100 danske skuespillere fortæller anonyme #MeToo-historier i ny, landsdækkende kampagne

100 danske skuespillere fortæller anonyme #MeToo-historier i ny, landsdækkende kampagne
Amanda Collin er blandt de 100 danske skuespillere som tager del i Meta Films netop lancerede #MeToo-kampagne.
Foto: Mariya Pepelanova

#MeToo-bevægelsen opstod som bekendt i kølvandet på de skelsættende begivenheder i efteråret 2017, da mere end 80 kvinder anklagede den højt profilerede producer Harvey Weinstein for seksuelle krænkelser og udnyttelse. Sidenhen har den konkrete kampagne været led i afsløringen af uhyggeligt mange undertrykkende tilfælde i filmindustrien, og tendensen breder sig til resten af samfundet.

Dette tager det danske produktionsselskab Meta Film nu del i ved at lancere deres egen #MeToo-kampage. På deres nye website finder man således en ’#MeToo-mosaik’, hvor 100 danske skuespillere, blandt andre Birgitte Hjort Sørensen, Claes Bang, Jesper Christensen og Amanda Collin, genfortæller andres anonymiserede oplevelser med seksuel krænkelse.

»Med denne #MeToo-mosaik vil vi brede debatten ud fra filmbranchen til resten af samfundet«, står der på projektets website.

»Mosaikken skal gerne få os til at forstå, at det ikke handler om enkeltsager. Men om et mønster, et samfundsproblem. Det handler om en del af vores kultur. Noget vi alle har anset som værende en selvfølge, som noget almindeligt. Fordi det netop er en del af vores kultur. Men måske vi reelt ikke ønsker, at vores kultur skal være sådan?«

De anonyme beretninger er blevet samlet ind fra en lang række organisationer – blandt andre Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Krisecenter Danner, The Everyday Sexism Project og Dansk Kvindesamfund.

I løbet af april, maj og juni vil #MeToo-videoerne blive vist flere steder i landet. Cinemateket i København viser eksempelvis videoerne hver dag fra kl. 14 til 22 i perioden 9. til 30 april, mens ARoS kunstmuseum i Aarhus udstiller dem fra 10. til 15. april.

Besøg #MeToo-mosaikken og læs mere om projektet HER.

Læs også: Se David Schwimmers seks kortfilm om sexchikane – med Bobby Cannavale og Cynthia Nixon