Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke

Oscar-showet forløb egentlig rimelig stilfærdigt, men som altid skete der ting i løbet af Oscar-showet, hvor man havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.
Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke
Hellen Mirren præsenterede vandscooteren, som 'Phantom Thread'-kostumedesigner Mark Bridges vandt i Jimmy Kimmels konkurrence om årets korteste takketale. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Kobe Bryant kan kalde sig Oscar-vindende forfatter

Showets absolutte odd man out blandt erfarne filmfolk og hotte stars på scenen var uden tvivl Kobe Bryant.

Basketsuperstjernen er krediteret som forfatter på animationskortfilmen ’Dear Basketball’, baseret på hans digt af samme navn, og han gjorde et sympatisk indtryk på scenen, men filmen er en underlig størrelse, der minder mest om en reklame, og at han nu kan kalde sig Oscar, mens en lang række af Hollywoods største instruktører og skuespillere aldrig har fået en Oscar og måske aldrig kommer til det, føles absolut besynderligt.

Det gør ikke sagen bedre, at han tidligere er blevet anklaget for seksuelle overgreb…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Deja vu med Dunaway og Beatty

Faye Dunaway og Warren Beatty, som måtte lægge ansigt til sidste års kolossale fuckup, hvor den forkerte filmvinder blev udråbt, var overraskende inviteret tilbage som presenters for bedste film. Det var et dristigt valg, men denne gang havde man taget så mange forholdsregler, at det ikke kunne gå galt.

Og sjovt var det, men man kan diskutere, om det ikke på en måde blot endnu engang tog opmærksomheden væk fra det, det egentlig handler om: Nemlig hvem der vinder kategorien for bedste film. I hvert fald påkaldte det sig meget opmærksomhed, inden Guillermo del Toro kunne hente sin pris.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’The Shape of Water’-producer blev spillet af scenen

100 procent godt gik Bedste Film-kåringen dog ikke. For når man venter i fire timer på kåringen af årets bedste film, er det altså ærgerligt, at filmens producer ikke får lov til at tale. Da Guillermo del Toro havde givet sin anden tale på aftenen (efter også at have vundet prisen for bedste instruktør), trådte producer J. Miles Dale frem til mikrofonen, men mens hans mundtøj bevægede sig, hørte vi kun husorkestret spille.

Jimmy Kimmel måtte forsøge at redde situationen ved at sige: »Beklager, vi er løbet tør for Oscars«, hvorefter produceren forklarede værten, at han bare ville fortælle, hvor taknemmelige hele holdet var for at have arbejdet sammen med del Toro. Det var en noget flad afslutning på en lang opbygning, at hele ’The Shape of Water’-holdet ikke fik lov at bade i succesen – særligt fordi det er produceren, der står som vinder i bedste film-kategorien – men det var der åbenbart ikke plads til i det stramme program.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Kimmels vandscooter kørte for langt

En del af det stramme program bestod af, at Kimmel til slut skulle afrunde sin gennemgående vandscooter-joke, som blev introduceret omkring værtens åbningsmonolog. Her fortalte Kimmel, at den prisvinder, som holdt aftenens korteste takketale, ville vinde en grøn vandscooter til eget forbrug. Senere på aftenen smed han også billetter til et eksotisk resort-ophold i puljen.

Joken var sjov i starten, specielt fordi de havde fået Helen Mirren til at posere op ad vandscooteren, men den mistede pusten undervejs. Fire timer er lang tid at holde gang i en tacky joke, der ikke stikker specielt dybt. Det var især ærgerligt, at den førnævnte ‘The Shape of Water’-producer ikke fik lov til at holde sin takketale, fordi der absolut skulle være tid til at transportere konkurrencevinderen Mark Bridges, der også vandt bedste kostumedesign for ’Phantom Thread’, til scenen på sin nye vandscooter. Vi håber dog, at kjolemageren får glæde af sit nye køretøj.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Malplaceret hyldest af krigsveteraner

Det var sådan set et sympatisk tiltag, at Oscar-akademiet ville hylde de amerikanske krigsveteraner og de film, som har beskæftiget sig med dem. Det var også bare lidt sådan… why?

