Oscar-natten blev en dansk fuser

Oscar-natten blev en dansk fuser
Elisabeth Moss spiller over for danske Claes Bang i omkring tre scener i 'The Square'.

Normalt gør Danmark sig stærkt bemærket i Oscar-kategorierne for bedste ikke-engelsksprogede film og bedste kortfilm, men i år var der ingen fuldblodsdanske film repræsenteret.

Alligevel var der flere danske håb ved årets Oscar-show natten mellem søndag og mandag dansk tid. Den dansk-syriske dokumentarfilm ‘Last Men in Aleppo’ er dansk produceret af Søren Steen Jespersen og co-instrueret af Steen Johannessen. En anden nomineret dokumentar, ‘Strong Island’, er klippet af Janus Billeskov Jansen og co-produceret af Signe Byrge Sørensen. Fotograf Dan Laustsen var nomineret for sit prægtige arbejde på Guillermo del Toros ‘The Shape of Water’ som den blot anden dansker i kategorien nogensinde.

Og endelig kan vi godt tage lidt af æren for en af de nominerede i hofkategorien bedste ikke-engelsksprogede film, da Claes Bang har hovedrollen i den svenske ‘The Square’ flankeret af Christopher Læssø i en birolle, ligesom der er danske co-produktionspenge i filmen.

Men, men, men. Det blev alt sammen med ved nomineringerne. I dokumentarkategorien vandt ‘Icarus’ om russisk sportsdoping. I ikke-engelsksprogede film vandt den chilenske favorit ‘A Fantastic Women’ om en transkønnet kvindes kamp for at få lov til at sørge i kølvandet på sin elskedes død.

Og endelig vandt Roger Deakins i sit 14. (!) forsøg i fotografkategorien for sit arbejde på ‘Blade Runner: 2049’.

Oscar 2018 blev således en flad fornemmelse med danske øjne, men som Dan Laustsen fortalte i optakten på TV 2, at Guillermo del Toro havde mindet ham om på forhånd: Det er nomineringen, der viser anerkendelsen fra fagfællerne, den endelige pris er altid mere tilfældig.

Læs også: Se alle årets Oscar-vindere

Læs også: De sjoveste og mest bevægende højdepunkter fra Oscar-natten – med hashlugt, kjolegenbrug og hyperventilation

Læs også: Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke

Annonce