikum – en voksende, kulturforbrugende middelklasse – i midten af det 20. århundrede (det gør omtrent Oscar til filmens svar på ’The Rock and Roll Hall of Fame’), eller om man ønsker at fremtidssikre og fremtidsrette institutionen ved i højere grad at afspejle en virkelighed, der definitivt peger på de problemstillinger og kunstneriske hybridformer og innovationer, der optager publikum i dag?

Tidsånd er naturligvis mange ting for mange forskellige slags mennesker. Filmbranchefolk i Los Angeles har et andet syn på verden end græsrodsaktivister eller universitetsstuderende i New York, og afstanden til en ung Trump-vælger i Indiana eller Missouri er selvsagt større endnu. ’Time’s Up’ er hverken mere eller mindre tidsånd end ’Make America Great Again’. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Kulturindustrien er traditionelt venstreorienteret, hvilket den nok vil blive ved med at være, og derfor vil filmbranchen formentlig aldrig komme til at benytte Oscaruddelingen til at udtrykke andet end liberale værdier (dog gerne med et patriotisk twist), men det betyder jo ikke, at de film, man falbyder offentligheden, ikke godt kan udtrykke værdier, der er mere i øjenhøjde med ’den almindelige amerikaner’, der jo for eksempel tog overordentlig godt imod ’American Sniper’ for to år siden.

Hollywood er både et værdiflagskib og en rendyrket pengemaskine. Det kan lyde som et paradoks, men det er nok et paradoks, aktørerne i industrien er ret indforstået med.

Fra Bush til Obama og… Weinstein

Hvis ’Moonlight’s sejr sidste år var et udtryk for tidsånden (og det tror jeg, den var), så kan man sige det samme om ’No Country for Old Men’, da den vandt i 2007, på et tidspunkt hvor det liberale USA var ved at gå til af lede over Bush-administrationen og det kviksand, Irakkrigen havde udviklet sig til.

‘Slumdog Millionaire’.

I den optik var go-getter-mentaliteten i 2008-vinderen ’Slumdog Millionaire’ et udtryk for en ny tids optimisme oven på valget af Barack Obama, der brød igennem et tommetykt glasloft ved at blive den første sorte præsident.

Ofte handler valget af en vinder ikke så meget om bredere samfundstendenser eller politiske kastevinde, men om branchens selvopfattelse: Hvilken film stiller os – branchen – i et positivt lys her og nu?

Valget af ’Chicago’ i 2002 handlede formentlig mere om branchens forkærlighed for en forholdsvis fjern fortids ærkeamerikanske udstillingsvindue – musicalen – end det handler om, at filmen afspejlede nogle budskaber, der var særligt en vogue det år. Det samme kan siges om valget af ’Argo’ (2012) og ’Birdman’ (2014). Men selv disse ’branche-interne’ valg siger jo noget om branchens blik på sig selv som leverandør af underholdning, og hvad det er for en form for underholdning, man ønsker at hævde sig i kraft af.

I år står Akademiet over for den særlige udfordring, at det tydeligere end nogensinde er fanget som en lus mellem to negle i forhold til behovet for selvfejring/selvhævdelse og så den selvransagelse, der følger med bevidstheden om, at branchen har været ly for magtgriske sexgalninge og strukturer, der har beskyttet hvide mænd i toppen af pyramiden mod at stå til ansvar for deres ugerninger.

Det er naturligvis ikke glemt, at det var Weinstein-affæren, der gav startskuddet til Metoo-bevægelsen, og dermed er tidens varmeste debatemne mere direkte knyttet til Akademiet og til branchen, end man er vant til.

I et sådant år – og under så ekstraordinære omstændigheder – vil det se mærkeligt ud, om ikke Akademiet vælger at udpege en vinderfilm, der kan tale som et udsagn om den nuværende krise, branchen og den vestlige kultur som helhed befinder sig i.

Det er sigende, at årets felt byder på adskillige kandidater, der på hver deres måde fremstår som et bud på en sådan film.

Læs også: Alle Oscar-vindere siden 2000 – rangeret fra værst til bedst