‘Ready Player One’: Spielberg lefler for nørderne i stærkt medrivende filmatisering
Ernest Clines debutroman, ‘Ready Player One’, sendte mange fans af film og computerspil på det ultimative nostalgitrip, og har man ikke lige styr på for eksempel, hvilken film og hvilke spil en Holy Hand Grenade er kendt fra, så er det halsbrækkende tempo i science fiction-bestselleren og Stevens Spielbergs vellykkede filmatisering heldigvis stærkt medrivende i sig selv.
Wade Watts (Tye Sheridan fra ‘The Tree of Life’ og ‘Mud’) er en almindelig, om end temmelig nørdet teenager, der i 2045 tilbringer så megen tid som muligt i simulationen OASIS – ligesom det meste af jordens befolkning. Derinde kan man udleve sine drømme som avatar, og folks eskapistiske virkelighedsflugt lader dem for en stund glemme alle deres problemer i den ofte direkte nedslående og til sammenligning meget kedelige verden udenfor.
Efter James Halliday (Mark Rylance), der skabte OASIS sammen med sin bedste ven, Ogden Morrow (Simon Pegg), døde i 2040, gik jagten ind på et easter egg i det omfattende virtual reality-univers. Og den spiller, der finder det skjulte æg, kommer til at arve hele programmørlegendens formue.
For at blive i stand til at dechifrere Hallidays ledetråde har Wade, hans bedste ven Aech (Lena Waithe fra ‘Master of None’), og de mange andre håbefulde konkurrencedeltagere i fem år målrettet indsamlet obskur trivia om den gådefulde skabers liv og foretrukne popkultur, og al denne viden, som de dyrker passioneret og minutiøst, er blevet den vigtigste kulturelle kapital. Den nye verden tilhører de allermest nørdede.
Spielbergs bedste actioneventyr, ‘Jurassic Park’ og Indiana Jones-trilogien (hvilken firer?), er bygget op omkring helt eminent opfindsomme set pieces. Det mindede han os om i 2011 med ‘The Adventures of Tintin’, og den nu 71-årige blockbuster-maestro beviser i ‘Ready Player One’, at det er en kunst, han stadig mestrer.
I et herligt kaotisk racerløb kører Wade om kap med blandt andre bloggersilden Art3mis (Olivia Cook fra ‘Bates Motel’) – hvis motorcykel fra ‘Akira’ ikke just gør Wades gigantiske crush på hende mindre – og hans alter ego, Parzival, der naturligvis er en del sejere og pænere end Wade selv, må her, i den ikoniske DeLorean fra ‘Tilbage til fremtiden’, undvige såvel King Kong som T-Rex’en fra ‘Jurassic Park’.
Spielberg fletter vrimlen af referencer ind med ubesværet tæft, og senere i filmen danser Parzival og Art3mis til soundtracket fra ‘Saturday Night Fever’, besøger hotellet fra ‘The Shining’ og får tiltrængt assistance af The Iron Giant fra ‘Drengen og Jernkæmpen’.
Temaet om de sociale omkostninger ved afhængighed af ny teknologi havde fortjent mere plads. Cline, der har adapteret sin egen roman (sammen med Zak Penn), har prioriteret at lade karaktererne møde hinanden i den virkelige verden tidligere end i bogen, men det er stadig det velsmurte plot – hvor Wade og hans venner bekæmper Sorrento (Ben Mendelsohn), den upersonlige organisation IOI’s onde frontfigur – der er i fokus, og dét er da også betydeligt mere fængslende end de to hovedpersoners relativt ligegyldige romance.
Endvidere lider ‘Ready Player One’, især hvis man ikke har læst bogen, af en god håndfuld logiske brister, men det kan man sagtens se gennem fingre med, når Alan Silvestris bombastiske underlægningsmusik går perfekt i spænd med Spielbergs action, der atter er både sprudlende energisk og overdådigt detaljerig.
Kort sagt:
Med et væld af film- og spilreferencer bliver der leflet godt og grundigt for nørderne i ‘Ready Player One’. Det kunne have klædt filmen med grundigere karaktertegning og en mere dybdegående udforskning af sci-fi-fortællingens rammer og tematik, men Spielbergs realisering af Ernest Clines nærfremtidsunivers underholder fra start til slut.
Læs også: Steven Spielbergs 7 bedste film – og de 3 værste