Todd Phillips afslører detaljer om sin Joker-film – Joaquin Phoenix så godt som sikker i hovedrollen

Todd Phillips afslører detaljer om sin Joker-film – Joaquin Phoenix så godt som sikker i hovedrollen
Joaquin Phoenix i 'The Master'.

Det er indtil videre ikke meget, vi ved om Todd Phillips’ kommende solofilm om Jokeren. Først blev det annonceret, at Joaquin Phoenix var udset til rollen som Batmans ærkefjende, men siden har skuespilleren sået tvivl om projektet ved at erklære, at han intet anede om filmen.

Det ser dog ud til, at Phoenix har lavet et af sine sædvanlige stunts og spillet uvidende med vilje, for nu rapporterer The Wrap, at skuespilleren er så godt som på plads til rollen som jokeren.

Herudover er der dukket interessante detaljer op om manuskriptet, der afslører, at filmen vil foregår i 1980’erne, hvor jokeren vil optræde som en falleret komiker, der tyr til kriminalitet, da han fejler med sine comedyshows. Todd Phillips skulle have udtalt, at man kommer til at »grine af Jokeren, ikke med ham«. Inspirationen er formentlig fundet i Alan Moore-tegneserien ‘The Killing Joke’ fra 1988, hvor Jokeren begynder at begå sadistisk kriminalitet for at brødføde sin familie, da hans stand-up fejler.

The Wrap kan desuden afsløre, at Phillips’ Joker-film vil referere til Martin Scorseses dystre komediedrama ‘The King of Comedy’ fra 1982, hvor Robert DeNiro spiller en uduelig og lettere sindsforstyrret komiker, som tyr til mere og mere aparte metoder for at få opmærksomhed.

Forventningerne er hermed skudt helt i vejret til at se Joaquin Phoenix i rollen som en sadistisk clown prince of crime. Martin Scorsese er bekræftet som producer på den kommende film, som eftersigende begynder optagelser i slutningen af 2018.

Læs også: Joaquin Phoenix udset som Jokeren i egen solofilm