At showet skulle være politisk, lå i kortene, og dets fokus på #Metoo og #Timesup var uundgåeligt og langt hen ad vejen på sin plads. Men at krigsheltene også lige skulle med i mikset, føltes en smule malplaceret, særligt fordi det ikke som sådan blev holdt op mod en aktuel film. ’Dunkirk’ var ganske vist nomineret i år, men den handler som bekendt om briterne.

Det lugtede mest af alt af en modvægt til #Metoo, der skulle please det militærglade konservative segment, som også ser med og måske forventes at være træt af de feministiske paroler…

I en prisoverrækkelse, der i forvejen var vel alvorligt, var det lidt af en showstopper. I det mindste gav den dog anledning til en af Jimmy Kimmels traditionsrige Matt Damon-svirpere – han beklagede over for publikum, at de skulle udholde at se ham i montagen (i ’Saving Private Ryan’).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Pivfalsk Showman-sang

Der var store forventninger til årets live-performances af de fem nominerede til ’bedste originale sang’. Det blev dog en blandet fornøjelse. Gael Garcia Bernal sang sagte første del af ’Coco’-hittet ’Remember Me’ – og aftenens vinder – og det lød ikke alt for godt, før Miguel og Natalia Lafourcade tog over. Sufjan Stevens måtte rushe igennem sin gudesmukke ’Mystery of Love’, og helt galt var Keala Settles pivfalske udgave af ’This Is Me’ fra ’The Greatest Showman’. Det er sjovt nok et af de eneste klip, som ABC, der viste Oscar-udsendelsen, endnu ikke har lagt ud på deres Youtube-kanal. Tilfælde?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Ingen bifald til Pakistan (eller Iowa)

Lupita Nyong’o og ’The Big Sick’ og ’Silicon Valley’stjernen Kumail Najiani var parret op for at overrække prisen for bedste produktionsdesign. Nyong’o gjorde grin med, at alle ved, hvem de er, men at ingen kan huske deres navne, mens Nanjiani røbede, at hans originale pakistanske navn faktisk er Chris Pine.

Så langt så godt, og derefter fortalte ’12 Years a Slave’-stjernen, at hun oprindeligt er fra Kenya. Det mødte bifald i salen. Men da Nanjiani derefter fortalte, at han er fra Pakistan og Iowa, var der ikke mange, der jublede. Og det var nok ikke på grund af Iowa.

Let akavet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. »GET OUT!«

At Lakeith Stanfield er et af tidens største komiske talenter, beviser han især i tv-serien ’Atlanta’, og også i ’Get Out’ har han en mindeværdig rolle som en sort gartner, der er fuldstændigt hjernevasket af den hvide familie, han arbejder for.

Filmens skræmmende horrorscener var naturligvis oplagt materiale for Oscar-showet at parafrasere, og på papiret virkede det som en god idé at få Stanfield til at komme på scenen og råbe »Get Out«, som han gør i filmen. Det skete som en del af en joke om, hvad der ville ske, hvis folk gik over tid på vindertalerne, men det var samtidig en af den slags bits, hvor man ikke helt har tænkt igennem, hvordan den skulle afsluttes. Stanfield flagrede på scenen og kunne ikke gøre så meget andet end at blive ved med at råbe »Get Out«, til han til sidst kunne liste ud.

Lakeith Stanfield har selv beskrevet situationen meget præcist på Twitter: »That was so weird«.

Læs også: Se alle årets Oscar-vindere her

Læs også: De sjoveste og mest bevægende højdepunkter fra Oscar-natten – med hashlugt, kjolegenbrug og hyperventilation

Læs også: Oscar-nattens største what the fuck-øjeblikke

Læs også: Frances McDormand skabte årets største Oscar-øjeblik

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af